Der er visse ting, som, grundet min autisme, altid har været udenfor min rækkevidde. Der er den virkelighed de fleste andre lever i, med muligheder og begrænsninger, og så er der den helt anden virkelighed jeg lever i, med muligheder og begrænsninger, og jeg har for længe siden erkendt, og lært at leve med, at det er sådan det er for mig.

Jeg kommer aldrig til at forsørge mig selv, jeg får aldrig børn, jeg får aldrig en uddannelse, jeg bliver nok aldrig gift eller flytter sammen med en. Og jeg får aldrig kørekort og bil. Sådan har det altid været. Og jeg har lært at leve med min sorg over ikke at kunne opnå de ting, som mange neurotypiske tager for givet, men som er umulige for mig. For jeg klarer mig jo godt. Jeg har jo et godt liv og jeg kan så meget andet!

I sommers tog Pia og jeg på tur til Fur og i bilen, mens vi kørte rundt i det skønne sommervejr, nævnte jeg, at min veninde for nyligt havde spurgt ind til, hvorfor jeg ikke havde kørekort og den snak havde prikket til den gamle sorg inde i mig. Men fremfor at trøste mig spurgte  Pia også ind til, hvorfor jeg ikke har fået taget det kørekort. Jeg fortalte hende, hvor stor en drøm det er, men hvorfor det ikke kan lade sig gøre: med mine eksekutive funktioner (eller mangel på samme) er det at få planlagt sådan et forløb langt udenfor mine evner, og hvad med førstehjælpen, lægeerklæringen, pasfotoet? Og hvad med pengene? Har jeg overhovedet råd til at have bil som førtidspensionist? 

Jeg sagde det som det var: Det var en stor drøm, men jeg troede ikke jeg kunne og kunne ikke engang overskue at komme igang. At jeg ville ønske, at jeg havde en, der kunne arrangere det hele for mig, så jeg bare skulle følge en plan, møde op og bestå. 

Og Pia svarede: “Det gør jeg. Du skal have det kørekort, Louise.”

Jeg prøvede at beherske min begejstring, for Pia er en travl kvinde og nogle gange siger neurotypiske, at det skal de nok, og så kommer de fra det og får det ikke gjort og så bliver jeg så skuffet, men jeg kunne alligevel godt mærke, mens vi kørte rundt, at jeg begyndte at komme i tanke om de muligheder jeg ville få med en bil fremfor min scooter: så kan jeg gå den tur i Mols Bjerge som jeg har drømt om, så kan jeg besøge mine veninder/familie, også om vinteren, så kan jeg komme hjem til jul uden at skulle overforbruge af mine sociale kræfter, fordi jeg er afhængig af hvornår min far kan/vil køre, så behøver jeg ikke flytte, for at komme tættere på mine forældre osv, osv. Pandoras æske, som havde været lukket i årevis var blevet åbnet og alle mine drømme og længsler væltede ud.

To dage efter vi kom hjem ringede Pia og havde fået det hele arrangeret. Mindre end en uge efter vores snak, havde vi møde med en sød og total autismevenlig kørerlærer, Allan fra Fredericia køreskole, som har små hold, gerne ville tage særlige hensyn til mig, såfremt behovet for dette dukkede op, svarede på alle mine (dumme?) spørgsmål og kort tid senere sendte en plan med datoer for hele forløbet. Pia havde desuden arrangeret et førstehjælpskursus til mig som eneundervisning, et 8 timer langt kursus, som jeg kun kom igennem, fordi det blev holdt på skolen (LindbergFenger kusrsus- og videnscenter har til huse i en tidligere specialskole og jeg kommer der ofte) og fordi jeg kunne have Bodil med og vi kun var os to, altså mig og Bo, instruktøren. Da jeg, fuldstændig udmattet, var færdig med kurset gik jeg over til Pia som hujede og sagde tillykke! Hun forstod virkelig hvor stor en sejr det var for mig og hvor hårdt det havde været.

