Prøv at forestille jer et puslespil, hvor I mangler at lægge én brik, og I har et ukendt antal brikker liggende foran jer, som alle sammen kunne passe, men som hver især ændrer motivet på puslespillet. I ved ikke hvilken brik, for I får først at vide, hvad puslespillet forestiller om nogle dage. 

Jeg er virkelig dårlig til ufærdige ting. Min hjerne har et stort behov for afslutning. 

Hvis jeg bliver fyret, har jeg brug for at vide hvorfor. Hvis jeg hører en irriterende lyd, har jeg brug for at vide hvad det er, og straks bliver lyden mindre irriterende. Og hvis der er noget jeg ikke ved eller forstår, søger jeg viden og forklaringer. Afslutning. 

På den måde kan min hjerne kategorisere tingene, putte dem i den rette kasse og komme videre. Aaah, det føles dejligt! 

Jeg kunne aldrig selv drømme om, frivilligt, at gå fra en ufærdig opgave, og hvis opgaver tager for lang tid til at gøre færdige på en gang, så deler jeg dem op i delmål og planlægger inden jeg går fra den, hvornår jeg kan tage næste etape. 

På mit arbejde arbejder jeg mere ud fra at fuldføre mine opgaver end ud fra tid. Jeg går ikke når jeg har fri. Jeg går, når jeg er færdig. Og jeg har ofte siddet og ventet på arbejdet, længe over den tid, hvor jeg ellers havde fri, for at kunne gøre mine opgaver færdige, fordi det er mere ubehageligt for mig at gå hjem til tiden, vel vidende at jeg ikke blev færdig, end at komme for sent hjem. 

Hvis jeg får en sms om at der er en pakke klar til afhentning, får jeg næsten tics, hvis jeg ikke kan hente samme dag, helst med det samme. Afslutning. 

Når noget er uafsluttet, føles det som at gå rundt med en sten i skoen, som hele tiden ligger og gør opmærksom på sig selv, for hvert eneste skridt jeg tager i løbet af dagen. Jeg kan simpelthen ikke lægge det fra mig mentalt, på samme måde, som man ikke kan ignorere en sten i skoen. 

Men hvad så med de ting, hvor en umiddelbar afslutning ikke er mulig? Dem der ikke er op til mig eller dem hvor svaret er: “det ved vi ikke.”?

Nogle gange er det ikke mig, der skal gøre en opgave færdig, men andre. Hvis nogen lover at gøre noget, så er tiden frem til de rent faktisk gør det også uafsluttet. Også selvom det er en positiv ting de vil gøre. Mennesker med en anden hjerne end min syntes måske det er spændende, når andre siger: “Jeg har en overraskelse til dig. Jeg fortæller dig det i weekenden.” For mig er det bare en gigantisk invitation til stress og kaostanker, indtil weekenden. Eller når Skat skriver, at jeg skal have penge tilbage, men først får pengene en måned senere. Jeg kan næsten ikke være i det. Ikke fordi jeg er grådig og vil have pengene nu, men fordi det er uafsluttet. 

(Og så er Skat endda til at holde ud, fordi de skriver en dato på for hvornår man får pengene og overholder den. Hvis man ikke kan give mig en afslutning, så bare giv mig en dato for afslutning!)

Og så er der alle de uvisse situationer. 

Dem som hverken jeg eller andre kan afslutte fordi vi ikke ved det. 

Coronaårene ville have været uendeligt nemmere for mig, hvis jeg havde fået at vide fra start, at det er overstået om 2 år. 

Det er i øvrigt endnu en grund til at jeg forsøger at undgå nyheder. Der er for meget der er uafsluttet i verden. For mange ting vi ikke ved, før vi er på den anden side. 

Indsæt Kaostanker! 

Når jeg ikke kan få den afslutning min hjerne har brug for, for at få ro, så prøver min hjerne at finde afslutningen selv. 

Det er det som jeg af fagfolk har fået beskrevet som mine kaostanker. 

Lad os vende tilbage til puslespillet, som jeg beskrev i starten. Min hjerne begynder simpelthen at prøve alle brikkerne, en efter en, for at finde den sidste brik, der gør puslespillet komplet. Nogle af brikkerne giver puslespillet et troværdigt motiv, andre et mindre troværdigt, men jeg ved ikke hvilken brik der er den rette, for de kunne i princippet alle sammen passe. 

Grunden til at tankerne beskrives som kaostanker er, udover at de kører for stærkt og ikke altid er under kontrol, at jeg pga min nedsatte forestillingsevne, har nemmere ved at forestille mig de ekstreme tilfælde end alle de finere nuancer og min hjerne prøver at forberede mig mentalt på “worst case scenario”. 

Jeg står midt i sådan en situation lige nu. 

Min lille hund Bodil er kommet til skade med sin hofte. Hun var ved dyrlæge i onsdags, blev sat på ro og smertestillende, med en kontroltid og evt røntgen på onsdag. 

