Jeg har ladet mig inspirere af Sørens liste, som jeg delte her i går, og vil gerne dele med jer, hvad jeg gør personligt, hver dag, for at påvirke mit liv i en positiv retning.

Jeg har haft ondt i livet det meste af mit liv. Så ondt, at jeg i mange år ikke havde lyst til at være her.

Det har jeg ofte syntes var unfair. Jeg har syntes, at jeg er blevet tildelt et hårdt lod i livet. Hvorfor lige mig? 

Men i de seneste år er det begyndt at gå op for mig, at det ikke er et særlig relevant spørgsmål. Det er ligemeget hvorfor det blev mig, der skulle/skal gennemleve depressioner, selvmordstanker, spiseforstyrrelse, angst o.s.v. Det eneste der betyder noget er nemlig, hvad vil jeg gøre ved det?

Ved at dvæle ved uretfærdigheden og stille spørgsmål om hvorfor, lægger jeg nemlig ansvaret fra mig, hvilket selvfølgelig også er nemmere, men når man lægger ansvaret fra sig, mister man også muligheden for selv at påvirke tingene.

I sidste uge blev jeg overfuset ret voldsomt af en kvinde efter et af mine foredrag. Jeg blev meget rystet og meget ked af det. Men efter nogle dage kom jeg til at tænke over, hvad kvinden egentlig havde sagt til mig: at hendes ubehag var min skyld og at det burde jeg have vidst, og jeg vil ikke sige, at jeg fik ondt af hende, men jeg følte med hende. For hun lagde al ansvaret for hendes livskvalitet i mine hænder og fratog derved sig selv muligheden for at gøre noget. Hvis alt er mine skyld er hun jo uden skyld, men også uden mulighed for at handle, for selv at bedre situationen, og det, tænkte jeg, må være frustrerende og pinefuldt. Efter den tanke, har jeg ikke tænkt særlig meget mere på den kvinde, eller på oplevelsen. Den var ikke rar for mig, men den var værre for hende, for jeg kan handle, og det kan eller kunne hun ikke.

Så jeg vil gerne, med min liste her, prøve at opfordre alle der læser dette til at spørge sig selv hver dag: hvad kan jeg gøre i dag for at tage ansvar for at bedre mit liv?

Det kræver bevidste til- og fravalg, det kræver at man bliver sin egen curling-forældre, en der fejer så mange “urenheder” væk fra ens egen vej som muligt, så vejen fremad bliver en lille smule lettere og man kan komme en lille smule længere hver dag, for den samme mængde energi.

Jeg syntes, at Sørens liste er rigtig god og indeholder mange pointer jeg er enig i, så jeg vil ikke gentage dem alle her, men opfordre til at I læser hans liste også.

Her er en langt fra komplet liste over, hvad jeg gør hver dag, for at forsøge at gøre mit liv lidt lettere:

1. Jeg er venlig.

Det lyder så banalt, men sagen er den, at hvis man er venlig mod andre, så øger man sandsynligheden for at andre er venlige mod en og måske gerne vil hjælpe en, hvis man en dag skulle få brug for det. Bare sådan noget som at sige godmorgen til dem jeg møder nede i mit træningscenter, også selvom det langt fra er alle der siger det igen. Det er gratis, og meget let at være venlig. Det kræver faktisk bare et smil. Men med det smil, kan man måske give et andet menneske en lidt bedre start på dagen.

Med til at være venlig hører også, at jeg husker mig selv på at sige noget venligt til nogen hver dag. Hvor tit tænker vi ikke: “Nej, nogle fede støvler hun har på!” eller lignende, men glemmer at sige det. Prøv en dag at sige det højt. Jeg vil næsten garantere jer, at i vil blive mødt med et smil og et tak og den person går derfra lidt gladere p.g.a. dig, hvilket også vil gøre dig bare en lille smule gladere. Vi tænker tit pænt om andre, men andre kan ikke læse vores tanker, så glem ikke at sige det højt engang imellem. Og så er der den lille leveregel, som jeg lærte som barn og stadig lever efter, som hedder, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man måske bare holde sin mund. Spred det positive budskab, ikke det negative. 