Den 5/9 startede jeg til teoriundervisning. Og jeg måtte hurtigt erkende, at det var hårdt! Ikke svært, men hårdt! Det er nok det hårdeste forløb jeg nogensinde har gennemført (og jeg har trænet op til og løbet maraton!) De første 2 gange var 4 lektioner (altså 4 x 45 min) med start fra kl 17, hvilket for det meste er min sengetid. Teorien foregik også sammen med andre, så selvom vi var et lille hold på 6 (og jeg var heldigvis ikke den eneste “gamle”) så var det været rigtig hårdt for mig at være i. De første 2-3 gange jeg var til teori, var de efterfølgende 3 dage præget af voldsomme smerter (min Fibromyalgi bliver udløst af stress) helt ekstrem træthed og opgivenhed. Jeg kørte grædefærdig derfra hver uge og måtte have lange samtaler med Pia i den periode, for at fastholde at komme igennem det. 

Det var ikke fordi det var fagligt svært (jeg havde læst hele teoribogen inden jeg startede) men når jeg i forvejen bruger 90% af min energi på en normal uge, så er der ikke særlig meget ekstra at hente til pludselig at skulle afsted og være social og lære, hver mandag aften i næsten 3 timer!

Pia havde fra starten sagt, at jeg i de 2-3 måneder, det ville vare, skulle sætte alt andet på pause. Det havde jeg talt med dem om på klinikken hvor jeg arbejder, og de var indstillet på det. Der blev brugt mange fridage under forløbet! Uden de fridage havde jeg ikke kunne gennemføre. Der var bare ikke overskud til det.

Pia havde fundet en fantastisk kørelærer til mig i Allan!

Han er rolig og har meget humor og han var villig til at gå rigtig langt for at tilpasse sig mine behov og vanskeligheder. Teoriundervisningen var klart hårdest. Det blev lidt nemmere, da vi begyndte at få køretimer, selvom jeg så pludselig skulle afsted en gang mere hver uge. Men køretimerne gjorde det hele mere konkret. Allan hentede mig hjemme, så jeg skulle ikke selv afsted, og det var kun ham og jeg i bilen. Allan var yderst behagelig at køre med! Han talte altid helt roligt og var god til at rose. Nogle gange fortalte han vittigheder og jeg må med skam indrømme, at jeg flere gange var så koncentreret om min kørsel, at jeg den dag i dag ikke aner hvad vittigheden handlede om. Mine evner ude multitasking er vist ikke helt i top!

Jeg er højre/venstreblind, hvilket i starten gav lidt tøvende kørsel, når Allan sagde, at jeg skulle til højre i næste kryds og jeg først skulle finde ud af hvilken side der er højre. Efter få gange begyndte han at flagre lidt med hånden til den side jeg skulle til. Det hjalp. Når jeg huskede det, skrev jeg lige et H på min højre hånd inden køretimerne.

Allan underviser mundtligt i teorien, hvilket er rigtig godt da jeg allerede havde læst teoribogen.

Min autisme gjorde dog, at jeg tit blev frustreret til teoriundervisningen. Jeg kan snildt lære alle reglerne, men alle undtagelserne irriterer mig: “du må gerne være til ulempe, hvis du vurderer at det er nødvendigt.” Det er vel aldrig nødvendigt at være til ulempe? Eller du skal gøre sådan og sådan “med mindre…” Det var rigtig svært for mig.

Jeg havde det dårligt over, at jeg altid diskuterede og satte spørgsmålstegn ved alt, eksempelvis når Allan underviste i, hvordan man BØR køre og mine 20 års erfaring fra scooteren har lært mig, at det bør man muligvis, men det gør de jo ikke. Men så en dag til en køretime sagde Allan: “Hvor er jeg glad for, at I valgte mig som din kørelærer”. Jeg blev helt paf! Jeg sagde at det kom bag på mig, fordi jeg troede jeg var irriterende fordi jeg hele tiden argumenterede og diskuterede, men Allan sagde, at de unge garanteret sidder med de samme tanker og spørgsmål, men måske ikke tør råbe op ligesom jeg gjorde. Pga mine spørgsmål fik vi taget en masse gode snakke om trafikken. 

Til sidst i forløbet skulle vi på køreteknisk anlæg. Det var en søndag, så selvom det var en lang dag, så var den ikke uoverskuelig. Allan plejer at starte dagen med 4 lektioner teori og derefter køre i 4 lektioner, men (måske pga mig?) delte han det op, så teorien lå om mandagen og glatbanen søndagen efter. 

