Der er ikke særlig mange ting i verden, der er gratis. Hvis der er noget man vil, så må man betale ved kasse et. Og jo færre penge man har, desto mere skal man tænke sig om og spare. Mennesker på kontanthjælp kan simpelthen bare ikke det sammen som direktører og ledere, for der er ikke penge til det. 

Jeg er på “mental kontanthjælp.”

Jeg har ikke særlig meget mentalt overskud og det jeg har skal jeg passe godt på. Jeg skal mentalt sætte “tæring efter næring” som de siger. Faktisk føles det for det meste som om, at det kun liiige hænger sammen. At det kun lige kan løbe rundt i hverdagen. 

Min alene-lørdag, med morgenløbetur, god mad, film og kage er ikke kun hyggelig, men ofte også nødvendig for, at jeg har energi nok til den kommende uge. Jeg har flere gange oplevet, at aftaler om lørdagen gør, at jeg kommer i underskud ugen efter. Så har jeg svært ved at passe mit arbejde, føler mig træt, stresset og uoplagt. 

Når jeg har så få kræfter og så lidt overskud er det ekstra vigtigt, at det jeg bruger min energi på, er noget der gør mig glad og som giver mening. Jeg har simpelthen ikke råd til, at bruge overskud på noget, der ikke fungerer eller som ikke giver noget igen. Heldigvis har jeg den luksus, som førtidspensionist, at jeg kan vælge til og fra, og i det store hele kun behøver gøre det, som gør mig glad. Mine tre frivillige jobs, medhjælper på dyreklinik, hundelufter og besøgshund på plejehjem med Bodil, er alle nogle, der ud over at bruge energi også giver energi. Måske ikke på dagsbasis, men på den lange bane. Som en investering, der giver afkast senere. 

Alt dette bliver ofte opsummeret i Ske-teorien. Jeg har personligt aldrig været fan af den. For det første fordi jeg ikke helt forstår hvor skeerne kommer ind i billedet. Hvorfor skeer? Det er lidt for abstrakt. Men også og måske især fordi ske-teorien ikke medregner, at visse aktiviteter også giver skeer. Og at nogle aktiviteter giver skeer senere. Og hvad gør det så, at noget koster 3 skeer nu, hvis du får 6 skeer ud af det. 

Derfor foretrækker jeg metaforen med penge og et budget. Indtægter, udgifter, investeringer, opsparing osv. 

Alt ialt er jeg i ligevægt. Indtægter og udgifter balancerer nogenlunde. Nogle gange bruger jeg lidt for meget, og så sparer jeg lidt mere ugen efter. Men i det store hele hænger det sammen, på trods af mit yderst begrænsede “budget.”

Men så er der de aktiviteter, som jeg i bund og grund ikke har råd til. Som jeg ikke har mulighed for at spare op til, men hvor jeg vælger alligevel at lave et voldsomt overtræk, fordi det er noget, der er værd at stifte “gæld” over, fordi afkastet senere vil være det mere end værd! 

At skrive mine bøger har i lille format været en af disse aktiviteter. 

I månedsvis sidder jeg og giver lidt af mig selv ved computeren. Når jeg ikke skriver tænker jeg på, hvad jeg vil skrive og når jeg skriver lægger jeg mit hjerte og min sjæl i det. Og så en aften sætter jeg endelig det sidste punktum. Og netop i det sekund sker det! 

Ikke. 

Ingen fanfarer. Ingen tillykke. Ingen konfetti. Ingenting. Bodil ligger stadig og sover i sin kurv, min stue ser ud som den gjorde før. Jeg afleverer mit manuskript til min forlægger og så går der ofte nogle måneder før jeg rent faktisk står med det færdige produkt i hånden. Det er et kæmpe antiklimaks! Og hver gang er jeg røget ned i et hul mentalt bagefter. Men når jeg så står med bogen i hånden, så er det jo det hele værd og mere til! Min dyre investering har givet afkast! 

Men et endnu voldsommere eksempel på overtræk på kontoen er mine løb. Altså ikke dem i hverdagen, men de få officielle løb jeg deltager i om året. Jeg ved, at jeg får det nederen dagen efter. Jeg ved, at løb, med alle de sansemæssige udfordringer, alle menneskerne, al stressen, samt den fysiske præstation er alt for voldsomt for mig. Jeg ved, at jeg ikke kan præstere så godt, som jeg kan til min træning derhjemme og at jeg bliver skuffet over mig selv og ked af det dagen efter, af den simple årsag, at alle kræfter og mere til er brugt, inklusiv de kræfter jeg skal bruge, på at holde humøret oppe. Jeg ved det og alligevel kommer det altid bag på mig. 

Jeg løb mit første marathon for en uge siden i Odense, til et løb med færre deltagere, end nogen af de andre løb jeg har deltaget i. 

Jeg vidste, at der ville være en regning der skulle betales bagefter. Jeg var forberedt på det og har været forberedt på det, siden jeg meldte mig til løbet i foråret. 

At løbe et marathon er vist en stor bedrift for de fleste løbere. Det er ikke noget man gør spontant. Og det var det slet ikke for mig. 

Jeg har, gennem det sidste halve år, fulgt en striks træningsplan, nøje planlagt med plads til mine to ture til Samos. Jeg har planlagt alle andre aftaler udenom min træning for at intet skulle komme i vejen. Jeg har stilet målbevidst mod 29. September i så høj grad, at jeg har haft svært ved at planlægge ting efter denne dato. Jeg kunne næsten ikke se forbi den, fordi den var så stor og fyldte så meget i min bevidsthed. 