Hvis nogen er negativ overfor mig, så vælger jeg faktisk også tit der, at smile til dem og ikke sige noget. For hvis jeg siger noget negativt igen, så bidrager jeg til den dårlige stemning, og det gider jeg ikke, men ved at smile og derefter fjerne mig fra vedkommende, så stopper jeg negativiteten fra at komme videre. Jeg prøver at huske på, at hvor unfair deres kommentar end var, så bedrer jeg ikke mit eget humør eller liv ved at lade mig trække med ned på deres niveau.

2. Jeg beskytter mig selv på de sociale medier (og ofte også fra nyhedsmedier)

Hvis der er et sted, hvor negativiteten i den grad har frit spil, så er det på de sociale medier! Jeg holder utrolig meget af, hvor tæt jeg, med mine begrænsede sociale kræfter, kan komme på mine nære og kære gennem de sociale medier. Jeg elsker at se billeder fra deres liv og læse, hvad de bruger deres dag på, og det er også det jeg selv primært lægger op på min private profil. 

Men vi kender alle sammen den ven, der altid deler opslag med mishandlede hunde, børn der mistrives eller noget der er for dårligt. De venner vælger jeg ikke at følge. Ikke fordi jeg er lige glad, eller fordi jeg ikke syntes det er forkert at mishandle hunde, men fordi jeg ikke hjælper hverken hunde eller børn ved, at sidde at blive ked af det og harm foran min computer, over ting jeg ikke kan ændre alligevel. Der er ingen børn i Afrika der får mere mad i maven over, at jeg deler et opslag og skriver, at det godt nok er for dårligt. Det lyder hårdt, men det eneste jeg opnår ved de opslag er, at ødelægge min egen dag og dermed forværre min generelle livskvalitet. 

Mit sind har levet i mørke i så mange år, at det nogle gange føles som om at mørket er dets naturlige tilstand. Jeg vælger bare hver dag, at bekæmpe det mørke, og for hver dag bliver den kamp en lille smule lettere, fordi mit sind gradvist er ved at vænne sig til at være i lyset. Et aspekt af den kamp er, at fjerne mig fra det, der potentielt kunne trække mig ned. Så jeg holder mig fra nyhedsmedier, som har mange “er det ikke for dårligt?”-historier, jeg holder mig fra politiske debatter, fordi tonen altid bliver for hård, og jeg fjerner mig fra dem, der deler for mange negative opslag.

Engang imellem falder jeg i og ser noget der virkelig gør mig harm, og så skriver jeg også af og til en harmdirrende kommentar, men så trækker jeg vejret dybt et par gange og spørger mig selv: “Dem der læser den her kommentar, får de en bedre eller dårligere dag af at læse den?” Og hvis svaret er det sidste undlader jeg simpelthen at trykke på Enter og lader kommentaren stå, uden at offentliggøre den. Igen ud fra tanken om, at hvis jeg ikke har noget pænt at sige, så holder jeg mund.

Nogle gange er der dog nogle emner jeg brænder så meget for, at jeg føler, at jeg må lade min stemme blive hørt, som f.eks i den forgangne uge, hvor jeg så at en handicappris i Århus er blevet givet til et ABA-tilbud. Men så formulerer jeg mig stadig så venligt og pænt som muligt.

3. Jeg tager vare på min krop.

Den skal nemlig holde hele livet.

Dette indebærer, at jeg prioriterer min søvn, også selvom folk syntes, at jeg er kikset fordi jeg nogle gange går i seng kl 20 eller må tage en middagslur. Stress, depressive tanker og angst, får bedre betingelser for at trives, hvis man er træt hele tiden. Så hvis jeg har behov for at gå tidligt i seng, så gør jeg det og hvis jeg har brug for en halv times powernap under mit varmetæppe midt på dagen, så lægger jeg tid ind til det.

