Der har været en ret ophedet debat om autisme og kønsidentitet, som følge af en folder udgivet af Autisme- og Aspergerforeningen. 

Jeg har ikke læst folderen og har kun skimmet debatten, da den hårde tone på sociale medier pga affektsmitte er alt for voldsom for mig. Derfor hverken kan eller vil jeg udtale mig om indholdet i folderen eller tage parti for hverken den ene eller den anden side af debatten.

Men debatten har fået mig til at tænke meget over mit eget forhold til mit køn og til kønsroller og kønsstereotyper, især også holdt sammen med min autisme. 

Umiddelbart er jeg en ganske almindelig, nærmest lidt kedelig, ciskønnet, heteroseksuel kvinde. Og det er jeg virkelig, forstået på den måde, at jeg er kvinde, både hvad angår det fysiske og det kulturelle køn, og det har jeg det fint med.

Men det har ikke altid været så ligetil for mig.

Da jeg var barn i 80’erne, var jeg heldig nok til at vokse op i en lille by, faktisk ude på landet, hvor piger også godt måtte klatre i træer og blive snavsede. Jeg holdt af at lege med drengene, lege ude, få skrabede knæ, klatre i træer osv. Jeg holdt også af, når min søster og jeg legede med Barbiedukker, mest holdt jeg dog af at se min søster lege med dukkerne. 

Men jeg kan huske, at jeg ikke var særlig vild med at være en pige. Jeg ville hellere være en dreng. Der var andre forventninger til pigerne og især deres opførsel, end der var til drengene og jeg havde det bedst sammen med drengene, i sådan en grad, at jeg stadig husker det som et stort forvirrende tab, da puberteten tvang mig over til pigerne, fordi det blev akavet og upassende at lege med drengene.

Jeg har også altid haft det svært med pigernes tøj. Når vi skulle til en familiefest eller lignende og min mor proppede mig ned i strømpebukser (en sansemæssig rædsel, som snor sig om benene og giver den værste klaustrofobi) og pæne bluser og nederdele og jeg ikke måtte spilde (stadig umuligt den dag i dag) og skulle sidde pænt, så det fine tøj forblev fint.

Jeg ville hellere være en dreng som barn. Jeg kan huske, at jeg har sagt det til mine forældre, men dengang var transkønnethed ikke noget der blev talt om, og jeg forblev den pige jeg var fysisk og blev ved med at skulle prøve at leve op til de forventninger og normer, der var tildelt piger. Og jeg prøvede virkelig. Men jeg er vokset op med en grundlæggende forkerthedsfølelse og den kom til udtryk her: ligemeget hvor hårdt jeg prøvede kunne jeg ikke lade være med at spilde, eller falde og skrabe hul på knæene. Jeg var simpelthen ikke særlig god til at være pige.

Puberteten ramte mig som et godstog.

Jeg var ikke klar til den da den kom, givetvis grundet en forsinket modning, som man vist ofte ser hos autister, og jeg husker den som nærmest et traume, et forræderi fra min krop. Nu skulle jeg ikke blot opføre mig som pige, men nu forventedes jeg at være kvinde. Oh gru! 

Jeg ville have givet hvad som helst, i mange år, for at slippe af med mine bryster og især med min menstruation. Det var så ækelt!

Jeg duede heller ikke til det ændrede forhold til drengene. Det har altid været det modsatte køn jeg primært har været tiltrukket af, men af en eller anden grund, har de aldrig været synderligt interesserede i mig, som andet end ven (og senere lejlighedsvis elskerinde) og ikke som kærestemateriale. Dette har selv op i mit voksenliv bekræftet for mig, at jeg ikke er kvinde på den rigtige måde. Der må være noget grundlæggende feminint, noget kvindeligt, som jeg mangler. Så jeg var ikke god til at være pige, og jeg er tilsyneladende heller ikke særlig god til at være kvinde.

Alligevel sidder jeg her nu, som 43 årig ciskønnet kvinde og har det fint med det. Hvordan gik det til?

For mig var det aldrig en mulighed, at man kunne skifte køn. Men havde det været det, ville jeg så have søgt den vej? Det tænker jeg tit over i disse år, hvor transkønnede endelig kan komme ud af skabene og leve et liv i autencitet med deres indre jeg.

