Vidste I, at spindelvæv er et af de stærkeste materialer i verden? Dets størrelse taget i betragtning er det lige så stærkt som stål. Og alligevel, man behøver kun trække let i en enkelt tråd før den brister.

Sådan er det også med tillid.

Tillid, ligesom et flot spindelvæv, tager lang tid at opbygge. Det er et sirligt arbejde, som ikke kan forhastes, uden at det går ud over styrken i den færdige konstruktion. Men når det så er gjort, er det stærkere end stål! 

Man udsætter uden tøven sig selv for potentielt farlige situationer, hvis man har tillid til den, der siger, at det er sikkert eller den, der skal gribe en.

Jeg så og ser det ofte hos min lille hund Bodil. Bodil er 27 cm høj og vejer 3,5 kg. Når man er så lille, må verden være et skræmmende stort sted. Og hun er da også en lille forsigtig pige og fordi hun er puddelhund, så ryster hun hellere en gang for meget end en gang for lidt. Da hun var ung lavede jeg mange selvtillidsøvelser med hende, for at hun skulle lære at tro på, at verden ikke er så farlig endda. Det betød, at hun blev sat op på træstammer, broer, traktordæk, skovlen på gravemaskiner og meget mere, startende i det små og med forøget grad af “farlighed”, og jeg var der altid til at gribe hende. Disse øvelser, hjalp Bodil til at stole på, at når jeg beder hende om noget, så er det fordi det ikke er farligt, eksempelvis når vi går tur i skoven, og skal krydse en bro i metal, hvor man kan kigge igennem, eller når vi er ved dyrlægen og hun skal sidde på et højt, glat metalbord for at blive undersøgt. Det virker ikke nær så farligt, når man er vant til at kravle rundt på traktordæk og i øvrigt altid får masser af godbidder for det

Jeg ved ikke om Bodil har fået mere selvtillid, hendes størrelse taget i betragtning er hun en gæv lille hund, men jeg ved, at hendes tillid til mig er næsten absolut. Hvis jeg beder hende om noget, så gør hun det, muligvis rystende og med usikre øjne, men hun gør det. Hun udsætter simpelthen sig selv for noget, som hun selv tror hun måske ikke overlever, fordi jeg siger det er ok og fordi jeg aldrig har svigtet hendes tillid.

De fleste dyreejere vil kunne nikke genkendende til dette og ved, hvor vigtigt tillid er i relationen og samarbejde med dyr. Måske især dem der har heste, som jo er et utrolig følsomt dyr. De fleste dyreejere ved derfor også, at hvis tilliden til nogen eller noget først ryger, så tager det uendeligt lang tid at bygge den op igen, hvis det overhovedet lykkedes. Sandsynligvis bliver tillids-spindelvævet aldrig lige så flot og stærkt, som det var før.

For ligesom med spindelvæv, så brister tillid også let, selvom det er så stærkt. Og når det brister, kan man ikke bare fortsætte hvor man slap. Man skal heller ikke bare starte forfra. Man skal starte i minus og kommer sikkert aldrig helt tilbage til sådan som det var før tilliden blev brudt.

Derfor er tillid så dyrebart!

Det er noget, der skal drages omsorg for og man skal behandle andres tillid til én, som den gave det er.

Når jeg skriver om tillid på den måde, er det fordi jeg oplever, at nogle af de mennesker i mit liv, som potentielt har allermest indflydelse på min livskvalitet, ikke helt har forstået, hvor dyrebart det de beder mig om at give dem er; nemlig forvaltningen i min kommune. 

For dem, er jeg et arbejde, der skal udføres, men for mig, er det mennesker jeg skal lukke ind i mit hjem, ind i mit inderste private liv og som jeg skal dele mine mest private tanker, følelser og gøremål med. Det kræver tillid. Det kræver, at jeg stoler på, at de mennesker jeg lukker ind i mit liv, vil tage vare på mig. Og hvordan kan man det, med et menneske man først lige har mødt? Hvordan kan jeg vide, om de vil tage vare på mig, når jeg ikke kender dem? Her vil forvandlingens svar være, at jeg skal stole på dem.

Nu er det efterhånden mange år siden, at jeg blev hjemtaget fra mit velfungerende støttetilbud hos Asgaard, til kommunens eget regi. Sådan rundt regnet omkring 10 år siden.

I de 10 år, har jeg gentagne gange gjort en indsats for at få samarbejdet til at fungere, og samarbejdet er gentagne gange brudt sammen. I de forgangne 10 år har jeg haft 9 forskellige kontaktpersoner fra kommunens tilbud. Jeg har i flere lange perioder i løbet af de 10 år stået helt uden støtte, eller med støtte fra mit private netværk i helt op til et år af gangen. Ingen af mine kommunale støttepersoner har været hos mig i længere tid end et år. Til sammenligning har jeg ikke haft nogle støttepersoner fra Asgaard i under et år. 