Jeg sørger også for at give min krop de bedste betingelser ved at spise sundt (i hvert fald i hverdagene) og så varieret som min autisme tillader det. Jeg får mine 600 gr. frugt og grønt hver dag, jeg spiser fuldkorn, osv. Jeg tror et sundt sind trives bedst i en sund krop. Jeg har været hård ved min krop. Jeg har været undervægtig som teenager, dernæst overvægtig, jeg har taget medicin i mange år og har været selvskadende. Det betaler jeg for i dag, med en krop, der ofte føles slidt og ofte er plaget af smerter og træthed. Så meget desto mere grund til, at passe på den nu. Det er aldrig for sent, og jeg tror, at selv små ændringer, eller måske især små ændringer, kan gøre en stor forskel.

Med til at passe på min krop hører også, at jeg holder den i god form. Og selvom det af og til bidrager til mine smerter, i form at en skade i ny og næ, så har det også været med til at fjerne meget ubehag. Først og fremmest ubehaget og besværet ved min overvægt, men jeg har også betydeligt sjældnere iskiasproblemer efter jeg begyndte at træne end før. Min træning bidrager i høj grad til min livskvalitet også, både socialt, i form af de mange skønne mennesker jeg har mødt igennem mit løb og i mit træningscenter, men også fysisk og mentalt. Der er ikke noget der kan rydde op i et bekymret sind, som en lang løbe- eller gåtur.

4. Jeg tager vare på mine sanser.

Både i form af at beskytte mine sanser, så vidt muligt, fra den overbelastning de så tit bliver udsat for, men også, at jeg sørger for hver dag, at få gode, dejlige sanseindtryk. Dufte til noget, der lugter dejligt, røre ved noget blødt, lytte til dagens yndlingssang, drikke det glas cola, eller spise det stykke chokolade, rokke lidt, kigge på noget pænt. Faktisk har jeg et billedealbum på min telefon og ipad med navnet “Billeder der gør mig glad”. Det album har jeg åbent mindst en gang om ugen!

Her kan alle være med på at gøre noget godt for sig selv. Langt de fleste vil kunne overskue at finde en rar ting at gøre hver dag. Jeg har f.eks. sjældent en bog i hånden uden lige at dufte til den. En lille gestus, der giver stort velbehag.

5. Jeg er taknemmelig.

At være taknemmelig er der modsatte af, at tage tingene for givet. Og jeg bestræber mig på, ikke at tage noget for givet. Jeg tager f.eks ikke for givet, at folk siger godmorgen til mig, bare fordi jeg siger det til dem. På den måde bliver jeg ikke skuffet over deres stilhed, men derimod glad og taknemmelig over deres ord.

Hver dag prøver jeg at finde ting jeg er taknemmelig over. Bare ganske små ting. Nogle dage er det let. På en lun sommerdag, hvor fuglene synger, blomsterne står smukt og den kolde cola smager ekstra godt. På andre dage er det sværere, men så har jeg heldigvis altid Bodil, min skønne, dygtige hund, som aldrig svigter mig! Lige for tiden er jeg taknemmelig hver dag over den milde vinter vi har. Jeg hører dagligt brok over vejret, det er mørkt og vådt, siger folk vrissende, men jeg smiler bare for jeg har det utrolig svært med kulde, og den her vinter har jeg kunne foretage mig så mange ting udendørs, som jeg ikke plejer at kunne på denne årstid. Hver aften ser jeg vejrudsigten, og hver gang Mikael Jarnvig med traurig stemme siger, at der ingen bedring er i sigte, sidder jeg med et lifligt smil og sender en stille tak ud i luften, for at jeg også i den kommende uge kan løbe og cykle uden at fryse eller glide på frosne veje. 

Det er ligemeget hvor små ting man er taknemmelig for, bare man kan finde et par stykker hver dag, som kan få en til at smile, hvor kortvarigt det end måtte være.