Men samtalen om køn og identitet må, i mine øjne, aldrig blive delt op i ciskønnede på den ene side og transkønnede på den anden, fordi det for det første er alt for unuanceret og for det andet gør køn til noget statisk og lineært, hvilket jeg ikke mener det er.

Jeg trivedes ikke som pige, og jeg voksede op med en grundlæggende forkerthedsfølelse, som varer ved den dag i dag. Men for mig, hang de to ting ikke nødvendigvis sammen. 

Det var ikke mit køn der gjorde,at jeg følte mig forkert. Det viste sig senere, at være min, indtil da, uopdagede, autisme. Jeg følte mig forkert i forhold til mennesker, ikke kun i forhold til piger, og jeg er helt overbevist om, at jeg ikke ville have følt mig mindre forkert, hvis jeg havde skiftet køn. Jeg ville have været lige så dårlig til at være en “rigtig” dreng/mand, som jeg var og er til at være en “rigtig” pige/kvinde.

Dermed siger jeg ikke, at autister ikke er transkønnede, hvis de er utilpasse med deres køn. Jeg siger blot, at jeg ikke var det. Og jeg prøver at sige, at der også er en gruppe mennesker, givetvis også neurotypiske, men i hvert fald blandt autister, som ikke trives med deres køn, uden at det gør dem transkønnede. Og som en af dem føler jeg, at den gruppe mangler at blive italesat i debatten; midt-imellem-gruppen. Dem der, som i så mange andre aspekter af mit liv, falder imellem to kasser, som andre gerne vil putte mig i.

Jeg ved, at transkønnede føler sig utilpasse i deres kroppes fysiske køn. Bortset fra puberteten og teenageårene, har jeg aldrig følt mig utilpas ved min egen krop, rent kønsmæssigt. Det jeg har følt mig utilpas ved er og var, det som samfundet trak ned over hovedet på mig, fordi jeg var født med en revne i stedet for en tap mellem benene. Forventninger om, hvordan piger ser ud og opfører sig, hvad piger godt kan lide, pigelegetøj, pigetøj, pigefarver osv. Den dag i dag har jeg for eksempel en indgroet aversion mod at klæde mig i pink, lyserød eller rød, fordi det føles alt for feminint på en måde, hvor jeg slet ikke føler mig tilpas. Make-up, diverse cremer og skønhedsprodukter, hårstyling; jeg fatter ikke, at nogle gider bruge tid (og penge) på det hver dag!

Jeg kan godt finde på at trække i en fin kjole, men når jeg gør det er det mere som en uniform eller en rolle jeg tager på: nu skal jeg lege fin dame! 

Jeg har også søgt efter og afprøvet mine mere feminine sider periodisk op gennem mit voksenliv, men jeg har altså aldrig været god til det og er aldrig endt med at føle mig tilpas i det feminine. At jeg oveni det er endt med ikke at stifte familie, har også bidraget yderligere til min følelse af, ikke at være en rigtig kvinde. 

Det kan være meget sjovt al lege fin dame for en aften, men så skal jeg altså tilbage i mine slidte Fjällräven bukser og mine gamle kondisko. Da min fysioterapeut rådede mig til at undgå høje hæle var det nærmest en lettelse, fordi jeg nu havde hans ord for at kunne gå i kondisko, også til fine lejligheder. 

Jeg har heller aldrig kunne navigere i alt det “pige-fnidder” der var, da jeg gik i skole og i min ungdom. Alt dramaet, manipulationerne, intrigerne. Det ved jeg nu, også bunder i min autisme og min nedsatte evne til at navigere i alt det usagte og til at opfange i tide, hvornår jeg bliver kørt rundt med. Drengenes direkte facon har altid tiltalt mig mere. De er som regel til at forstå. 

I den her tid, hvor jeg ikke længere har tal på, hvor mange køn der efterhånden er, tænker jeg meget over hvorfor det er os, der ikke passer ned i kasserne som er forkerte, fremfor at vi kigger på om det måske er kasserne der er problemet. Måske er det ikke mig, der har et forkert køn, men samfundet, der har en forkert opfattelse af, hvordan jeg i så fald skal se ud og agere?

