Kort tid efter jeg fik min autismediagnose som 17 årig, traf jeg det meget svære valg, at jeg ikke skulle have børn. 

Det var et valg truffet med hovedet, ikke med hjertet, for allerede på det tidspunkt havde jeg vidst i mange år, at jeg skulle have børn. Det var ikke blot et ønske, men et fysisk behov for mig. Jeg kunne simpelthen mærke i min krop, at jeg skulle have børn og det havde jeg kunne siden jeg som helt barn og helt ung havde passet min yngre kusine. 

Men autismediagnosen ændrede alt for mig og jeg traf en rationel, og rigtig, beslutning om, at børn alligevel ikke skulle være en del af min fremtid. 

Der var flere årsager til min beslutning. 

Den ene var den arvelige faktor. Jeg ville sandsynligvis give min autisme videre, hvilket der ikke er noget galt med, men  den viden vi har i dag om autisme og vores begyndende syn på neurodiversitet var der ikke dengang. Autisme var i bedste fald et handicap og i de flestes øjne en sygdom. 

Desuden mente jeg ikke dengang, og det mener jeg til dels stadig, især efter 10 års mislykket kamp mod kommunen for at få dækkende støtte, at verden endnu ikke er et særlig godt sted for et autistisk barn. Og den kamp jeg havde været igennem ønskede jeg ikke at byde mit barn. 

Men endnu værre ville det være hvis jeg ikke gav min autisme videre! For hvad skulle jeg stille op med et neurotypisk barn? Jeg kan ikke tage med til børnefødselsdage og gymnastikopvisninger og alle de andre sociale ting et neurotypisk barn har brug for. 

Jeg erkendte simpelthen, at det liv mit barn fortjener, autistisk eller ej, ville jeg ikke være i stand til at give det. 

Jeg vil gerne understrege, at dette var en meget personlig beslutning, taget i en anden tid. Jeg siger ikke noget negativt om autistiske menneskers evner som forældre! Jeg kender mange vidunderlige autistiske forældre! 

Jeg forholder mig udelukkende til min beslutning, om mine evner som mor og det liv jeg ønskede for mit barn. 

Jeg mente ikke, og mener stadig ikke, at jeg kan give mit barn det liv som han eller hun (eller hen) fortjener. 

Jeg er flere gange i de mere en 20 år siden jeg traf min beslutning blevet bekræftet i, at det var den rigtige beslutning. 

Når jeg hører om forældreintra, skærmtid, heldagsskole og Pisa tests, så står det klart for mig, at jeg slet ikke ville kunne overskue at være forældre!

Og især efter skolereformen, inklusionen og heldagsskolens indførelse, bliver jeg glad for at mit potentielt autistiske barn ikke skal igennem det. 

Et andet aspekt var frygten for at miste et eventuelt barn. Enten fordi faderen, i tilfælde af at vi gik fra hinanden, ville få forældremyndigheden, eller, som der desværre er eksempler på, fordi forvaltningen ville erklære mig uegnet som mor og tvangsfjerne mit barn, fremfor at støtte mig i at være mor. 

Og når nu vi er ved den potentielle far, så blev det også med årene tydeligt, at selv hvis jeg ikke havde valgt børn fra, så ville det ikke have været muligt, da jeg jo aldrig har formået at finde en, der ville være sammen med mig længe nok til rent faktisk at sætte et barn i verden. Et faktum, der har været svært for mig at bære og har efterladt mig med en følelse af, at jeg må være uelskelig. 

Men hvor rigtigt mit rationelle fravalg af børn end har været, har det ikke ændret på mine følelser eller mit fysiske behov. 

Man joker med, at kvinder bliver skruk. Men for mig er den følelse ikke en joke. Jeg kan mærke den i mit hjerte og min mave hver gang jeg ser en barnevogn eller en baby. Tomheden og savnet er så massivt, at jeg i mange år simpelthen brast i gråd, når jeg blev konfronteret med især spædbørn. 

Med tiden hærdede jeg mig selv lidt. Jeg begyndte at sige, at jeg ikke kan lide børn (hvilket i mange tilfælde også er rigtigt) men det var mest en måde at beskytte mig selv på. Jeg har gennem årene været tæt på andres børn, en venindes, en nabos, og følte, at jeg virkelig kunne være noget for de børn i stedet, men forholdet til veninden gik i stykker og naboen flyttede og mit forhold til deres børn endte, hvilket viste sig også at være meget smertefuldt for mig. 

Så jeg har trukket mig. Holdt afstand til børn, fordi det simpelthen har været forbundet med for meget smerte, og med tiden har jeg lært at leve med sorgen og savnet, pakket væk i en afkrog af mit hjerte. 

For 2 år siden fik min kusine børn. To dejlige tvillingepiger. Og som en gave til mine forældre (hendes moster og onkel) tilbød hun, at de kunne være hendes pigers bedsteforældre. Da hverken jeg eller min søster har børn, ville min kusine give mine forældre børnebørn. 

