Syn├Žstesi - en verden i farver

Saturday, 23 March 2019 12.53

Synæstesi, eller samsansning, som det også hedder er, meget kort fortalt, når bogstaver, tal eller ord har farver eller smag, eller når man på anden vis får en sanseoplevelse som ikke er der, eller ikke burde være der. 

Synæstesi eksisterer uafhængigt af autisme, men mange med autisme har det, som en del af deres i forvejen ændrede sanseapparat. Jeg opdagede min synæstesi i mine teenageår, før jeg fik min autismediagnose. Eller dvs at jeg opdagede den ikke, for den havde hele tiden været der, men en amerikansk veninde fortalte at hun havde synæstesi og hvad der var, og jeg fandt derigennem ud af, at det jeg oplevede hed noget og at jeg ikke var alene. På det tidspunkt havde jeg længe vidst, at min oplevelse af verden ikke var “normal”. Jeg havde mange år tidligere spurgt en klassekammerat om ikke også hun syntes at matematik var et blåt fag, hvorefter hun kiggede på min som om jeg havde roterende fis i kasketten. Jeg har siden barnsben været meget bevidst om, at der var visse aspekter af min måde at opleve verden med, som jeg bare skulle holde for mig selv. Så allerede fra en meget ung alder og længe inden min autismediagnose, var kompensering og “masking” (at dække over hvordan man virkelig har det for at passe ind) strategier jeg brugte på daglig basis. 


Men når vi nu er ved fis i kasketten vil jeg understrege, at synæstesi ikke længere bliver opfatter som en psykiatrisk diagnose, da man via scanninger har konstateret, at forbindelsen mellem hjernens sanseområder er mere fremtrædende hos mennesker med synæstesi end hos dem uden. Vi forestiller os altså ikke, at vi ser farver. Vi får rent faktisk den ekstra sanseoplevelse. Dvs at for en synæstetiker, så er det en virkelig og reel oplevelse, på lige fod med de sanseoplevelser andre har. 


Jeg har bl.a. den mest almindelige form for synæstesi, nemlig “grafem-farve-synæstesi, som er når tal og bogstaver har farver. Derudover kan jeg “smage” ord. Jeg har sat smage i anførselstegn, fordi jeg ikke kan smage dem som i sødt, salt eller bittert, men mere som at jeg kan mærke dem inde i min mund, som en slags tekstur. Det medfører at ord der lyder ens for de fleste, men som er stavet forskelligt, for mig, er vidt forskellige ord. Et eksempel kan være navnet Susie, Suzy, Sussi og jeg kunne blive ved. Der er adskillige måder at stave navnet på, men selvom de lyder ens, er de overhovedet ikke ens for mig, fordi de “smager” forskelligt, altså føles helt forskellige inde i min mund når jeg udtaler dem. Det bliver endnu mere udtalt når jeg ser navnene på skrift, fordi de får helt forskellige farver, alt efter hvordan de er stavet. Jeg oplever jævnligt, at nogle beder mig hilse min kære tidligere kontaktperson Susie fra Asgaard, som jeg stadig ser jævnligt. Så skriver de måske “Hils Sussi” og min første tanke er altid “Hvem pokker er Sussi?” For mig er navnene Susie og Sussi lige så forskellige i farve, følelse og tekstur som navnene Susie og Flemming! Jeg regner dog hurtigt ud hvem de mener, og gør ikke mere ud af det. 


Med fare for at lyde arrogant, kan det at have synæstesi nogle gange godt føles som at være den eneste der kan se farver, i de farveblindes verden. Jeg skal jævnligt, huske kun at medtage de sanser i min verdensopfattelse som andre oplever, som i førnævnte eksempel ved kun at lytte til lyden af navnet, og ikke alt det andet som kun jeg oplever. Det kan på mig virke meget fattigt. At huske på, at de fleste andre ikke får de samme sanseoplevelser som mig, minder mig også om, hvor meget de går glip af! Hvor rigt og levende tal og bogstaver er for mig, i forhold til hvor kedelige de må være for mange andre.