Sidste gang jeg skulle have ny støtteperson fra Asgaard var der 3 måneders overlap mellem den gamle og den nye støtteperson, for at vi kunne lære hinanden at kende og der kunne blive opbygget tillid. Det kunne gøres på 3 måneder, fordi jeg havde tillid til Asgaard, altså institutionen bag støttepersonen og vidste, at hvis det ikke fungerede, så kom jeg aldrig til at stå alene. Jeg havde altså både tillid til mine enkelte støttepersoner, og til Asgaard bagved. Og det har jeg stadig, for tilliden blev aldrig brudt.

Efter jeg blev hjemtaget til kommunens eget tilbud, har jeg brugt mange kræfter på at opbygge ny tillid, både til mine nye støttepersoner, men også til den kommunale afdelingsledelse bag, som skulle gribe mig, hvis noget gik galt. Det gjorde de bare aldrig, hvilket betød, at hver gang en støtteperson stoppede, hvad end det var pga samarbejdsproblemer eller fordi de fik nyt arbejde eller andet, så stod jeg (igen) uden støtte, med beskeden om, at der er op til 3 måneders venteliste på en ny. Det betyder, at den nye ikke skulle starte i nul, men i minus, fordi tilliden var brudt, og for hver gang, jeg skulle starte forfra med ny støtteperson, blev det minus større og større.

Det tager mig omkring et halvt år at opbygge nok tillid og en relation til en ny støtteperson til, at jeg lukker ham eller hende ind og er i stand til at lade dem hjælpe mig. Og med tanke på, at ingen af mine kommunale støttepersoner har været hos mig i mere end maks et år, så giver det mindre end et halvt års reel støtte pr. støtteperson. Nu er samarbejdet igen brudt sammen, fordi min kommunale støtteperson efter 10 mdr hos mig tog orlov og desværre ikke vender tilbage. Jeg røg på venteliste, men fik, grundet min akut dårlige situation, bevilliget støtte fra Asgaard indtil kommunen kunne levere støtte igen. De giver mig 2 ugers overlap, altså 2 besøg, da jeg kun får støtte en gang om ugen, med min støtte fra Asgaard og den kommende støtteperson. 2 besøg, til igen at lukke et fremmed menneske ind i mit inderste private liv, lære dem at kende, få dem til at lære mig og kende og få opbygget nok tillid til, at de kan støtte mig bedst muligt.

Det er hårdt for mig at lære nye mennesker at kende. Grundet min autisme er det sociale hårdt for mig. Det kræver mange kræfter. Og jeg har haft en rigtig lang, rigtig dårlig periode. Hvor skal jeg finde kræfterne til at lukke et nyt menneske ind i mit liv? Endda uden ordentlig støtte imens.

Og hvad vigtigere er; efter alle disse forsøg på at få støtten fra kommunens eget tilbud til at fungere, efter alle de mennesker jeg har brugt dyrebar energi på at lukke ind i mit private liv, efter i årevis kun i få måneder af gangen at have fået ordentlig støtte, hvordan kan nogen så forvente, at jeg skal kunne have tillid til, at det bliver anderledes denne gang? Efter 9 forskellige støttepersoner, hvordan skal jeg så tro på, at nr. 10 bliver bedre?

De har haft så mange muligheder for, at få min støtte til at fungere, og de har gentagne gange bevist, at de ikke kan levere, ikke kan løfte opgaven. 

Jeg sammenligner det lidt med, at stå ved en bro over en kløft. På den anden side af broen står min sagsbehandler (i øvrigt også nr 9 eller 10 på 10 år) og siger: “Bare gå over. Broen er sikker.” Jeg går over, broen kollapser og jeg falder ned i kløften og slår mig. Senere, efter mine skader er lægt, men stadig med synlige ar, står jeg igen ved broen og min sagsbehandler siger igen. “Denne gang er broen sikker. Du kan sagtens krydse!” Igen går jeg over og igen falder jeg ned i kløften.

For hver gang jeg falder er mine skader længere tid om at hele og jeg får flere og flere ar og mén. Men stadig insisterer mine sagsbehandlere på, at deres bro er sikker.

Lige ved siden af deres bro, er en solid bro i kraftige egeplanker, som er blevet bygget i samarbejde med mig og gjort stærkere for hvert år siden jeg var 20 år gammel. Den bro har jeg krydset før og den har altid holdt. På den anden side af den står Asgaard og siger: “Kryds bare broen. Og hvis den knager det mindste, så kommer vi ud og henter dig og hjælper dig i sikkerhed.” Men den bro har aldrig knaget. Den holdt altid.

