Indvendige nedsmeltninger

Saturday, 6 June 2020 15.58

Nedsmeltninger har været beskrevet udefra i mange år. Og der kommer også flere og flere beskrivelser af nedsmeltninger indefra, altså hvordan det føles at gå igennem en nedsmeltning, ikke bare hvordan det ser ud. Jeg har selv sådan en beskrivelse med i min første bog, Få dig dog et (godt) liv! Det er en rigtig god udvikling, for kun ved at forstå, hvordan vi har det, når vi får nedsmeltninger, kan andre hjælpe os. 


Men de fleste nedsmeltninger jeg har set beskrevet, er dem hvor man reagerer udad. Altså tabet af kontrol, der resulterer i råben, gråd, kast med møbler, eller dem der fryser helt, bliver stumme og måske lægger sig i fosterstilling. Det er tydeligt for andre at se, at det menneske der gennemlever det her, er presset ud over kanten. 

Jeg har også haft den slags nedsmeltninger. Men jeg kan tælle på en hånd, hvor mange af dem jeg har haft i mit voksenliv. Det er nemlig som oftest ikke sådan jeg reagerer, når alt bliver for meget. 


Jeg er det, der i dag ville blive beskrevet som en 12-tals pige: mine krav og forventninger til mig selv er langt højere end nogle krav, som andre ville stille til mig. “Godt nok” er sjældent godt nok.  Jeg er hård ved mig selv. Striks. Disciplineret. 

Det er det, der har fået mig frem i livet. Viljen til at ville være bedre. Ikke bedre end andre, det er jeg ligeglad med, men viljen til at være bedre end mig selv. End sidst. Bedre end det mål jeg har sat mig selv. Målet er måske at få 10, men inderst inde ved jeg godt, at jeg ikke vil være tilfreds med mindre end 12. 

Men det er også det, der har gjort, at jeg udviklede en spiseforstyrrelse, fordi den jo repræsenterer den ultimative selvkontrol og disciplin, samt at jeg så ofte bliver misforstået.  


Jeg får nemlig sjældent den hjælp som jeg har så inderligt brug for, fordi min reaktion på ekstrem stress sjældent er tab af kontrol, men derimod ekstrem kontrol, som spiseforstyrrelsen jo så tydeligt viste: jo værre jeg havde det, desto mindre spiste jeg. Tabet af kontrol var der, oppe i hovedet, men ikke nødvendigvis synligt for andre, og især ikke nu hvor jeg har min spiseforstyrrelse under kontrol og ikke handler på mine spiseforstyrrede tanker mere, selvom jeg stadig har dem. 


Indeni oplever jeg nok i virkeligheden det samme kaos som dem, der får synlige nedsmeltninger. 

Det starter med en udløsende begivenhed. I disse angstfyldte coronatider kan vi jo bruge et af statsministerens pressemøder som eksempel. Allerede når jeg hører om at pressemødet skal finde sted begynder min stress at stige og jeg oplever stigende angst og uro indvendig. I disse situationer vil jeg søge hjem. Jeg trækker mig nemlig ind i mig selv, når jeg bliver angst og stresset. Det føles som en sitren inde i hovedet. Som når man fryser virkelig meget eller har fået for meget koffein, bare i tankerne fremfor kroppen. Den sitren gør, at jeg ikke kan fokusere mine tanker. De begynder at løbe fra mig og stikke af i alle retninger, med massivt tankemylder som resultat. Det hele går alt, alt, alt for stærkt. Kontrollen er tabt. Men så man mig udefra, ville jeg se helt normal ud, måske med lidt flakkende blik. Alle de tanker og følelser som flintrer rundt i hovedet på mig, bliver flere og flere, større og større, føles til sidst som om mit sind er splintret i tusind stykker. Jeg forsøger desperat af få hold på mine tanker igen, men uden held. Men jeg græder ikke. Jeg råber ikke. Jeg ligger ikke i fosterstilling. Det er ikke en eksplosion, men en implosion. 


I sådan en situation har jeg desperat brug for hjælp! Men fordi jeg ser helt normal ud og fysisk er under kontrol, kan folk ikke se, at jeg har brug for hjælp og jeg får den derfor sjældent. 

Oveni det dukker min indre 12-tals pige op og forhindrer mig i at bede om hjælp, fordi det simpelthen ikke er godt nok, Louise! Nu strammer du dig an og tager dig sammen!

Og hvis jeg endelig rækker ud, så gør jeg det forkert. 

Jeg sender måske en besked til min reservemor: “Ser du pressemøde?” Og min reservemor siger måske: “Nej, jeg er ude i haven.” Og så slutter samtalen der. Hvorimod hvis jeg nu skrev til min reservemor: “Jeg har brug for hjælp!” Så er jeg helt overbevist om, at hun ville lade have være have. 

Jeg fik engang en indvendig nedsmeltning nede i Føtex, ved kassen, hvor tyverialarmen gik igang lige ved siden af mig, på en dag hvor jeg i forvejen var helt ude på kanten. Ingen gjorde rigtig mine til at stoppe alarmen og til sidst, da jeg følte at lige om lidt går jeg i stykker, kiggede jeg desperat på en Føtex-medarbejder og udbrød: “Vil du ikke slukke alarmen?!” Men fordi jeg så helt normal ud, opfattede Føtex-medarbejderen det kommanderende og vrissede et surt svar om, at hun var igang. Og hvor ville jeg efterfølgende ønske, at jeg i stedet havde formået at give slip på kontrollen. At jeg havde sat mig ned på gulvet og var begyndt at græde, som faktisk var det jeg trængte til. For havde jeg gjort det, var folk strømmet hen til mig og havde givet mig den hjælp og omsorg, som jeg havde så desperat meget brug for! 


