DR viser for tiden en dokumentarserie i 3 dele om brugen af medicin i psykiatrien. Jeg så første del i denne uge, og det var præcis så rystende og ubehageligt tv som jeg havde forventet. 

Jeg sad tilbage med mange tanker. Om psykiatrien, om medicin og om måden vores samfund behandler mennesker med ondt i sjælen på. 

Så fik jeg tanken, at jeg ville skrive et kritisk blogindlæg om psykofarmaka. Det kan jeg nemlig sagtens, ud fra mine erfaringer. Det gik jeg og summede over i nogle dage og jeg tænkte tilbage på mine mange år med depressioner og mine 18 år på lykkepiller og blev klar over, at jeg nok i stedet måtte skrive et blogindlæg til fordel for psykofarmaka i stedet for. Og sådan hoppede jeg ellers frem og tilbage, fra dag til dag, sågar fra time til time. 

Jeg kan ikke med min samvittighed i behold skrive nogle af de planlagte blogindlæg. Men jeg kan (prøve at) skrive et nuanceret blogindlæg om psykofarmaka. Jeg kan prøve at få nogle af de perspektiver med, som jeg håber DR får med i de to kommende afsnit af serien, for hele emnet er bare så uendeligt mere kompliceret end for eller imod. Derfor håber jeg i vil læse hele indlægget, så i får alle nuancer med.

Psykofarmaka er en fællesbetegnelse for medicin brugt i behandlingen af psykiske lidelser. Psykofarmaka er altså ikke kun lykkepiller, men det er lykkepiller jeg har erfaring med og derfor specifikt dem jeg skriver om. Jeg udtaler mig altså ikke om antipsykotisk medicin, ADHD medicin eller andet, simpelthen fordi jeg ikke har nogen erfaring med det og ingen faglig baggrund for at udtale mig om det. Men jeg har 18 års erfaring med antidepressiv medicin, af forskellig art og forskellige mærker, og jeg har en generelt holdning til hvordan vi behandler og bør behandle mennesker med psykisk sygdom. 

Jeg begyndte at tage antidepressiv medicin af typen SSRI (lykkepiller) i 1998, som 17 årig, kort tid efter jeg havde fået min autismediagnose. I de efterfølgende 12 år tog jeg mange forskellige præparater og doser inden jeg i 2010 blev sat på en helt ny type medicin, altså ikke SSRI. Skiftet fra lykkepillerne til den nye type beskrev jeg i blogindlægget “Da jeg blev sær”, som også er med i min første bog, “Få dig dog et (godt) liv!” Et år senere blev der lagt et epilepsimiddel oveni, fordi jeg kun tålte halv dosis af hvert præparat. Den cocktail kørte jeg på frem til mit endelige medicinstop for to et halvt år siden, i efteråret 2016. 

Baseret på min erfaring har jeg meget stærke holdninger imod psykofarmaka. 

Virkningen indtræffer gradvist, så gradvist, at man dårligt lægger mærke til det, og dermed heller ikke lægger mærke til de mange andre ting medicinen påvirker, som hvis I spørger mig, er noget af det farligste ved lykkepiller. Hvis de nu bare kun fjernede depressioner, så ville de i sandhed være lykkepiller. Men min erfaring er, at pillerne ikke kan kende forskel på hvilke følelser, der er syge og hvilke der ikke er. De dæmper dem alle sammen, hvilket for en der er virkelig syg med depression kan være nødvendigt, men også er en trist måde at leve på, år efter år, som jeg gjorde. 

Med alle følelser mener jeg virkelig alle følelser; det er f.eks. almindeligt kendt, at mange tager på i vægt af at være på lykkepiller. Det gjorde jeg også. Jeg blev større og større med årene og mit gæt ud fra tøjstørrelser er, at jeg vejede ca 30 kg mere end jeg gør nu da jeg var størst, altså omkring de 100 kg. Men man tager jo ikke på fordi pillerne indeholder ekstremt mange kalorier. Man tager på fordi de følelser der skal til for at holde en sund vægt, altså mæthedsfølelsen og den der drivkraftsfølelse, der får en op fra sofaen og ned i træningscenteret er dæmpet på lige fod med depressionerne. Det er derfor ikke fair at sige, at mennesker på lykkepiller bare skal tage sig sammen, når det kommer til at holde vægten. De mangler simpelthen de følelser der skal til! 