6. Jeg prioriterer livskvalitet. 

Jeg er en “pleaser”-pige. Jeg er sådan en, der altid har gjort eller forsøgt at gøre som man har forventet af mig (eller som jeg har troet man har forventet af mig)

En af de bedste måder man kan tage ansvar for sit eget liv og livskvalitet på er ved at gøre mindre af det man burde, og mere af det man vil. Jeg burde støvsuge i morgen. Men hvis en veninde ringer og spørger om jeg vil med til et eller andet, så siger jeg ja, for støvet render altså ingen vegne. Da jeg begyndte at kigge nøjere på mine handlinger indså jeg, hvor meget af mig liv jeg brugte på at gøre ting for andre. Fordi de forventede det, eller fordi jeg troede de forventede det, fordi jeg burde, fordi det gør man bare, for ikke at skuffe nogle. Men jeg brød jo også bare sammen gang på gang dengang, fordi jeg glemte mig selv i det. Og spørgsmålet er om de mennesker man tror man skuffer, i virkeligheden ikke bliver mere skuffet, hvis deres fødselsdag/barnedåb/flytning er det der gør, at jeg kører mig selv ud over kanten. Hvis ens nære og kære virkelig er ens nære og kære, vil de så ikke hellere have, at jeg tager den tiltrængte fridag i stedet, bliver hjemme med min bog og laver ingenting og tager vare på mig selv?

I dag siger jeg jævnligt fra overfor arrangementer, men den begrundelse, at jeg har andre planer den dag, og de planer kan sagtens være, at sidde hjemme i min lænestol og spille spil på mobilen. Det kommer ikke andre ved. Og mine planer, hvor dumme de end måtte virke i andres øjne, er jo lige så vigtige for mig, som deres planer er for dem. 

Så jeg sørger for at sætte tid af til det der gør mig glad.

7. Jeg prioriterer de gode relationer.

Det indebærer i højere grad at vælge de mennesker til, som har en god indflydelse på mig, som får det bedste frem i mig og som accepterer mig som jeg er, til fordel for de mennesker, som dræner mig for energi eller gider mig bekymringer eller dårligt selvværd (hvad end de er bevidste om at de gør det eller ej)

Jeg har så få sociale kræfter, at jeg ikke vil bruge dem på nogen, hvor jeg konsekvent har det dårligere efter vi har set hinanden end før. Jeg skriver konsekvent, fordi venskaber og relationer jo nogle gange indebærer, at man må lægge øre og trøstende skulder til den anden og være der for dem, uden at forvente noget igen. Sådan er det engang imellem, men sådan må det ikke være hver gang, for så bliver relationel alt for hård for mig at være i og slider alt for meget på mig.

Det indebærer dog også, at jeg nogle gange har måtte vælge andre mennesker fra i mit liv. Ikke fordi de er dårlige mennesker, men fordi vores indbyrdes forhold blev for hårdt for mig i længden.

Det kan eksempelvis være relationer, hvor vi har hver vores politiske holdninger og ikke formår at blive enige om at være uenige, og vi dermed ender med at sidde og diskutere højrøstet eller jeg skal gå og være bange for at hvis jeg siger dette eller hint, at de så flyver i flint. Men det kan også bare være mennesker, som er meget hårde i deres tone overfor mig, eller mennesker som har mange problemer i deres eget liv, som de af den ene eller anden årsag ikke kan gøre noget ved.

Det er alt for angstprovokerende for mig og den negative affektsmitte bliver alt for voldsom. Så jeg vælger primært at bruge tid sammen med dem, som jeg har sunde og gensidigt givende forhold til.

8. Jeg rydder op og holder orden.

Og her mener jeg ikke kun fysisk i min lejlighed.

For lige såvel som at rod kan “støje” og stresse, så kan mentalt rod gøre det samme.

Er der faste udgifter jeg kan sænke, som kan lette mit hverdagsbudget? Skal jeg ændre mit træningstidspunkt, så det passer bedre eller måske for at undgå at træne samtidig med en der stresser mig? Er jeg glad på mit arbejde, eller skal der ændringer til, eller måske et helt nyt arbejde til?

