I de 5 år jeg sloges med Fredericia kommune for at få et dækkende støttetilbud, var jeg i modtagerenden af både verdens bedste og verdens værste socialrådgivning.

Ud fra de erfaringer har jeg lavet denne liste med 10 bud til socialrådgiveren.

Jeg har udelukkende brugt eksempler jeg selv har oplevet, hvoraf mange er citeret ordret. Jeg siger ikke, at alle sagsbehandlere er sådan, men mine var.

Jeg ønsker ikke med dette indlæg, at indlede en hetz mod socialrådgivere. Jeg tror på, at de fleste går ind i det med hjertet på rette sted, med et brændende ønske om at gøre godt. Jeg tror dog også, at de fleste oplever en langt hårdere hverdag på kommunerne, end de havde forestillet sig. Så til alle jer socialrådgivere derude: jeg har stor respekt for jer og jeres arbejde! Læs mit indlæg en semi-sarkastisk guide til hvordan i ikke skal gøre, eller som en bekræftelse af, at gøre mere af det I allerede gør.

Socialrådgiverens 10 bud

1. Du sidder foran et menneske, ikke et personnummer eller en paragraf.

Man skulle tro, at det gav sig selv, men iflg. mine erfaringer, åbenbart ikke. Så vi starter disse 10 bud helt fra bunden, med det allermest basale: det handler om mennesker, rigtige mennesker med rigtige liv, eller rettere; rigtige mennesker, som forsøger at få rigtige liv.En af mine sagsbehandlere M. omtalte mig ved flere lejligheder som “en 85’er”, fordi jeg hører ind under servicelovens § 85. Hun sagde ordret: “Du er jo en 85’er og skal derfor samme sted hen som de andre 85’ere.” 

Det var i forbindelse med, at jeg blev trukket ud af mit støttetilbud hos Asgaard og skulle tilknyttes kommunens eget tilbud i stedet. Jeg forstår hvad hun mente, men det er altså ikke en måde, at tale til et andet menneske på, især ikke en man lige har givet en af de værst tænkelige beskeder. 

Måske hvis jeg var blevet mødt med forståelse og (tør man næsten foreslå det) varme, ville det have været nemmere. Men at blive betegnet som 85’er, er næsten som at fjerne min menneskelighed i samme omgang. Det var som om det gjorde det ok, i hendes øjne, for jeg var jo bare et tal, en paragraf, og sikke ordentlig hendes mappe ser ud, hvis alle 85’ere er samme sted, som var vi biblioteksbøger, der bare skulle arkiveres korrekt.Og når nu vi er ved det:

2. Tal ordentligt, vis forståelse.

Jeg tror ikke det er en del af socialrådgiver-uddannelsen, med tanke på, hvor få sagsbehandlere jeg har haft, som har gjort det. Men selv hvis det ikke er en del af uddannelsen, så er det vel forhåbentlig en del, af alle menneskers opdragelse at tale ordentligt og respektfuldt til deres medmennesker?

Socialrådgivere har ofte et utaknemmeligt job. De sidder, som repræsentanter for et system, de har ikke selv været med til at lave reglerne, men skal ikke desto mindre eksekvere dem, overfor mennesker, som i forvejen er presset til bristepunktet, så den der laver reglerne, kan blive på deres fine kontorer, bag lukkede døre, og ikke behøver se dem i øjnene som lider under deres beslutninger. Socialrådgiverne sidder med hele lorten (undskyld mit sprog) Jeg forstår, at det til tider må være et helt urimeligt hårdt arbejde, som desværre også engang imellem indebærer (helt uacceptable!) trusler og måske endda det der er værre. 

Men jeg forstår desværre også, hvordan det er at sidde i den anden ende. Hvordan det føles, at få taget hele sit med møje og besvær opbyggede liv fra sig, af en kvinde, som måske ikke har taget beslutningen, men som taler til mig så man i hvert fald ikke er i tvivl om, at hun kun syntes det er ret og rimeligt, at der bliver sparet på sådan en samfundsnasser som mig. 

Det var selvsamme M. som fra 1. bud. Da vi sagde, at vi selvfølgelig ville anke, sagde hun, med et lille grin: “Ja, gør i bare det. Det får i ikke noget ud af.”

Til sammenligning sad jeg 5 år (og 5 sagsbehandlere) senere til endnu et møde, denne gang over for L.B. som kiggede mig i øjnene, lagde hovedet lidt på skrå og sagde: “Louise, jeg lover, at undersøge det og gøre alt hvad jeg kan, men jeg tror ikke det kan lade sig gøre, på grund af at reglerne er som de er.” 