Det hele kulminerede i sidste uge. I ugen op til havde jeg massive angstanfald p.g.a. stress, men da selve dagen oprandt følte jeg mig rolig og klar. 

Jeg gennemførte løbet. Og som sædvanlig kom det bag på mig, hvor dårligt jeg løber sammen med andre mennesker, i forhold til mine træningsture alene og jeg blev derfor, som ventet, meget skuffet over mit resultat, selvom målet egentlig kun havde været at gennemføre. Jeg ved, at jeg kunne gøre det bedre, men jeg ved også, at jeg ikke kunne have gjort det bedre under de forhold. Hvis jeg vil løbe på tid skal jeg gøre det hjemme, alene. Det skulle jeg ikke. Jeg skulle bare krydse målstregen indenfor tidsgrænsen og have min medalje. Det gjorde jeg. Og det fik jeg. 

Regningen skal betales. Det vidste jeg fra mine 5 halvmarathons. Men ligesom at jeg ikke havde kunne forestillet mig, hvor hårdt et marathon er, så havde jeg heller aldrig drømt om, hvor stor den regning, jeg står med nu den er. Et halvmarathon plejer at give 1-2 dages nedtur. Jeg er nu, en uge efter mit marathon, kun lige der, hvor jeg fornemmer at bunden måske er nået, og at jeg kan begynde at bevæge mig opad igen. 

At det så tilfældigvis falder sammen med, at jeg netop også har afleveret et manuskript til min forlægger og også går i det tomrum er bare ekstra uheldigt. Eller dårlig timing

I forgårs spurgte jeg min reservemor: “Lover du, at jeg bliver glad igen?” Det gjorde hun, og jeg ved jo godt, at hun har ret, men det kan være svært at se helt hernede fra bunden af et meget dybt hul. 

Jeg kan bedst beskrive følelsen, som dengang jeg led af depressioner. Livet er simpelthen tungt og mørkt. Men i modsætning til mine depressioner ved jeg, at det går over igen. At det ikke er fordi jeg er syg igen, men fordi jeg har overtrukket min mentale konto. Jeg har ganske simpelt brugt så meget energi på den ene dag, den ene begivenhed, at der lige nu, ikke er noget energi tilbage til noget som helst andet. 

Så lige nu går alt i slowmotion. En dag af gangen. Jeg prøver at finde små gode ting hver dag, små ting jeg kan smile af. Mine hundelufteture er uvurderlige! Både dem kun med Bodil og dem med flere hunde. Og ligeså bliver mine løbeture, når jeg får ordentligt gang i dem igen, når mine ben ikke længere er så ømme. Små venlige samtaler med kollegerne eller nogle fra træningscenteret kan gøre mig glad og varm indeni. En flaske Pepsi Max Cherry. Små ting, der enten koster intet eller kun lidt, men som giver lidt ekstra energi til resten af dagen. 

Jeg skal holde mig varm, for min manglende mentale energi gør, at jeg er ekstra kuldskær. Jeg skal passe min hverdag i det omgang jeg kan, fordi rytmen, forudsigeligheden, at tingene er som de plejer, hjælper mig med at finde ligevægten igen. Livskvalitet op, stress ned og så lige så langsomt, en krone af gangen, får jeg gjort overtrækket på min konto mindre, indtil jeg en dag igen, forhåbentlig inden så længe, vågner op og opdager, at der igen er overskud. 

Nogle vil måske læse denne beretning og tænke, at pointen må være, at beskytte sådan nogle som mig fra den slags aktiviteter. At sørge for, at jeg, eller dem ligesom mig, ikke kommer så meget i underskud, men holder ligevægten. 

Men I kunne ikke tage mere fejl! 

Min pointe er præcis det modsatte. 

For hvad end jeg gennemlever i disse dage, hvor svært det end er, så er det jo ikke farligt. Lige såvel, som at den træthed og de muskelsmerter jeg har haft i benene ikke er farlig. Det er ubehageligt, jovist, og jeg ville gerne være det foruden, men jeg dør ikke af det og jeg får ikke engang varige men. 

Til gengæld, når jeg engang kommer ud på den anden side, så kan jeg, resten af mit liv, kigge på min medalje og på billederne fra løbet og føle glæde og stolthed. Hvor godt eller dårligt jeg end gjorde det, kan jeg, resten af livet, kalde mig marathonløber! 

Og det ville jeg aldrig nogensinde være foruden, ligemeget hvor længe jeg er om, at betale regningen. 

Og det er min pointe. 

Jeg vil ikke leve et liv, hvor jeg for enhver pris skal holdes i ligevægt, for så ender jeg med at dø af kedsomhed. 

Med store oplevelser føler en dyrere regning, men det er også de store oplevelser, der giver de store afkast. Spørg bare (næsten?) enhver kvinde der har født et barn. Gjorde det ondt? Ja! Ville de være det foruden efterfølgende? Nej. 

Hvis jeg skulle undgå aktiviteter eller oplevelser som har givet mig nedtur bagefter, så havde jeg aldrig løbet mine 5 halvmarathons, hvoraf det over Storebælt står som en helt unik oplevelse for mig, jeg var aldrig kommet til Samos, havde ikke været til Nick Cave koncerter, havde ikke skrevet bøger og havde i dag ikke kunne kalde mig marathonløber. 

Der er en grund til, at vi har en talemåde der hedder “Hvo intet vover, intet vinder.”

Jeg vover, og på min egen beskedne måde vinder jeg. Jeg vinder måske ikke noget marathon, eller De Gyldne Laurbær, men jeg vinder noget, der er meget mere værd: jeg vinder livskvalitet, mening og minder for livet.