Men et par uger før måtte køreteknisk anlæg rykkes til om lørdagen, hvilket var dagen efter Skivekonferencen, hvor jeg skulle tale og da jeg altid er meget udmattet efter foredrag blev dagen helt uoverskuelig for mig, hvilket jeg også gav udtryk for. Jeg sagde til Allan, at jeg nok skulle gøre det, men, at jeg havde svært ved at overskue det. Han svarede lidt vagt, at han “lige ville undersøge noget” og vende tilbage. Han vendte tilbage mandagen efter og sagde, at han har fået arrangeret, at jeg kunne tage glatbanen og tilhørende teoriundervisning som eneundervisning fordelt på to dage, uden merpris! (Jeg ville have været villig til at betale ekstra for det og det sagde jeg også til ham) Han havde åbenbart “trukket autismekortet” (som jeg kalder det) overfor damen han booker køreteknisk anlæg hos og havde fået lov til at benytte banen kun til mig. Det er sgu da verdens mest autismevenlige kørelærer!

Min sidste teoritime foregik derfor som eneundervisning og da den var gennemført, kunne vi booke tid til teoriprøve til mig. Den næste ledige tid i Fredericia var over 2 uger senere! Der skred hele min tidsplan for hvornår jeg ville være færdig! Med yderligere 2 ugers ventetid på køreprøve, efter bestået teoriprøve, betød det, at der ville gå en måned inden jeg kunne have kørekort! Skuffelsen var så enorm, og jeg kunne slet ikke rumme det. Jeg gav udtryk for det flere gange, men understregede også overfor Allan, at jeg godt vidste det ikke var hans skyld og at det ikke var ham jeg var frustreret over, men at jeg bare slet ikke kunne overskue det. 

På det her tidspunkt havde jeg været kronisk stresset i flere måneder pga kørekortforløbet og jeg var ved at nå grænsen for, hvad jeg kunne klare. Tanken om at skulle gå i den stress i yderligere en hel måned var mere end jeg kunne bære. 

Jeg synes ikke Allan skulle have stået i den situation, med en autist som reelt stod midt i en nedsmeltning og jeg ville ønske jeg havde haft mere selvbeherskelse. Han er kørelærer, ikke pædagog. Men han stod altså i det og rummede mig og min nedsmeltning uden at vise irritation eller hæve stemmen eller noget. Til gengæld fik han en ide! Han kom i tanke om, at undersøge tiderne for teoriprøver i Kolding og Vejle. Han er vant til 16 årige elever, hvor han tager med til prøven, men som han sagde, kunne jeg jo sagtens tage afsted selv. Jeg fik tid i Vejle 6 dage senere, dagen efter jeg skulle på køreteknisk anlæg! 

Køreteknisk anlæg var en tirsdag, om onsdagen havde jeg teoriprøve og om fredagen skulle jeg til Skivekonferencen. Så det var bare ikke fedt, at jeg vågnede mandag morgen i den uge og var sløj. Men jeg var 300 meter fra målstregen! Jeg ville i mål!

Køreteknisk anlæg blev gennemført og på vej hjem kørte Allan mig omkring Vejle (en omvej) så jeg kunne se stedet, hvor jeg dagen efter skulle til teoriprøve. 

Dagen for teoriprøve var helt forfærdelig! Jeg var så nervøs for den prøve, ikke fordi jeg ikke kunne min teori, men fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne klare at skulle igennem det hele igen hvis jeg dumpede. Jeg skulle på scooteren til Vejle i regnvejr og da jeg nåede frem skulle jeg sidde i et lille venteværelse med 20 småhysteriske 16 årige, der ventede på svar på deres prøve. Gudskelov for hovedtelefoner og David Bowie! 