Kan i ikke godt høre forskel? 

Og L.B. kæmpede for mig! M. kæmpede for kommunen imod mig. Som sårbar borger, ydmygende afhængig af et system til at holde mig oppe, gør det alverdens forskel hvordan jeg bliver mødt! 

3. Vid hvem din klient er

Socialrådgivere har alle personlige oplysninger på deres klienter, men alligevel lader det til, at de af og til er i tvivl om, hvem klienten egentlig er. 

Så her er en lille reminder: selv sårbare borgere, med brug for hjælp, ja, selv autister er selvstændige tænkende væsener, ligemeget hvad udviklingstrin, eller intelligens eller andet. Så med mindre andet er specifikt aftalt, så tales der til den der handler om, og det er også ham/hende der primært kigges på. Det kan godt være, at jeg har mine forældre eller en bisidder med til et møde, derfor skal der stadig tales til mig og ikke til dem. Jeg er autist, ikke umyndiggjort!

Jeg var til møde på kommunen på et tidspunkt, hvor min sag var kørt i hårdknude. Følelserne var uden på tøjet og jeg har på fornemmelsen, at jeg efterhånden havde fået ry for at være en meget besværlig borger. Derfor vælger Fredericia kommune selvfølgelig, at min nye sagsbehandler, helt bogstaveligt talt er min NYE sagsbehandler, som i sprit-ny, lige ud fra skolen! Og jeg var helt ude i tovene, så jeg havde ikke bare en, men to stk. total bad-ass Hanne’er med, en i reservemor-funktionen, en anden i bisidder-funktionen. Jeg sad og pillede mine hænder helt i stykker og forsøgte at holde sammen på mig selv og svare på de spørgsmål, der blev stillet. Hanne og Hanne havde styr på resten. 

Så skal socialrådgiveren L.R. bruge en samtykkeerklæring til min psykolog. Hun sidder lidt med papiret og kuglepennen, kigger først på den ene Hanne, så på den anden og så skubber hun gudhjælpemig papiret over til Hanne og siger:”Skal hun have hjælp til at skrive?”

Vi griner af det nu, men dengang havde Hannes blik nær fået den stakkels piges hoved til at eksplodere! Det der gjorde situationen endnu mere absurd, var at jeg netop inden mødet havde fået Autismebladet med posten, hvori jeg havde skrevet en klumme, der var på bagsiden. Så jeg kan skrive klummer til Autismebladet, kan holde foredrag for flere hundrede mennesker, men skrive mit navn på en samtykkeerklæring er nok lige i overkanten at forlange!

DET MÅ IKKE SKE!

Selv, hvis L.R. ikke vidste, at jeg var skribent (hvilket hun gjorde) eller ikke vidste, at jeg holdt foredrag (hvilket hun også gjorde) og selv hvis jeg ikke var normaltbegavet, eller ikke havde sagt et ord under hele mødet, så skal hun stadig kigge på mig og tale til mig.

(Man kan også diskutere hvor fair det er over for en helt nyansat, ung kvinde, at blive sendt ind midt i så betændt en sag som min. Faktum er, at hun var sygemeldt 3 måneder senere og jeg så hende aldrig igen)

4. Tal ikke ned til din klient

Dette bud ligger i naturlig forlængelse af der foregående.

 For lige såvel som, at man som socialrådgiver skal udvise respekt overfor borgeren ved at tale direkte til dem, så skal man også udvise nok respekt til ikke at tale ned til dem. 

Jeg er ikke pædagog, men når jeg taler til børn, så taler jeg helt almindeligt, og hvis der så er noget de ikke forstår, så forklarer jeg det. Hvorfor er det ikke en selvfølge, at gøre det samme overfor voksne mennesker i Borgerservice? Jeg ved godt, at der er forskellige funktionsniveauer o.s.v. men det kan man vel forhåbentlig læse i borgerens sagsakter..? 

Jeg har oplevet flere gange, at blive talt til som et barn, eller måske lettere evnesvag, på trods af, at der da må stå noget om mig i mine papirer. Det er simpelthen ikke i orden! Det er svært nok, at skulle bede om hjælp, fra et system, som så nødig vil give det, men når man så samtidig skal ydmyges yderligere ved at blive behandlet som et barn, så føler man virkelig, hvor lidt man er værd i deres øjne.