Jeg ved ikke (præcis) hvad der er sket, jeg ved ikke hvorfor hun har ondt og jeg ved ikke hvad planen er, ud over kontrol på onsdag. 

Så Situation Bodil er uafsluttet frem til foreløbig onsdag, hvor jeg ikke ved hvordan eller om den bliver afsluttet. 

Så mit hoved er i fuld gang: 

Hvad nu hvis hun skal fortsætte på medicin og ikke må gå ture mere? Kan vi så aldrig mere tage på udflugter sammen? Hvad nu hvis hun har brækket noget? Hvad nu hvis hun skal opereres? Kan jeg komme på min planlagte ferie, hvis Bodil måske/måske ikke skal opereres? Hvad nu hvis hun har kræft? Hofteledsdysplasi? Skal have amputeret benet? Skal aflives?

Tankerne ryger mere og mere ud af en tangent, altså motivet på puslespillet bliver mindre og mindre troværdigt, men fordi jeg ikke ved det, kan selv de utroværdige brikker ikke udelukkes. Heller ikke selvom jeg med min fornuft godt kan se på Bodil, at hendes symptomer ikke svarer til en så alvorlig prognose. 

Når kaostankerne tager over, så har fornuften svært ved at trænge igennem, for jeg ved det jo ikke! 

Der er to ting jeg kan forsøge mig med og som jeg skal forsøge mig med, hvis mit hoved ikke skal eksplodere inden onsdag. 

Den ene er afledning. Gøre noget. Et eller andet. Strikketøj, Ringenes Herre maraton, rengøring. Et eller andet, hvor jeg ikke sidder og spekulerer over noget som jeg ikke kan gøre noget ved alligevel. 

Den anden er hvis-nu-planer. 

Her tager jeg de scenarier jeg har i mit hoved og laver en plan for hvad jeg gør, for hver enkelt af dem. En plan jeg lavede i dag var for eksempel, mentalt at beslutte mig for en anden ferie end den jeg har planlagt, så jeg kan blive hjemme, hvis Bodil skal opereres, (hvilket hun sandsynligvis ikke skal, men derfor giver planen mig tryghed alligevel)

Jeg har også arrangeret mulig alternativ pasning til hende, hvis hun stadig har ondt og skal have medicin når jeg er væk, og hende der skal passe hende eventuelt ikke er tryg ved at passe hende (hvilket garanteret heller ikke bliver aktuelt)

Nogle vil mene, at jeg bruger meget tid og energi på scenarier, der sikkert ikke bliver til noget og det er også rigtigt, men det er planerne, der gør at jeg kan være i uvisheden frem til på onsdag. 

Det svarer lidt til, at planlægge, hvad du vil gøre med det færdige puslespil, for hvert enkelt muligt motiv. På den måde betyder det mindre, hvad det færdige motiv er, for du ved allerede hvad du vil gøre, for hvert af dem. 

Når mine kaostanker dukker op, imellem mine afledningsforsøg, så fremfor at lade dem styre mig ud af en tangent, så gennemgår jeg bare systematisk mine planer, for alle tænkelige scenarier. Det er ikke helt en afslutning, men mange mulige afslutninger, som trods alt giver mere ro og tryghed end uvisheden. 

Bodil skal nok blive god igen! Hun er stærk og sund og vi har et hold af de bedste dyrlæger omkring os. 

Jeg skal også nok blive ok igen. Jeg er lidt træt, pirrelig og sårbar i de næste dage og så får jeg nogle svar og nogle rigtige planer. 

….lige indtil næste gang, hvor noget er uafsluttet og min hjerne igen desperat forsøger at få lagt den sidste brik i et puslespil med alt for mange mulige motiver. 

For meget tyder på, at det her er noget min hjerne ikke kan. Og at jeg derfor ikke lærer en lektie fra gang til gang, som mange op gennem mit liv har forventet af mig. 

“Louise, hvornår lærer du at det aldrig bliver så slemt som du forventer?”

“Louise, du bekymrer dig altid helt unødigt!”

“Kan du ikke huske sidst? Det var jo ikke så slemt.”

Efter 44 år i denne verden og kaostanker der stadig trives i bedste velgående må vi konkludere, at jeg enten er helt utroligt meget dummere end gennemsnittet, eller at det er noget, der i hvert fald delvist, grundet nedsat forestillingsevne og angst lagt sammen, er udenfor min kontrol. 

Så det bedste I kan gøre for at hjælpe mig, er ikke at fortælle mig at jeg skal lade være med at tænke det jeg tænker, for hvis jeg kunne det, så havde jeg slet ikke behov for at skrive dette. 

Men prøv at møde mig der hvor jeg er, i stedet for der, hvor I godt kunne tænke jer at jeg skulle være i stedet. 

Hjælp mig med afledning, eller forslag til afledning, hjælp mig med mine hvis-nu-planer, fortæl mig at det nok skal gå og at jeg ikke er alene. 

Og bær over med mig i næste måned, hvor vi skal igennem det hele en gang til, pga en ny uafsluttet situation.