Selve prøven var mega autismevenlig: vi sad i en bås ved hver vores skærm med hver vores hørebøffer. Man må have 5 fejl og for hver gang jeg troede jeg lavede fejl, satte jeg en streg på min hånd. Jeg holdt op efter 6 streger. Jeg ville bare give op og køre hjem! I venteværelset bagefter var jeg helt ude af den. Jeg skrev med både Pia og Allan og måtte fortælle dem, at jeg nok var dumpet. Jeg har aldrig været så nervøs og bange i hele mit liv. Allan var logget på online, så han kunne følge med i mit resultat og faktisk fik han det før mig. Han sendte et screenshot og skrev “tillykke” lige inden manden, der overså vores prøver, kom tilbage med resultatet. Jeg var bestået med en enkelt fejl, som sjovt nok ikke engang var et af de spørgsmål, hvor jeg satte en streg på min hånd! Jeg var glad for at jeg fik resultatet af Allan. Det var ligesom det mest rigtige. “Så skal vi bare bestille køreprøve til dig”, skrev han. Og et par minutter senere: “Louise, der er en ledig tid til køreprøve i morgen. Men vi skal være hurtige!”

Timingen kunne ikke være dårligere: jeg var syg, havde været på køreteknisk om tirsdagen, teoriprøve onsdag og skulle til Skive fredag. Skulle der lige smides en køreprøve ind torsdag??

Men noget af det mindst autismevenlige ved det her forløb var uvisheden og alle de ukendte faktorer. Ved at tage køreprøven dagen efter kunne jeg se det dom en øvekøreprøve, dumpe, og stadig få mit kørekort efter 2 ugers ventetid, som jeg havde planlagt efter og når jeg så tog den RIGTIGE køreprøve, ville jeg have prøvet det før. Så jeg bad Allan booke den. 

Allan havde nemlig, under min nedsmeltning ugen før, forstået noget meget vigtigt om mig: min værste fjende er mine tanker.  

Pga min nedsatte forestillingsevne arbejder mine tanker mest i ekstremer, for det er dem jeg kan forestille mig. Katastrofetanker, kalder min reservemor dem. Allan forstod, at jo længere tid jeg skal gå med mine tanker, desto mere kører jeg mig selv op i en spids. Desto mere stresset bliver jeg. Mange autister vil have det helt omvendt. De vil have brug for den lange forberedelsestid og under normale omstændigheder foretrækker jeg også at være varslet og forberedt i god tid. Men lige præcis her, hvor jeg var så nervøs og min stress og angst allerede var så høj, der skulle vi bare rykke med det samme. Og det forstod Allan instinktivt. Uden at nogen havde forklaret ham det. 

Med mindre end 24 timer til køreprøve, stadig helt forvirret efter min beståede teoriprøve, stod jeg så der i Vejle og Allan bad mig ringe, for der var jo lige det, at jeg manglede to køretimer, inden jeg måtte komme til køreprøve. Han bad mig køre hjem og få lidt mad og så ville han komme samme aften, efter teoriundervisning med hans andet hold, og tage en køretime med mig. Den sidste køretime ville vi tage lige inden køreprøven så jeg var “kørt varm” til prøven. Køretimen den aften gik ikke særlig godt og med sygdom i kroppen og helt ektremt højt stressniveau grundet nervøsitet, skulle jeg forsøge at få lidt søvn. Det hjalp lidt at jeg havde besluttet ikke at se prøven som en rigtig prøve men mere som en øveprøve, som jeg kunne dumpe. Men samtidig vidste jeg jo godt, at ventetiden frem til en ny prøve ville blive ulidelig og at jeg ville blive rigtig ked af at dumpe. 

Torsdag formiddag blev brugt på at terpe og gå tur i skoven med Bodil. Over middag kom Allan og hentede mig til min sidste køretime, som heldigvis gik meget bedre end den aftenen forinden. 

Jeg laver primært fejl når jeg bliver stresset og det havde Allan luret. Hans rolige stemme gentog hele tiden: giv dig tid, du kan kun skynde dig langsomt, det er vigtigere at du viser, at du er i kontrol end at du laver øvelsen perfekt. 

Man kan spørge den køresagkyndige om man må få kørelæreren med i bilen til køreprøven, indforstået at kørelæreren ikke må sige noget. Det er noget den køresagkyndige bestemmer på dagen. Jeg havde overvejet at spørge om jeg måtte få Allan med i bilen, med min autisme som begrundelse, men jeg valgte, at jeg ville dumpe eller bestå på helt almindelige vilkår. 