Det mest grelle eksempel på dette (udover “kan den skrive”-eksemplet ovenfor) er et møde jeg havde med endnu en ny sagsbehandler (hvis navn jeg har glemt. Jeg havde 7 sagsbehandlere på lige så mange år) og den ene af Hanne’erne. Hun henviser i vores samtale til nogle papirer, som jeg så må fortælle hende, at jeg ikke har fået. “Nej,” siger hun så. “Jeg sendte dem til din bisidder, så hun kunne forklare for dig, hvis du ikke forstod nogle af ordene.” 

(Jeg er autist. Jeg kan huske næsten alt fra jeg var 5 år og frem. Det sagde hun rent faktisk. Ordret!)

Så ikke nok med at hun (vist nok) ikke kender 3. bud (hun ved tydeligvis ikke hvem hendes klient er) så går hun så lige skridtet videre og antager, at jeg åbenbart er for dum til at forstå et brev, skrevet på almindeligt dansk, på trods af mit ringe IQ på 139. (Hvilket jeg gætter på er højere end hendes)

Hvorfor skal møder med det offentlige, som er stressende og svære i forvejen, også være så ydmygende? Hvorfor har jeg haft 7 sagsbehandlere på 7 år, og kun 1 der kunne finde ud af, at behandle mig med respekt og venlighed?

5. Udtal dig om det du har forstand på

Socialrådgivere er dygtige og kompetente mennesker. Inden for deres felt. Det har jeg respekt for. Jeg stoler på dem, når de siger, at de kender en given paragraf og ved at det eller det ikke er muligt. Hvad jeg ikke har respekt for, er når de begynder at udtale sig om alt muligt andet og endda bruger det i deres begrundelse for, at ændre i mine forhold.

Sagsbehandleren fra 1. og 2. bud, M., sendte efter vores første møde, hvor jeg fik at vide, at jeg skulle fjernes fra Asgaard og tilknyttes kommunens eget tilbud, en skriftlig begrundelse. Det var det mest krænkende brev jeg til dato har læst!

Hun skrev bl.a. at jeg på et tidspunkt havde nævnt, at jeg nogle gange blev ensom, “men bare fordi man er alene, er det ikke det samme som, at man er ensom, lige såvel som at man godt kan være ensom sammen med andre mennesker”, skrev hun. 

Så ud over, at hun mener sig kompetent til at belære mig om, hvad jeg føler når jeg føler mig ensom, så gør hun sig også som lommepsykolog eller noget? Brevet fortsatte i samme stil. Alt hvad jeg havde sagt, fik en spydig kommentar med. 

Det skal hun slet ikke udtale sig om! Hun skal udtale sig om lovstof. Hun skal fortælle mig hvorfor de har truffet deres beslutning, ud fra serviceloven og kommunens kvalitetsstandard. 

6. Lyt til borgeren, ikke til dine egne forudindtagede meninger

Hvis jeg som borger, fortæller at noget er på en bestemt måde, så er det fordi det er sådan. Ikke fordi jeg har siddet og spekuleret i hvordan jeg kan pumpe systemet mest muligt. Jeg har ikke noget ønske om at få mere end jeg er berettiget til, hverken i penge eller støtte. Jeg vil bare gerne have, hvad jeg har brug for, for at kunne leve et værdigt liv.

Mange af de sagsbehandlere jeg har haft, har læst en hel folder om autisme, og virker derfor som om de mener at vide mere om autisme end mig, der har levet med det i 37 år. De ved også, præcis hvad jeg har brug for, for det står jo på side 1 i autisme-diagnose-folderen, eller noget...? Så jeg har flere gange hørt “Du er jo autist, så du skal have hjælp til struktur”, eller “Andre med autisme har stor gavn af...” 

Jo, jo, men nu er jeg jo ikke andre med autisme. Jeg er Louise og har tilfældigvis autisme. Så hvad med om du ikke spørger mig, hvad jeg mener jeg har brug for, for at kunne leve det liv jeg drømmer om, og så ser vi om noget af det kan lade sig gøre? Nej?

I samme brev som nævnt ovenfor skrev M. også, at hun havde læst på min blog, at jeg havde været i udlandet, og når man kan rejse til udlandet, så har man ikke brug for hjælp til at handle i Føtex. (Bud 6, del 2: Ikke alt hvad der står på internettet dækker hele sandheden) Hun havde altså en holdning om, at når man kan noget, så kan man også noget andet, uden at have nogen interesse i at høre mig, borgeren det handlede om, hvilken hjælp jeg fik på min udlandsrejse og hvilken hjælp jeg mener jeg har brug for i Føtex.