Det er den samme kusine jeg passede, da hun var spæd. Jeg badede hende, skiftede hende, puttede hende, og da hun blev ældre læste jeg højt for hende og tog hende med ned til hestene. 

Hun har siden overhalet mig på alle tænkelige måder, set med samfundsmæssige øjne: hun har fået uddannelse, kæreste, kørekort, job, hus og nu også børn. 

Det har jeg oplevet mange gange i mit liv: følelsen af at min gang gennem tilværelsen går parallelt med, men i et helt andet tempo end andres. Jeg følges med folk i en periode og så er de videre, mens jeg ofte bliver hvor jeg er eller bevæger mig langsommere fremad. 

Jeg har bestemt også opnået ting i mit liv! Store ting, gigantiske ting! Mindst lige så store ting som neurotypiske, men blot nogle andre ting. Men de ting jeg har opnået bliver desværre ikke i samme grad anerkendt som mål og sejre af vores samfund. 

Her i påsken skulle jeg for første gang være sammen med hele familien. 

Jeg tog dertil fast besluttet på, at hæve mig over det faktum, at det gjorde ondt på mig. Nu må jeg komme mig over det!

Men jeg måtte tage hjem efter mindre end to timer. Jeg kunne slet ikke være i den smerte jeg følte, i det store savn og den store sorg det var, at jeg hver gang ordet “bedste” blev nævnt blev konfronteret med det faktum, at jeg ikke har formået at give mine forældre børnebørn. At de måtte finde hos andre, hvad jeg ikke kunne give dem. 

Og det lagt oveni den fysiske følelse af savn som min krop følte, ved synet at de to bedårende små piger. 

Jeg har brugt det meste af mit liv på at føle mig ikke god nok. 

Jeg er af fagbøger og af samfundet konstant blevet mindet om, hvad jeg ikke kan og hvor jeg kommer til kort. 

Følelsen af utilstrækkelighed har været en fast følgesvend det meste af mit liv, men for nogle år siden besluttede jeg, mere eller mindre bevidst dengang, men mere bevidst som tiden er gået,  at sådan vil jeg ikke leve mere. Især fremkomsten af neurodiversitet-konceptet har hjulpet mig med at nå dertil. 

Vi autister er ikke forkerte eller for dårlige, vi er blot anderledes. Jeg har ikke opnået samfundets definition på sejre, men jeg har opnået mine egne definitioner på sejre, som jeg fejrer i stedet: maraton, foredrag, bogudgivelser, at jeg kæmpede mig ud af livslange depressioner, at jeg er her endnu, trods årevis med selvmordstanker. 

Med det jeg har opnået, trods mine odds, er der INGEN der skal fortælle mig, at jeg ikke er god nok! For det er der ingen i hele verden der har ret til. 

Og der er ingen, der skal prikke til min følelse af utilstrækkelighed, ingen der skal konfrontere mig med de områder, hvor jeg ikke har levet op til nogles forventninger. Og når det sker alligevel så praktiserer jeg det, de formulerer så smukt og enkelt på engelsk: just walk away. 

Jeg vælger, at fjerne mig fra mennesker eller situationer der, bevidst eller ubevidst, påfører mig smerte, for smerte har allerede fyldt alt for meget i mit liv indtil nu, og det skal fylde så lidt som muligt fremover. Samtidig ønsker jeg ikke at lave drama, jeg gider ikke, at alle de gamle skeletter vælter ud af skabene. Jeg fjerner mig simpelthen fra det der gør ondt. 

Hvis jeg stod og vaskede hænder og nogle skruede vandet helt om på det varme, så ville jeg flytte mine hænder for ikke at blive skoldet. Det ville alle anse for en helt logisk handling. “Lad da være med at stå med hænderne i vand der brænder dig!” 

Hvorfor er vi så ikke bedre til, at fjerne os fra vand der brænder os psykisk? Husker vi at lære vores børn og unge mennesker, at hvis en situation er psykisk ubehagelig eller smertefuld, så er det helt ok, faktisk endda beundringsværdigt, simpelthen at vende sig om og gå sin vej? Lad være med at blive hos dårlige kærester, gå væk fra tanten der for 117. gang spørger, hvornår du skal have en kæreste, sig op fra arbejdspladsen, hvor chefen ikke taler ordentligt eller kollegerne voksenmobber og fortæl den fremmede dame, der igen og igen spørger hvorfor du ikke skal have børn, at du ikke vil have børn før revselsesretten bliver genindført (det gjorde jeg engang og jeg mente det selvfølgelig ikke, men det lukkede munden på hende)

Det er som om vi er blevet opdraget til, at når det kommer til psykisk ubehag, så skal vi holde ud, komme over det, være stærke. 

Men jeg siger, lad os hylde dem der beskytter sig selv! Måske vi ikke viser styrke ved at holde ud og bide det i os. 

Måske ligger styrken i at gå sin vej? At stå op for sig selv og sige fra overfor det eller dem der gør os ondt.