Min hund Bodil er besøgsbund på et plejehjem hver mandag. Det var kl. 14 om eftermiddagen i det første stykke tid og jeg syntes at arbejdet var meget hårdt! Så hårdt, at jeg overvejede at stoppe. Men så prøvede vi forsøgsvis at ændre tidspunktet til kl. 10:30 om formiddagen og det har gjort en verden til forskel! Jeg bliver hurtigt træt og kl. 14 om eftermiddagen var mine kræfter for den dag allerede ved at slippe op, så jeg skulle udføre et mentalt hårdt stykke arbejde, på halv styrke, så at sige. Nu skal jeg udføre det samme arbejde på et tidspunkt hvor jeg stadig er på toppen og nu opvejer det positive igen langt det svære.

Jeg har desværre også for nyligt måtte bede om en pause fra den ene af mine luftehunde, fordi han trækker og ikke kommer når jeg kalder, og jeg blev for stresset og frustreret af turene med ham. Måske kan vi prøve igen til sommer, hvor mit overskud generelt er større, men lige nu oplevede jeg, at jeg faktisk gik og vrissede af ham, og sådan vil jeg ikke være.

Det er svært at rydde op, hvis det indebærer at man skal smide nogle ting ud, som betyder noget for en, eller lægge dem væk i en periode, men det er det altså virkelig værd, hvis man får fjernet noget hverdagsrod.

9. Jeg forsøger at forstå.

Jeg bliver let forvirret over andre mennesker. Og min forvirring bliver tit til frustration. Og i min frustration begynder jeg, at lave indre scenarier, for at få den forvirrende situation til at give mening. Alle mulige scenarier, der kan forklare det jeg ikke forstår. Og jeg bruger helt enormt mange kræfter på det!

Så nu øver jeg mig i at forsøge at forstå folks bevæggrunde enten ved at spørge dem direkte (hvilket man skal passe på med, for det kan godt få folk til at gå i forsvarsposition når man spørger: “Hvorfor gør du sådan?”) eller ved at spørge en anden, som jeg har tillid til. Når jeg forstår en situation kan jeg meget bedre være i den. Så kan jeg på en måde få den arkiveret det rigtige sted i min hjerne og komme videre. Hvis jeg ikke forstår er det som en mental mappe med papirer og noter, der ligger og flyder og roder i mit sind hele tiden. Ofte er det min reservemor jeg spørger. Jeg ringer til hende og øser min frustration ud over hende og når jeg så holder pause for at trække vejret, forklarer hun med sin altid irriterende rolige stemme, hvorfor det monstro hænger sådan sammen.

Et eksempel kan være den cyklist jeg møder engang imellem på min tirsdagsløbetur, som flere gange har forsøgt at køre ind i mig med vilje, ford han mener jeg løber i den forkerte side af vejen (hvilket jeg ikke gør!) Min reservemor ved i sagens natur ikke, hvorfor han gør det, men hun fik alligevel forklaret, hvordan han må have det indeni, side han har behov for sådan en opførsel. “Han har garanteret en skidesur kone”, sagde hun, og hver gang jeg har mødt ham siden den dag, har jeg tænkt på ham og hans sure kone og så har jeg sagt godmorgen til ham, fordi han sikkert godt kunne bruge et venligt ord. 

Det lyder fjollet, når jeg skriver det, men sagen er at det virker. Det der før var en affektsituation er nu blevet til en rationel situation og det kan jeg meget bedre være i.

Generelt er jeg et meget videnshungrende menneske. Jeg stiller mange spørgsmål. Ikke fordi jeg er uenig eller vil diskutere, men fordi jeg virkelig gerne vil vide hvad svaret er. Mange uden autisme, oplever jeg, opfatter spørgsmål som en udfordring eller en bebrejdelse. Det er svært for mig at navigere i. Jeg spurgte for at få et svar, de svarer med vrede: “Hvorfor gør du sådan?” får svaret: “Hvad er der galt med det?” Der er ikke noget galt med det, jeg var egentlig bare nysgerrig over, hvorfor du gør det på den måde, hvilke tanker, om nogle, der ligger bag, og så jeg slipper for at gå og gætte mig til dine bevæggrunde. Jeg føler ofte, at jeg virkelig skal formulere mine spørgsmål forsigtigt. Jeg vil bare så gerne vide mere!