Derudover blev mad, fed og sød mad, for mig en substitut for mange af de positive følelser, jeg også manglede. Jeg trøstespiste, jeg spiste når jeg havde haft en god dag, som belønning, jeg spiste fordi det føltes dejligt og rart i en meget grå hverdag. Mad fremkaldte positive følelser, som var dæmpet i lige så høj grad som de negative følelser og som jeg manglede.

Alle følelsesmæssige yderpunkter var fraværende i mit liv i 18 år, hvilket betød, at jeg nærmest skulle starte forfra med at lære at navigere i et voksent menneskes følelsesregister, som 35 årig. Jeg skulle lære at håndtere vrede (og undskyld til mine omgivelser for den læringsproces) og også at det var ok at være vred, jeg skulle lære at føle glæde og følelsen efter glæde, altså at det går op og ned, det er ikke meningen, at man skal være oppe hele tiden, og at det er lige så ok at være nede, som at være oppe, og at det går over. Jeg skulle lære, at bare fordi jeg er ked af det, og nogle gange meget ked af det, så betyder det ikke, at jeg er ved at blive syg igen. Det var en stor bekymring især i det første år uden medicin. Om min sygdom ville vende tilbage og i så fald hvornår. Var mit sind stærkt nok til at kunne klare sig uden medicin? Jeg vidste det ikke og derfor blev jeg meget bange hver gang jeg blev trist. Men nu ved jeg efterhånden, at jeg kan klare de dårlige dage også. At de er hverken mere eller mindre end det; en dårlig dag, som jeg anerkender som en skoddag og får overstået, så jeg kan starte på en frisk næste dag. Og mine dårlige dage er dårligere end da jeg tog medicin, men de varer sjældent så længe. Dengang havde jeg det for det meste skidt i ugevis, nogle gange månedsvis. Nu har jeg nogle dage, og så er det som regel overstået. Til gengæld er mine gode dage så også titusind gange bedre end dengang. Jeg kan mærke glæde og for første gang i mit liv; lykke! Jeg kan mærke stor kærlighed, stort savn over ting der ikke tidligere har påvirket mig nær så meget, jeg kan mærke lyst til mange ting og en drivkraft, inkl. min kreative drift,  der driver mig videre, videre hele tiden.

Med til følelseslivet hører også de fysiske følelser. Medicinstoppet har “forværret” min sanseoverfølsomhed. Jeg sætter forværret i citationstegn fordi min sanseoverfølsomhed jo ikke kun eller altid er skidt. Men jeg er klart blevet mere sanseoverfølsom og også mere stressfølsom.

Sidstnævnte er endnu en vigtig ting at nævne i mine holdninger imod lykkepiller. 

I alle mine år på psykofarmaka var jeg nemlig aldrig depressionsfri. Jeg var mindre depressiv end inden jeg kom på medicin, men jeg var aldrig fri for depressionerne og selvmordstankerne. Selvmordstanker har været en fast bestanddel af det meste af mit liv, indtil for nyligt. 

Det var ikke medicinen der i sidste ende gjorde mig depressionsfri. Det var mit fokus på at holde mig stressfri. Og det var også det der gjorde, at jeg til sidst vovede at trappe ud af medicinen. I sidste ende havde jeg hjulpet mig selv mere end pillerne havde hjulpet mig og jeg troede og håbede, at jeg med min stressfri livsstil kunne undvære de piller, der i så mange år havde givet mig et osteklokke-liv. Og det kunne jeg. Havde medicinen rent faktisk fjernet mine depressioner lige så effektivt som jeg selv gjorde, så tror jeg ikke jeg havde turde stoppe.

Jeg vil her gerne bemærke, at jeg aldrig bruger betegnelsen rask eller helbredt om mig selv, i forhold til mine depressioner, angst og spiseforstyrrelse. Jeg bliver nemlig aldrig rask. Jeg kan blive fri for dem, ved at passe på mig selv, men de ligger der, dybt inde i mit sind, klar til at bryde ud i lys lue igen, når jeg presser mig selv for hårdt. Jeg tror altid jeg vil være disponeret for depressioner, angst og spiseforstyrrelse. Mit sind er skrøbeligt og vil altid kræve meget omsorg for ikke at gå itu igen.

