Jeg er opdraget i flinkeskolen. 

Jeg en pleaser, en 12-tals pige, som man kalder os i dag. Det ligger så indgroet i mig, at jeg bare gerne vil gøre det godt, at hvis der er noget jeg ved jeg ikke kan gøre godt, så undlader jeg helst helt at gøre det. 

Derudover er jeg autist, med seriøst udfordrede eksekutive funktioner, begrænsede sociale kræfter og, som følge deraf, min helt egen (sære?) måde at klare hverdagen på. 

Samfundets krav og forventninger, og min manglende evne eller lyst til at leve op til dem, er noget jeg bliver konfronteret med næsten dagligt. Alt det jeg burde. Og dermed også alt det, jeg ikke lever op til. “Burde” har sat sig som en nærmest permanent forkerthedsfølelse op gennem min barndom, opvækst og det meste af mit voksenliv. 

Men i de seneste år er jeg blevet bedre til at lægge flinkeskolen bag mig. Sætte mig selv foran “burde”, selvom det er svært, selv i dag. 

For flinkeskolen gav mig ikke andet en stress og depression, og sådan vil jeg ikke leve mere. 

Så jeg prøver at spørge mig selv hvad jeg har lyst til. Har jeg rent faktisk lyst til at tage til den fødselsdag eller barnedåb? Eller gør jeg det fordi jeg føler jeg burde? Har jeg lyst til at holde jul? Eller gør jeg det fordi “det skal man da”? Har jeg lyst til at sidde oppe om aftenen og se fjernsyn fordi “man kan da ikke gå i seng kl 17”? Har jeg lyst til at lave nye retter til aftensmad hver uge, fordi “man kan ikke spise det samme om og om igen”?

Jeg forsøger at træffe de rigtige valg for mig i mit liv og når folk så konfronterer mig med, at jeg ikke lever op til “burde”, så prøver jeg at sende den tilbage og spørge dem hvorfor. 

Hvorfor kan jeg ikke gå i seng kl 17, hvis det passer mig? Hvorfor kan jeg ikke spise det samme om og om igen? Fordi det gør dig utilpas?

Det er svært at lægge “burde” til side, men jeg øver mig og bliver bedre hver dag. 

Men hvad så med det “burde” der kommer indefra? 

Det er langt sværere, at gøre det der er det rigtige for mig, når ønsket om at gøre det anderledes både kommer udefra og fra mig selv. 

“Du burde få dig en kæreste” siger folk til mig, og jeg ville jo egentlig så brændende gerne have en kæreste, men sagen er, at det kæresteforhold jeg ønsker mig, ville stille større krav til mine sociale kræfter end jeg kan undvære og derfor ville koste alt, alt for meget, hvilket har været tydeligt kun få uger inde i alle de forhold jeg har forsøgt at være i herhjemme i Danmark. Og det kæresteforhold jeg ville kunne holde til at være i, er det nok ikke realistisk at finde en der vil være i sammen med mig. 

Så enten skal jeg gøre vold på mig selv og tvinge mig ind i et forhold, mest for andres skyld. Eller også skal jeg forsøge at finde fred i, at jeg vælger mig selv og min trivsel til, ved at vælge en kæreste fra. 

En anden “burde” jeg er stødt på ofte inden for de seneste år, er i forbindelse med mine rejser og ture. Hver gang jeg nævner, at jeg skal på en tur et givent sted hen, så kommer der anbefalinger til hvad jeg skal se der. Eller jeg finder selv anbefalingerne på Instagram. 

Det var mest tydeligt da jeg skulle til Grindelwald i Schweiz i sommers. 

Jeg havde et utal at seværdigheder markeret på Google Maps som jeg ville se. Deriblandt to byer, som man åbenbart bare skal opleve når man er der. Og det gjorde jeg, for den enes vedkommende. Jeg tog derhen og jo, der var flot, men den følelse jeg husker bedst er en dyb følelse af forkerthed og ensomhed, fordi jeg stod der, omgivet af begejstrede mennesker, der tog selfier og ønskede mig langt væk. Jeg var en en af Schweiz’ smukkeste byer, og jeg kunne virkelig ikke lide at være der! Ikke fordi der ikke var pænt, men fordi der var for mange mennesker, for mange indtryk og for stor kontrast imellem dem, der var der sammen og mig der var der alene. Jeg skrev til Pia, at jeg ikke havde det rart der og at det var svært for mig. Jeg tror endda jeg spurgte hende: “hvorfor kan jeg ikke finde ud af at nyde det her?” 

“Kør tilbage til din ferielejlighed”, sagde hun. 

I løbet af mine sidste dage i Schweiz skrev jeg løbende med Pia om netop den følelse jeg oplevede, når jeg var der hvor jeg følte jeg burde være i sammenligning med den følelse jeg havde, når jeg vandrede alene i bjergene. Det var nærmest som om jeg havde brug for Pias tilladelse til at droppe alle de store attraktioner og så for pokker bare tage op i de bjerge! 