Dette må endelig ikke læses som at jeg føler mig bedre end andre, blot at jeg virkelig godt kunne unde andre, de oplevelser jeg får og de tusind ekstra nuancer mit sprog har, udelukkende pga min synæstesi.


Som autist har jeg problemer udi Theory of Mind, altså evnen til at vide, at andre ikke tænker og ved det samme som mig. Det ved jeg selvfølgelig godt, at de ikke gør, men af og til glipper det i øjeblikket. Et eksempel på det kan være, at andre ofte oplever, at jeg skifter emne, men at jeg ikke selv føler at jeg gør det, fordi de vi talte om mindede mig om noget, som mindede mig om noget, som mindede mig om noget, som jeg så taler om. Men jeg glemmer, at den tankerække der fik mig fra samtale A over i samtale B kun fandt sted i mit hoved, og jeg skal derfor nogle gange forklare, hvordan jeg nåede derhen, og at det faktisk ikke var et emneskift for mig. 

Min manglende ToM og min synæstesi laver tilsammen ofte rod i mit hoved. Min synæstesi giver mig ekstra klare og tydelige sanseoplevelser, og min ToM gør, at jeg glemmer, at andre ikke har de sanseoplevelser. Så jeg kan ofte have svært ved at forstå hvorfor folk eksempelvis har svært ved at stave eller bøje udsagnsord korrekt, fordi for mig er det for det meste så tydeligt, som var det skrevet i neon. Jeg har aldrig brugt ordbog til diktat i skolen og havde sjældent fejl, fordi jeg kan se når et ord er stavet forkert. Selv på engelsk, da vi fik det i skolen, var der visse ting jeg ikke behøvede lære eller terpe, fordi jeg bare kunne se det. Og når jeg så samtidig nogle gange glemmer, at andre ikke kan se det, så kan det være svært at forstå, de vanskeligheder andre kan have.

Et andet, lidt sjovere, eksempel på dette er fra når jeg er ude at gå med min hund Bodil og hendes halvsøster Karla, som jeg er hundelufter for. Det var vigtigt for mig, da jeg fik Bodil, at hun fik et navn med O fordi hun er sort og o’et er sort i min verden. Karla er brun, og det passer perfekt, fordi a’et er brunt for mig (konsonanterne omkring bestemmer så nuancerne og følelsen, teksturen af den brune farve. Så to navne med A har ikke nødvendigvis den samme brune farve, og har helt forskellig tekstur og følelse) Jeg møder tit nogen, når jeg er på tur med de to, og oplever jævnligt, at folk spørger hvad de hedder og når jeg siger “Bodil og Karla”, så spørger folk ofte: “Hvem er hvem?” Og her er min allerførste, instinktive reaktion at ryste opgivende på hovedet af dem, for det kan de da vel for pokker se!! Det er jo så tydeligt, at det kun er den sorte der kan hedde Bodil og endnu tydeligere, at den brune hedder Karla. Men så er det jeg husker på den dersens ToM og får stoppet mig selv inden jeg vender øjne af folk, smiler venligt og forklarer hvem der er hvem. For de  kan ikke se det. Og selv hvis vedkommende jeg møder skulle vise sig også at være synæstetiker, så er deres oplevelse af bogstaver og tal måske en helt anden end min.


Lige så meget min synæstesi har hjulpet mig sprogligt, har den hæmmet mig matematisk. Jeg plejer at sige til folk, at jeg er talblind, fordi det er nemmere, end at skulle sige, at jeg har synæstesi og dernæst forklare hvad der er og at det ikke er noget jeg bilder hverken mig selv eller dem ind. Men sandheden er, at jeg ikke er talblind i ordets klassiske forstand, men alligevel de facto talblind. 

Problemerne opstår fordi hvert tal har en farve, en følelse og en tekstur. Og når man så sætter dem sammen får de en ny, samlet farve, følelse og tekstur, ligesom ord gør, men i modsætning til ord, beholder hvert ciffer stadig sin individuelle farve, følelse og tekstur. Så hvis jeg skal lægge 361 sammen med 825, så får jeg et sandt kaos af farver oppe i mit hoved! Så jeg bruger lommeregner, og må med skam også indrømme, at jeg tæller på fingrene, for at holde styr på selv simple regnestykker. Det er dog noget jeg træner og bliver også bedre, men det er stadig svært for mig.