10. Jeg accepterer mig selv.

Åh, hvor var der mange ting jeg gerne ville ændre ved mig selv. Førhen altså. Ikke mere. For hvis der er noget jeg gerne vil ændre ved mig selv nu, så ændrer jeg det og hvis jeg ikke kan ændre det, så forsøger jeg at acceptere det og leve med det på bedste vis. 

Et eksempel kan være mine smerter, hvad end det er min iskias (jeg har piriformis syndrom. Min piriformis muskel er for kort og klemmer jævnligt min iskias, hvis jeg ikke husker at strække den og også nogle gange selvom jeg husker at strække den) eller mine udefinerbare og udiagnosticerede nervesmerter. Jeg er efterhånden begyndt at tænke på smerter som værende normalen og smertefri dage som en gave. På de dage kan jeg være helt høj fordi jeg ikke har ondt nogle steder. Men som udgangspunkt har jeg ondt. Men jeg gør hverken mit eller andres liv bedre ved at klynke over det hele tiden. Indrømmet, jeg vrisser engang imellem, når jeg har ondt. Som regel siger jeg pænt undskyld, forklarer at jeg har ondt, og holder mig derefter for mig selv. Ellers tager jeg piller for det, så mine smerter ikke bliver til andres dårlige dag. Samtidig tror jeg bare heller ikke på at lade som om. Så jeg har tildelt mig selv et minuts selvmedlidenhed om dagen. Et helt minut. Hver dag. Hvor jeg ikke skal lave andet end at have ondt af mig selv. Og det sjove er, at efter jeg har gjort det, så har jeg faktisk ikke brug for det. Nogle gange når jeg har lavet mine strækøvelser, så ligger jeg lige 10-20 sekunder og syntes det er synd for mig, men så bliver jeg træt af det og beslutter mig for at gemme de resterende 40 sekunder til senere. Og jeg har endnu aldrig brugt de 40 sekunder senere på dagen. For det faktum, at jeg giver mig selv lov til at have lidt ondt at mig selv, og så stopper det igen, gør at jeg ikke går og bruger hele dagen på at forsøge ikke at have ondt af mig selv.

Jeg har også accepteret hvem jeg er som menneske. Uperfekt, perfekt, som alle andre. Jeg har accepteret, at jeg nok aldrig får et helt normalt forhold til mad, at jeg aldrig bliver rig, at jeg aldrig får børn. Jeg har accepteret mine fejl og mangler, fordi de i høj grad bliver vejet op af mine styrker og mine gode sider. Ikke forstået sådan, at jeg nødvendigvis har flere ting jeg er god til end dårlig til, men at de ting jeg er god til, får lov til at fylde mere i mit liv end de ting jeg er dårlig til. Jeg bruger et minut om dagen på selvmedlidenhed, men flere timer i døgnet på livskvalitet og glæde. Jeg gør det jeg kan og nyder det jeg gør, og tænker ikke eller kun lidt over det, der ligger uden for min formåen eller rækkevidde. 

Mit blonde hår, min autisme, min for korte piriformis og mit skrøbelige sind, er alle sammen dele af mig, som tilsammen gør det hele menneske der er Louise. 

Accept af tingenes tilstand, ændrer ikke på tingenes tilstand, men accept af hvem jeg er, kan hjælpe mig med at ændre min tilgang til de vilkår jeg er blevet tildelt her i livet.

Og det er jo i sidste ende det, som er en af livets store udfordringer: jeg kan sætte mig ned og syntes, at det er unfair og for dårligt til den dag jeg dør, eller jeg kan rejse mig op, tage ansvar og selv gøre en indsats, i det omfang jeg magter, hver eneste dag, for at bedre mit liv. Og jeg vil hellere prøve og måske fejle, men måske lykkedes, fremfor aldrig at prøve.