Jeg siger ikke, at jeg skal have alt hvad jeg beder om. Jeg argumenterer bare for, at det må være mit behov, der skal være udgangspunktet, og dernæst sagsbehandleren job, at gøre sit bedste for, inden for lovens rammer, at komme så tæt på det som muligt. I stedet virker det mere som om det er kommunens tilbud, der er udgangspunktet, og sagsbehandleren, der så gør sit bedste for at få borgeren til at passe til det. 

Er systemet til for borgerne eller er borgerne til for at passe til systemet?

7. Vær kreativ, vær modig, tænk nyt

Jeg ved ikke om det overhovedet kan lade sig gøre mere, eller om reglerne er blevet strammet og kontrollen øget for meget, men dengang jeg fik tildelt min allerførste sagsbehandler hjemme i Bogense, S.B., der gik det godt nok laaaangsomt (han var 10 måneder om at sende et brev!) men han fik alligevel altid en masse igennem. Måske ikke lige under den paragraf man oprindeligt søgte, men så var der måske en anden paragraf der kunne bruges, hvis man lige formulerede noget lidt anderledes.

L.B. gjorde det også. Det der med at sige “jeg ser lige om jeg kan finde noget, der kan lade sig gøre, og så vender jeg tilbage”, og så ledte de efter smuthuller, som jeg kalder dem. 

Bemærk, at det ikke var måder at komme udenom reglerne eller loven, men måder, at bruge reglerne på en måde, så de alligevel kunne passe til den borger de sad foran. For regler er firkantede og mennesker er menneskeformede. Vi passer sjældent i et firkantet system. 

Jeg hører især ofte om autister, som falder imellem paragrafferne. Jeg gør det i hvert fald næsten konsekvent. Se bare på mit problem med at få ledsager til mine foredrag; jeg blev nægtet ledsagelse under § 85 og skulle derfor søge en ledsagerordning, som jeg fik afslag på med begrundelsen, at jeg ikke er i målgruppen, men skal have ledsagelse under § 85. 

Her er det så, at en sagsbehandler, der kan tænke lidt ud af boksen ville være en kæmpe fordel! En som enten kan finde en anden paragraf, eller formulere mit behov, så det passer til en af de eksisterende paragraffer. Eller en som i hvert fald prøver. For det er jo netop det de er uddannet til, er det ikke? At varetage borgernes behov bedst muligt inden for den eksisterende lovgivning. 

Men som sagt, måske kontrollen er sådan nu, at det ikke længere er muligt? Jeg ved det ikke.

8. Prøv venlighed - det smitter!

Så var det så, da det hele i min sag så allerværst ud, at vi besluttede at bede kommunen om at få VISO på banen. 

Det var efter 4 1/2 år med forfærdelige møder, forsøg på samarbejde, sammenbrud af samarbejde, sammenbrud af mig. Så med hjælp fra en af Hanne’erne sendte jeg en mail til min sagsbehandler, alle børster rejst. Og så fik jeg den venligste mail tilbage! Vi var forberedte på alt, undtagen dette! 

Jeg havde fået ny sagsbehandler igen, L.B., og hun begyndte altid sine mails med “Kære Louise” og sluttede med at skrive at hun håbede jeg havde det godt. Der er sgu aldrig nogen sagsbehandler, der har håbet jeg havde det godt før! 

Når vore mailudveksling havde været følelsesladet for mig, sluttede hun sågar nogle gange sin email med “Knus. L.”Og ved i hvad? Pludselig kunne besværlige Louise samarbejde! Altså ikke som i at jeg tog imod deres ikke-gode-nok tilbud og blev føjelig, men som at vi fik gang i en VISO-sag, havde behagelige møder, øjenkontakt, respekt, der blev lyttet. Fordi jeg kunne mærke, at det ikke længere var kun mit ansvar, at få et samarbejde op at køre, der var vores fælles ansvar, kommunen, med L.B. som repræsentant og mig.

VISO-damen var også venlig og hun så mig, underligt nok, heller ikke som vanskelig af samarbejde med, på trods af, hvor hårde følelsesmæssigt vores samtaler var. Jeg blev på magisk vis forvandlet fra besværlig, på tværs, usamarbejdsvillig borger til søde, høflige Louise, alt sammen ved hjælp at noget så banalt som venlighed og respekt.