Fordelen ved det ville også have været, at al den adrenalin som bliver hobet op i en under en nedsmeltning ville have fået en form for udlad. En forløsning af en art. Jeg syntes de indvendige nedsmeltninger tager meget længere tid at komme mig over bagefter, fordi jeg ikke kan komme af med de titusindvis af ophobede tanker og følelser. I stedet giver de søvnløse nætter, hvor jeg har allermest brug for søvn, og indre uro i dagevis. De få gange jeg har haft synlige nedsmeltninger har jeg oplevet dem som drænende og jeg har været træt efterfølgende, men de også været udrensende, har varet kortvarigt og har været overstået bagefter. 


I lang tid troede jeg faktisk ikke, at de nedsmeltninger jeg har beskrevet ovenfor var rigtige nedsmeltninger, netop fordi de ikke indebærer det tab af kontrol, som jeg troede var definitionen på en nedsmeltning. Men i en samtale om stress og trivsel med Pia Fenger i sidste uge, sagde hun, at det jo er en nedsmeltning, hvis det er sådan jeg reagerer, når jeg er presset ud over kanten. Og det er der ingen tvivl om at jeg er! Når mit sind er så fragmenteret og kører så meget for hurtigt, så er det ude af kontrol også selvom kroppen og mine handlinger udadtil er helt normale. 


Hvis jeg ikke får hjælp forsøger jeg mig nogle gange med selvhjælp. Desværre ikke altid lige hensigtsmæssig selvhjælp. Jeg vil ofte trøste mig selv med ekstra cola. Men cola indeholder jo koffein, som er et stimulans, og derved gør jeg nok i virkeligheden tingene meget værre. Det samme er tilfældet den sjældne gang jeg tillader mig selv, at give efter for min sukkertrang. Det er dog sjældent, fordi jeg ved, at konsekvenserne ved at overspise er titusind gange værre end ved at lade være og klare mig med cola. Og så selvskader jeg. Piller i mine fingre, gerne til de bløder og gør ondt. Pia sagde, at hun efterhånden kan se på mine hænder, hvordan jeg har det. Og det er da også tydeligt efter 3 måneders coronakrise: jeg har 6 corona-specifikke ar på mine hænder. Ar fra sår forårsaget af stress og øget skin-picking. 

Senere kan en gåtur hjælpe. Det er jo en måde at brænde adrenalin af på. En kasket godt ned i panden og hovedtelefoner på, så jeg ikke risikerer, at skulle hyggesnakke med naboer eller fremmede, der vil hilse på min hund Bodil. 


Jeg er derfor nogle gange min egen værste fjende. Min selvkontrol er beundringsværdig! Men også lidt det modsatte. For jeg har jo lige så meget brug for hjælp, støtte og trøst, som hende der kaster med møbler eller ligger i fosterstilling, måske endda mere. 

Mit problem er, at jeg godt kan give slip på mig selv, tabe mig selv fuldstændig, men at det kræver at jeg føler mig helt tryg, for at kunne gøre det. Og helt ærlig; hvor tit er man helt tryg, når man har en nedsmeltning? 

Derfor kommer tabet af min selvkontrol og dermed også forløsningen, som regel først, når nogle træder til og hjælper mig, hvilket jo ofte ikke sker, da ingen kan se eller mærke at jeg har brug for hjælp. Men hvis nu min reservemor ikke var i haven, men rent faktisk så pressemødet, vidste det stressede mig og ringede mig op, så ville jeg råbe, græde, gå frem og tilbage i stuen, lægge mig i fosterstilling i min lænestol. For hun ville gøre mig tryg nok til, at jeg ville turde give slip og komme af med det hele, så vejen tilbage til normaliteten igen på den anden side, ville gå meget lettere, så jeg ville kunne sove og vågne næste morgen ved nogenlunde mod. 


Jeg har efterhånden flere end bare min reservemor, som jeg kan sende forsigtige beskeder til. Og flere af dem kender mig så godt, at de for det meste kan gennemskue, hvornår “Hvad laver du?” betyder “hvad laver du?” og hvornår det betyder “hjælp mig!”

Jeg har mennesker, som jeg må ringe eller skrive til på alle tider af døgnet, og som vil være der for mig 100% Jeg har sågar mennesker, der selv henvender sig når der er pressemøder, fordi de ved, at jeg måske netop der sidder i en krise. 


Og så vil jeg med det her blogindlæg forpligte mig til at prøve at blive bedre til at række ud. Når jeg nu har alle de her fantastiske mennesker omkring mig, så er det jo tosset ikke at benytte sig af det. 

På min iPhone kan man lave tastaturgenveje. Man indtaster et og telefonen ændrer det til noget andet. Mega-smart. Måske jeg skulle lave en genvej, hvor, når jeg skriver “Ser du pressemøde”, så ændrer telefonen det til “Hjælp mig!” 


Og så håber jeg, at ved at offentliggøre noget af det mest sårbare i mig, at jeg dermed sætter fokus på den anden type nedsmeltninger. På de stille piger (og drenge og alt derimellem) som måske har brug for jeres hjælp, selvom de hverken ser sådan ud eller beder om det. 

Som det også er kommet frem med 12-talspigerne, så er det måske i virkeligheden dem, der tilsyneladende klarer sig bedst, som trivedes dårligst, fordi den personlighedstype der gør dem til de bedste versioner af sig selv, også er det der spænder ben for dem nogle gange. 

Og så håber jeg at have bidraget til et lidt mere nuanceret billede på, hvad en nedsmeltning er og hvordan den kan se ud.