Den antidepressive medicin greb så voldsomt ind i så mange aspekter af mit liv og gjorde det så gradvist, at jeg ikke anede, hvor meget jeg havde mistet, før jeg fik det igen, da jeg stoppede medicinen.

Og med den erfaring og viden ryster det mig, hvor rundhåndede lægerne er med psykofarmaka!

Jeg er bekendt med mennesker, der får lykkepiller (om end små doser) som et led i smertebehandling og jeg kender et utal af mennesker, der har fået det udskrevet imod stress. Jeg er med på, at stress og depression ligger meget tæt på hinanden og at det ene kan føre til det andet og ofte gør det. Men min holdning er, at man ikke skal have medicin, der har så voldsom indvirkning på hele ens liv og person, hvis man ikke er alvorligt syg. Husk på, at de ting jeg har nævnt ovenfor jo kun er virkningen og ikke de mange, mange bivirkninger, der også ofte følger med. (Og jeg har haft dem alle: øget svedtendens var den værste, men kan også nævne mundtørhed, kvalme, hududslæt, synsforstyrrelser, problemer på det seksuelle område, ekstrem træthed, vægtøgning m.fl.) 

Når jeg klagede til min læge over bivirkninger, blev jeg sat på et andet præparat. Ikke en eneste gang i 18 år, var der en læge der foreslog om jeg havde mod på at trappe ud! Tværtimod! Når jeg havde brug for en henvisning til en psykolog, skulle jeg argumentere i adskillige minutter for hvorfor jeg havde brug for en henvisning. Jeg har altid haft lettere ved, at få medicin end ved at få en henvisning til psykolog.

Det er, hvis i spørger mig, helt hul i hovedet! 

Vi fylder folk med præparater, som griber så voldsomt ind i tilværelsen og som i sidste ende er symptombehandling, fremfor at behandle hele mennesket og årsagen til sygdommen, hvis en sådan findes. 

Mennesker med stres skal ikke have piller, de skal have en henvisning til en psykolog, og til en coach, som kan hjælpe dem med at afhjælpe det der stresser dem i deres hverdag, en personlig træner og et fitnessabonnement og evt en diætist. Og mennesker som mig, der er så syge, at de ikke kan hjælpes med ovenstående, skal have medicin, så de kan blive løftet derop, hvor de kan modtage anden hjælp og derefter om muligt trappes ud af medicinen igen.

Jeg syntes det er rystende, at et menneske kan være på psykofarmaka i næsten to årtier uden at få tilbudt et alternativ! Og jeg syntes det er rystende, at medicin tilsyneladende er lægernes førstevalg, fremfor meget sundere alternativer.

(Og kan vi i den forbindelse med det omgående få fjernet kvoterne hos psykologerne, der begrænser hvor mange med angst og depression de må tage ind!)

Min nuværende læge er heldigvis anderledes. Da jeg udtrykte ønske om at komme ud af mit medicin overfor hende, bakkede hun 100% op og vi lagde en plan sammen (som man altid skal gøre, hvis man vil ud af psykofarmaka!) Jeg skulle trappe ud over 2 måneder og var ved lægen hver 2.-4. uge i starten og efterfølgende hvert halve år, hvilket stadig, to et halvt år senere, bliver holdt ved lige. Hun gjorde det klart, at jeg endelig skulle bruge min psykolog, holde fast min motion og min sunde livsstil, og sidst jeg skulle have fornyet min henvisning til min psykolog skrev jeg en email til hende og spurgte om jeg skulle bestille tid til det og vupti, så havde jeg en henvisning.

Som i kan høre, så har jeg meget imod psykofarmaka.

Men baseret på mine erfaringer har jeg også meget stærke holdninger for medicin, hvilket er vigtigt at få med, hvis debatten skal nuanceres.

For sagen er den, at syge mennesker ofte skal have medicinsk hjælp. Punktum.