Jeg kan stå og kigge på den sikre bro og jeg ved, hvor tryg jeg ville føle mig, hvis jeg fik lov til at krydse kløften på den, men min sagsbehandler og min kommune, insisterer den dag i dag på, at deres bro er sikker. De mener faktisk, at den er så sikker, så hvis jeg ikke krydser den, så fjerner de begge broer. Det er deres bro, eller ingen. Ligemeget hvor mange gange jeg er blevet slået i stykker af den.

Jeg ved ikke om jeg tør krydse broen igen, for jeg er på ingen måde kommet mig oven på sidst jeg faldt igennem. Men kommunen ser ikke mine sår og mine ar. De ser kun på den bro, de mener er så sikker.

Jeg ved ikke om autistiske mennesker generelt har sværere ved at opbygge tillid end neurotypiske mennesker. Eftersom mange autister har oplevet mobning og en omverden, der tit ikke har forstået dem, så kan jeg forestille mig, at flere har det svært med at lukke andre mennesker ind og at det tager længere tid for dem, at opbygge tillid. Jeg tror at alle, autisme eller ej, får sværere og sværere ved at stole på nogle, som gentagne gange har svigtet og ikke vist sig ens tillid værdig. Nogle er måske hurtigere end jeg til at sige fra, nogle giver måske den der svigtede endnu en chance.

Jeg er et tillidsfuldt menneske, og også ret autoritetstro. Så når nogle siger, at jeg skal, så gør jeg mit bedste. Men hvor længe skal jeg gøre mit bedste, når det skader mig? Endda gør mig syg. Hvor mange chancer skal man give til nogle, der igen og igen har svigtet? Hvornår er nok nok? 

Jeg ved det ikke.

Jeg ved dog, at min autisme har velsignet mig med en virkelig god hukommelse som gør, at minder ikke falmer hos mig på samme måde, som de falmer hos andre. Så jeg har sværere end de fleste ved at “komme over det”, som man så uelegant siger til mig at jeg skal. Det er svært, at komme over noget, når mindet om det føles lige så intenst som den dag det skete. Jeg ved godt, at folk kan fejle. Det er menneskeligt. Og de fleste fortjener en chance mere. Men jeg glemmer aldrig, og når de også fejler på anden, tredje og fjerde chance, så får jeg flere og flere smertefulde minder, som ligesom ar på kroppen, aldrig forlader mig. Og på et tidspunkt når jeg til det punkt, hvor det at give en chance mere, er det samme som at udøve vold på mig selv. Og er det så ikke på tide at sige stop?

Tillid er en af de mest dyrebare gaver vi kan give til hinanden. Og dem der tager en sådan gave for givet, har måske ikke fortjent den?

Jeg er meget ydmyg over Bodils absolutte, næsten blinde tillid til mig. Jeg værner om den, skubber måske lidt blidt til den, som man kan gøre med en spindelvævstråd, uden at den brister, når jeg beder hende gøre noget, som hun syntes er farligt, men så aflæser jeg hende og skubber aldrig hårdere, end at tråden altid holder. Nogle dage kan jeg skubbe mere end jeg troede, andre dage kan jeg ikke skubbe så meget.

Jeg ville ønske, at vi havde et system, som tog sig tid til at lære borgerne at kende, og tid til at få opbygget en tillid mellem borgeren og systemets folk. At man blev mødt af de sammen mennesker på kommunen og de samme mennesker i støttesystemet i mere end 6-12 måneder ad gangen, at man ikke hele tiden blev bedt om at starte forfra med en ny sagsbehandler eller støtteperson og at når der kom nye til, at overleveringen så blev mere gradvis og at den viden og erfaring den afgående havde, blev givet videre til den nye. At tro at man kan overlevere noget som helst på 2 gange 1,5 timer virker helt uforståeligt. Det er let at tolke det som ligegyldighed eller uvidenhed.

Det er som om jeg ikke er et levende, tænkende, følende menneske i systemets øjne, men blot et personnummer og en paragraf og endda en besværlig en af slagsen, fordi jeg ikke bare krydser den bro, når nu de siger, at den er sikker.

Men tillid er noget man skal gøre sig fortjent til. Bodil har tillid til mig fordi jeg aldrig nogensinde har svigtet hende. Men indtil videre har hverken forvaltningen eller støttetilbuddet i min kommune gjort sig fortjent til min tillid. For indtil videre har de kun svigtet.