Køreprøven gik igang og jeg tog det roligt, som Allan havde sagt, men jeg lavede også nogle småfejl, som jeg ikke vidste om var alvorlige nok til at dumpe på. Til gengæld opdagede jeg i tide en cyklist, som kørte ud foran mig og fik standset. Det allersidste jeg gjorde, da jeg skulle parkere bilen efter prøven var, at jeg glemte at koble ud, noget Allan havde sagt, at man dumper på, så jeg var helt slået ud. Jeg valgte at sige til den køresagkyndige, hvor jeg vidste jeg havde lavet fejl, så han vidste, at jeg kendte reglerne, men havde glemt det, fremfor at han troede, at jeg havde lavet fejl fordi jeg ikke vidste, hvordan man skulle gøre. Han svarede: “ja, det er rigtigt du lavede de fejl, men det er jo ikke noget man dumper på.”

Jeg blev mundlam! “Er det ikke?”, udbrød jeg. “Nej, du er bestået,” sagde han, og så begyndte jeg at tude! To måneders ekstremt overforbrug af mine få kræfter, to måneders stress og angst, slut!

Da den køresagkyndige havde udfyld sine papirer, hvor det vigtigste selvfølgelig var mit midlertidige kørekort, kunne jeg løbe stolt og glad over til Allan, som krammede mig og sagde: “Vi bliver nødt til at sende et billede til Pia. Hun har skrevet til mig.” Pia havde åbenbart været lige så nervøs som jeg og havde siddet oppe til Skivekonferencen og skrevet til Allan, om vi var kommet tilbage fra prøven. Da jeg kom til Skive dagen efter blev jeg stoppet af en masse mennesker, som sagde tillykke. Pia havde åbenbart fortalt det til alle! 

Da jeg kom hjem fra prøven skulle Bodil afleveres i pasning, hos en af dem jeg er hundelufter for. Jeg måtte ringe til Pia og spørge, om jeg godt måtte køre derud i min bil. Pia og hendes mand Ken havde nogle uger før hjulpet mig med at købe en fin rød Skoda Citigo, som vi søndagen forinden havde kørt hjem fra Silkeborg. Den skulle hjælpe mig igennem det sidste stykke af kørekortforløbet ved at minde mig om, hvad jeg arbejdede hen imod. Ingen af os havde regnet med, at jeg skulle køre den 4 dage senere! 

Pia sagde: “Jamen, selvfølgelig må du køre derud. Det er jo din bil. Du har jo kørekort!”

Så en time efter jeg var kommet hjem, med blækket på mit midlertidige kørekort knap nok tørt, kørte jeg i min egen bil! 

Det var underligt og lidt skræmmende at køre uden Allan ved siden af, men jeg hører stadig hans rolige stemme i mit hoved når jeg kører: “spejl, spejl, skulder”, “2. gears fart”, “frit i fremkørselsøjeblikket”, “du har ret til at være her”.

Den dag jeg bestod, torsdag den 3/11, var det præcis 3 måneder siden, at Pia og jeg havde været på Fur. 3 måneder siden, at kørekortet kom på tale. For 3 måneder og 1 uge siden, troede jeg, at jeg skulle køre på scooter resten af livet, fordi kørekort og bil var så langt udenfor min rækkevidde, at jeg ikke engang tillod mig selv at drømme om det! 

Men det viser sig, at selv det umulige er muligt, med de rette mennesker omkring sig. Med Pia, der fik det hele arrangeret, hende og Ken som hjalp mig med at få købt bil, Pia igen, som i to måneder næsten dagligt har skulle skrive mig igennem stress og angst og fastholde mig i forløbet ved at minde mig om målet: kørekortet, alt dette samtidig med, at hun har skulle passe sit eget arbejde og sin familie. 

Så var der Bo, som underviste mig i førstehjælp, min arbejdsplads som lod mig tage de dage fri jeg havde brug for, og verdens mest autismevenlige kørelærer Allan, som ikke blot lærte mig at køre, men som kunne rumme både spørgsmål, diskussioner og autistiske nedsmeltninger.