Så det var der jeg endte med at gøre. 

Jeg lagde “burde” til side, både den udefra og min egen om at jeg “burde nyde at være her, for alle de andre er begejstrede”, og de sidste dage bestod stort set udelukkende af lange ture alene i bjergene. Det var helt vidunderligt! 

(Men nej, jeg har derfor ikke fået set Brienz og får den sikkert heller aldrig at se. Attraktioner er noget jeg skal opleve sammen med en jeg kan dele det med. Det duer ikke når jeg er afsted selv)

Og så er der den kæmpe store, og pt meget aktuelle “burde” som åbenbart hvert eneste år forårsager voldsom stress hos mig: julen. 

Er I klar over hvor mange ydre “burde”, der er forbundet med julen?

Hvor meget andre har en holdning til hvad man skal og bør, fordi det er jul?

Presset er enormt for sådan en som mig, som hverken kan, eller har lyst til, at leve op til alle de forventninger alle har. 

Men igen kommer presset også indefra. 

Jeg har ikke tal på, hvor mange juleaftener jeg har siddet, omgivet af min familie, og tænkt: “jeg burde hygge mig lige nu. Hvorfor hygger jeg mig ikke?” Efterfulgt af den allestedsnærværende forkerthedsfølelse; at der er noget galt med mig fordi alle andre har det godt og hygger sig, og jeg ville hellere være alle andre steder end her. 

Og det er jo ikke fordi min familie ikke formår at skabe en hyggelig jul. 

Det er fordi de skaber den jul, der gør julen hyggelig for dem, og det er ikke det samme, som ville gøre julen hyggelig for mig. 

Kontrasten ender med at blive så stor, at de episoder i mit liv hvor jeg har følt mig allermest ensom, faktisk næsten alle sammen har været i forbindelse med julen. Og den værste ensomhed i verden er, når man er omgivet af familie, men ikke er samme sted som dem. Sammen men alligevel længere væk fra hinanden, end hvis vi sad i hver sit land. De har en af årets bedste og hyggeligste aftener, jeg har årets absolut værste aften. 

Jeg har nogle gange holdt juleaften alene hjemme. Den er lidt svær fordi “burde” også kommer indefra: “du burde hygge dig til juleaften sammen med din familie”. Ja, det burde jeg, men det kan jeg ikke. Så jeg kan tvinge mig selv til at være i en situation der gør mig ulykkelig, eller jeg kan forsøge at lægge “burde” til side, anerkende, at jeg, af den ene eller anden grund, ikke trives i det format som min families jul er i, og holde en hyggelig autismevenlig jul selv. Så det har jeg gjort nogle gange og det har virkelig været nogle hyggelige juleaftener! Hyggeligere, desværre, end hvis jeg sad med et påklistret smil på læberne, i den situation jeg burde være i. 

Jeg ville ønske det var anderledes!

Jeg ville ønske jeg kunne hygge mig i julen med familien, uden at føle mig forkert. 

Jeg ville ønske jeg kunne tage til de store attraktioner og nyde deres storhed, uden at føle mig anderledes. 

Jeg ville ønske jeg kunne få en kæreste og min egen familie, uden at skulle gøre vold på mig selv og alt det der gør mig til mig. 

Mest af alt ville jeg bare ønske, at jeg ikke altid følte mig så forkert. 

At samfundet og jeg selv ville blive bedre til ikke at trække alle mulige normer ned over hovedet på mig, som jeg åbenbart ikke formår at leve op til. 

At folk ville holde op med at pådutte mig alt det, der er rigtigt for dem, så jeg kunne holde op med at pådutte mig selv det. 

“Du kunne jo prøve at…” kommer det ofte fra folk i deres velmenende iver for at komme med netop det råd, der gør, at jeg kan passe ned i deres neurotypiske kasse. 

Og ja, det kunne jeg. Jeg kunne prøve hårdere, tage mig sammen, gøre det for min families skyld. Jeg kunne bøje, vride og knække mig selv til ugenkendelighed , i et forsøg på at være den jeg burde være. Og det gjorde jeg. I årevis. Og det eneste jeg opnåede var at miste mig selv. 

Og sådan vil jeg ikke leve mere. Når folk siger “du kunne jo også…” så smiler jeg til dem og siger: “ja, men jeg kunne også lade være.”

Jeg prøver at mærke ind i mig selv, for at mærke om jeg reelt har lyst eller om jeg bare føler jeg burde have lyst. Jeg prøver ikke at slå mig selv i hovedet over ikke at passe ned i den neurotypiske kasse, fordi jeg ikke er, og aldrig bliver, neurotypisk. 

Jeg prøver ikke bare at acceptere, at det der er rigtigt for andre ikke nødvendigvis er rigtigt for mig, men at omfavne det. 

Ikke holde jul alene som et fravalg af familien men som et tilvalg af mig.

Ikke være single som et fravalg, men som den ultimative egenomsorg. 

Og bestige bjerge, alene i Schweiz, ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg kan.