Hvis en dreng har lyst til at gå i kjole og lege med dukker i børnehaven, burde han så ikke bare opmuntres til det, uden at det behøver betyde at han skal skifte til pige? Og hvis jeg helst vil gå i bukser og kondisko, behøver det så gøre mig mindre feminin? Jeg elsker glimmer; gør det mig mere feminin? Feminin nok til at det opvejer de slidte kondisko? 

Eller måske jeg bare kunne være feminin på min egen måde? Skal jeg tilpasse min kvindelighed ud fra andres definitioner af kvindelighed, eller skal vi have udvidet de definitioner til at inkludere sådan en som mig? Jeg har personligt ikke behov for en ny definition, et nyt køn. Jeg vil bare gerne være kvinde på min egen måde.

Jeg ved at kønsidentitetskriser, eller tanker om kønsidentitet, er ret hyppige hos autister og jeg er selv en af dem, der har været der. 

Nogle ender med at skifte køn (og skal selvfølgelig støttes og have hjælp til det, hvis det er det rigtige for dem), andre, som jeg, ender med at blive i mit tildelte køn, men på min egen måde. Nogle igen skiftet identiteter frem og tilbage, mange gange i løbet af deres liv. De er det de trives med at være på forskellige tidspunkter i deres liv. 

For det er jo samfundet, der har behov for at gøre os til det ene eller det andet og derfor også samfundets normer, som bidrager til den forkerthedsfølelse jeg lever med i forvejen, fordi jeg ikke duer til at, eller ikke vil, “spille neurotypisk”

Det forventes, at vi vælger at køn og bliver der. Og hvert køn har sine egne karakteristika. Men det er lidt ligesom at stå i Føtex og vælge imellem Haribo slik og Toblerone, når man ikke rigtig har lyst til nogle af delene. I Føtex er der heldigvis bland-selv slik, så man kan tage de ting fra forskellige kasser som man er tilpas med og lade resten ligge, uden at behøve lave en ny kasse.

Jeg tror vi ville se mere trivsel blandt autister, hvis køn også kunne blive mere bland-selv agtigt. Hvis man kunne tage lidt fra alle kasser og bare være sig selv, fremfor at skulle leve op til andres definitioner af, hvornår man er rigtigt det ene eller det andet. 

Mit liv som barn ville have været nemmere, hvis kønsopdelingen i opførsel og beklædning ikke havde været så skarp (og jeg fik endda i vid udstrækning lov til at være drengepige med skrabede knæ. Bortset fra til fine lejligheder)

Jeg tror ikke, at jeg lever op til nogle definitioner af en “rigtig kvinde”. 

Men det har jeg det fint med i dag, for jeg ved, at jeg er en rigtig kvinde, og kvinde hele vejen igennem. Bare på min egen måde. 

Men jeg er i 40’erne. 

Dengang jeg blev teenager og frem til 30’erne var det eneste jeg nærmest ønskede mig at passe ind. Og der var det svært at bære min forkerthedsfølelse, følelsen af at jeg var grundlæggende anderledes. Ikke passede ind. 

Derfor var min utilpashed omkring mit køn også meget mere udtalt, da jeg var yngre. Jeg ville bare gerne passe ind. Jeg passede ikke ind hos pigerne, men i dag ved jeg, at jeg heller ikke var kommet til at passe ind hos drengene. 

Jeg er ikke utilpas med mit køn i dag. 

Jeg er utilpas med samfundets kønsnormer og andres behov for at definere, hvem jeg er eller burde være. Den eneste, der kan definere hvem jeg er, det er mig:

Jeg er Louise. 

Jeg er autist.

Jeg er kvinde. 

Jeg er forfatter. 

Jeg er et godt menneske - og er det i virkeligheden ikke det eneste der betyder noget?

Efterskrift

Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle skrive dette blogindlæg og offentliggøre det og det er med noget rystende hånd at jeg gør det, vel vidende at mit indlæg kan blive kapret af begge sider i debatten om transkønnede. 

Mine ord kan blive tillagt den betydning, at transkønnede vokser fra det. 

Men mit indlæg handler ikke om transkønnede, og må derfor ikke tolkes i den retning. 

Mit indlæg handler om mig (og måske de mange andre som kan genkende sig selv i min fortælling) og jeg var og er ikke transkønnet. 

Men derfor havde jeg det alligevel svært med mit køn, hvilket jeg måske i mindre grad voksede fra, som jeg lærte at forliges med det.