Min beklagelse over lykkepillernes går ikke på, at jeg kom på dem, men at jeg ikke fik hjælp til at komme af dem igen. For hvor meget jeg end har imod lykkepiller er den skinbarlige sandhed også, at uden dem ville jeg ikke være her i dag.

Jeg havde lidt af depressioner i årevis, da jeg kom på medicin. Jeg led af en spiseforstyrrelse og var næsten konstant suicidal. (Angsten kom først senere, takket være Fredericia kommune) Alverdens psykologer eller psykiatere, coaches og gåture i det fri ville ikke have kunne hjælpe mig, for jeg var nede i et hul så dybt, at jeg ikke kunne nåes. Og når man er der, hvor man ikke har meget livskvalitet tilbage, er så fjernet fra virkeligheden, er truet på sin eksistens eller omgivet af så meget mørke, så skal man have noget medicin der kan hjælpe en. Jeg ser i det tilfælde på pillerne som stigen man sænker ned i en brønd. Mennesket fanget i bunden af brønden, skal stadig kravle op selv, men med hjælp fra stigen, kan man arbejde sig derop, hvor man igen kan ane lyset og begynde at tage imod hjælp; psykologisk, pædagogisk eller anden. 

Ingen mennesker skal være så forpinte som jeg var. Ingen mennesker skal leve i sådan et mørke. Ingen kan hjælpes og ingen kan hjælpe dem selv, når tilværelsen er uden håb og uden lys. Medicin kan give nok håb og nok lys til at man kan begynde at tro på, at man kan få det bedre igen.

Så på trods af mit laaange skriv om alt det dårlige ved psykofarmaka, så har det sin berettigelse, og det er noget jeg af og til råder folk til at prøve, samtidig med, at jeg minder dem om, at de skal huske at komme af det igen, for lægerne husker det sandsynligvis ikke for dem.

Det er nemt, når man ser første afsnit af DR’s dokumentar, at beslutte sig for, at psykofarmaka er noget skidt. Og det er det på mange måder også. Men det er også alt for forsimplet. 

Er psykofarmaka farligt? Ja. Giftigt? Ja. Bliver det brugt for meget? Det syntes jeg.

Men hellere leve farligt end ikke at leve. Hellere tage noget der muligvis er giftigt i en periode og få det bedre, end at leve i depressionens mørke år efter år. Sagen er jo, at alle de ting jeg har nævnt ovenfor, følelseløsheden og alle bivirkningerne er ingenting, hvis alternativet er værre. Og alternativet var meget værre for mig! 

Det skal vi huske inden vi helt ensidigt dømmer psykofarmaka til at være noget skidt. Og det skal vi huske når vi ser den dokumentar på DR eller hvis i læser dette oplæg og tænker: “pyh, det skal jeg/mine børn ikke tage mere!”

Men samfundet skal blive bedre til at benytte alternativerne til dem, der måske ikke behøver medicin. Vi skal have mindre kemi og mere menneskelighed ind i vores sundhedssystem. Indlæggelser på psykiatriske afdelinger, skal ikke afsluttes når recepten er underskrevet, men når patienten har fået det bedre, gennem samtaler, omsorg og måske medicin. Og mennesker med livsstilssygdomme, som stress, skal have hjælp til at finde en vej igennem livet, der ikke gør dem syge. 

I sidste ende bliver det for dyrt for vores samfund, hvis vi ikke begynder at passe bedre på os selv og hinanden. Hvis vi skal medicineres for at kunne følge med, så går det for stærkt! 

Nyhederne er fyldt med ord som tests, vækst, omstilling og udvikling.

Jeg savner ord som ro, lykke, livskvalitet og glæde.

For hvad nytter det at kunne bestå prøver og tjene penge, hvis man glemmer hvordan det føles at være glad? 

Som jeg ser det står vores samfund ved en korsvej og vi skal snart vælge hvad vi vil satse på: Livskvalitet eller livskvantitet? 

Jeg har valgt. Hvad vælger du?

(Al udtrapning/ændring i dosis af psykofarmaka skal ske i samråd med en læge eller psykiater!)

http://www.everwebapp.com/