Af samme grund havde jeg svært ved at lære klokken digitalt som barn (og syntes stadig det er forvirrende) fordi kl 5 og kl 17 er det samme, men ser helt forskelligt ud og føles helt forskelligt! Jeg er altså ikke dummere end alle andre, jeg får bare så mange ekstra informationer end andre gør!


Synæstesi er kendt for at være en kæmpe fordel, hvis man gerne vil huske.

Jeg tror, at størstedelen af dem, der deltager i hukommelseskonkurrencer har synæstesi. Jeg ved, at ham (autisten) der kunne huske var det 27.000 decimaler af Pi har synæstesi, og ikke husker hvert tal enkeltvis, men husker en gåtur, hvor hvert tal repræsenterer en form eller farve han passerer (eller noget i den stil)

Min synæstesi er også medvirkende til min gode hukommelse. Ofte, når jeg skal komme i tanke om navnet på en film eller sådan noget, så får jeg sanseoplevelser først, og jeg kan finde på at sige noget i stil med: “Det var en lilla film, sådan blød på midten, men med hårde kanter”, så begynder jeg at kunne mærke titlen på filmen inde i min mund, så talemåden “Jeg har det lige på tungen”, giver så god mening for mig, for jeg kan vitterligt mærke det inde på tungen, før jeg kan arbejde mig frem til titlen. Nogle gange når jeg skal forsøge at komme i tanke om noget, sidder jeg derfor og laver sådan nogle små bevægelser med min mund, ligesom andre gør når de smager på noget, og nogle gange også med hænderne, fordi jeg kan mærke det så tydeligt, men ordet endnu ikke et kommet til mig. Og jeg kan stole på min synæstesi og min hukommelse tilsammen. Jeg ved at jeg husker rigtigt, fordi jeg har så mange ekstra sanser med.


Det er min opfattelse (og også det jeg har kunne læse mig frem til på nettet) at langt de fleste synæstetikere opfatter deres synæstesi som en gave, ligesom jeg helt klart gør. Min synæstesi gør min verden rigere! 

Mine sanseoverfølsomhed generelt er ofte en belastning for mig, så nogle gange undrer det mig hvorfor min synæstesi så ikke også er en ekstra stressfaktor, men sagen er, at det er den ikke (for mig) Det er som om jeg har fået adgang til en hel ekstra dimension, som de fleste andre ikke kan se, og det er et stort privilegium! 

Så kan det godt være, at folk kan fucke helt op med mit hoved (undskyld mit sprog) ved at skrive med forskelligt farvede blyanter (jeg læser de bogstaver skrevet med samme farve som et ord, fremfor at læse i rigtig rækkefølge. Det giver nogle vildt mærkelige sætninger!) Eller at jeg har svært ved at læse forbi en trykfejl i en bog, fordi den skinner mig ind i øjet, som neon (jeg må faktisk ofte lægge en finger eller et bogmærke hen over, for at kunne komme videre) Eller at jeg har lyst til at udbryde: “Neeej” når jeg møder en dame ved stranden, med en kridhvid hund, der hedder Coco. 

Men jeg får også lov til at se folks ansigter lyse op, når jeg fortæller dem hvad farve deres navn har (eller det modsatte, som var tilfældet for min kusine Camilla som brændende ønskede sig et rødt navn, og som, da jeg fortalte, at for mig er u’et rødt, ændrede sit profilnavn til Cumullu) Jeg er den folk ringer til (nogle gange ret sent) fordi jeg lige skal huske en eller anden obskur titel eller person for dem. Og jeg får lov til at opleve, hvor smukt et bestemt ord kan være, eller hvor dejligt der kan føles, hvor mildt og blidt det er i sine former og sin tekstur.


Min verden har flere farver end i kan forestille jer, selv når jeg lukker øjnene. Det er smukt. Det er en gave.