Så hvis socialrådgivere ikke møder andet end sure borgere, skal de måske i endnu højere grad være opmærksomme på, alligevel at gå ind til hvert nye møde med venlighed og et smil, for måske smitter det? Måske virker borgerne sure, fordi de aldrig er blevet behandlet som rigtige mennesker af systemet før?

L.B. viste, at selv når svaret er nej, er det til at bære, hvis det bliver sagt på en venlig måde, at et empatisk menneske.

9. Sig fra, hvis du tør!

Her mener jeg overfor din chef.7 sagsbehandlere på 7 år, den ene en 28 årig nyuddannet, som ikke var i jobbet i mere end 3 måneder. Det siger noget om, at der på landets kommuner er et meget hårdt arbejdsklima. Kommunerne skal spare og socialrådgiverne er dem der ofte skal overbringe den ene dårlige nyhed efter den anden. 

På et tidspunkt for nogle år siden tænkte jeg ofte over, hvorfor alle mine sagsbehandlere var så uordentlige og en jeg kender sagde, at det er fordi de gode, empatiske socialrådgivere ikke kan holde til jobbene på kommunerne, så der til sidst kun er de “onde” eller de “hårde” tilbage. 

Det syntes jeg er så trist! Både fordi de sårbare borgere har BRUG FOR de empatiske socialrådgivere, men også fordi jeg syntes det er synd for de mennesker, der bliver slidt op i deres job, så de må sygemelde sig eller søge væk. Det bør ikke være sådan, at man på sit arbejde enten må lukke ned for sine følelser eller sige op!

Jeg er fuldstændig overbevist om, at langt de fleste går ind i faget fordi de er varme empatiske mennesker, der brænder for at gøre en forskel! Lad os værne om dem der brænder for det, uden at de brænder ud!

L.R. skulle have læst op på min sag, set hvor betændt den var og have insisteret på at få sin leder med. Og andre, som igen og igen sidder overfor borgere som bryder sammen, eller som måske endda bliver fysiske eller højrøstede, skal passe på dem selv, først og fremmest. Så må dem der laver reglerne for en gangs skyld selv komme ud fra deres kontorer og se den virkelighed i øjenene som de skaber. 

L.B. sagde fra overfor sin chef og ændrede tingene for mig til det bedre, efter 5 år.

Jeg har fået det fortalt efterfølgende, for jeg husker selv kun ganske få glimt fra den forfærdelige fredag, hvor kommunen underkendte VISOs rapport og fastholdt deres tilbud til mig. Jeg har fået fortalt, at der var en masse ringen frem og tilbage mellem L.B. og min reservemor og at L.B. gik ind til sin chef og sagde, at hun ikke ville være med mere. At det skulle stoppes nu ellers tog hun ikke ansvar for følgerne. (L.B. må rette mig hvis dette ikke er gengivet korrekt, jeg fortæller kun videre hvad jeg fik at vide af min reservemor) 

Det blev stoppet og jeg fik 6 måneders pause fra systemet hos Asgaard og derefter et tilbud jeg rent faktisk kunne bruge. Et tilbud jeg har den dag i dag.

10. Mennesker, der kan opføre sig ordentligt, gør det.

Citatet er tyvstjålet fra en af mine helt store helte nemlig Bo Hejlskov Elvén.

Måske burde det i virkeligheden være bud nr. 1. Men nu får det i stedet lov til, at være det sidste, i håbet om, at hvis i kun husker 1 bud fra denne liste, så er det dette.

Mennesker, der kan opføre sig ordentligt, gør det. 

Husk det, når i sidder og er irriterede over endnu en klient, som bare ikke vil samarbejde, som hele tiden er på tværs. Måske er det slet ikke ham/hende, der er på tværs, men dig og det system du repræsenterer, som stiller for høje krav? Hvis udgangspunktet fra socialrådgiverens side altid er, at lave tvivlen komme klienten til gode, og gå ud fra, at klienten gerne vil, men måske ikke kan, så tror jeg man når meget længere i samarbejdet. 

Husk, at det er systemet, der er den stærke og klienten, der er den sårbare, ergo må det også være systemet, der skal gøre den største indsats for at få samarbejdet til at fungere på en god måde.

De fleste der ender i systemet gør det efter en lang forudgående række nederlag. De ligger allerede fladt ned. Lad være med at trampe dem længere ned, ved at møde dem som besværlige eller rigide.

Hjælp dem med at rejse sig, giv dem tid til at få vejret, se dem i øjnene som en ligeværdig, prøv og smit dem med dit humør og overskud, det har de brug for! Derefter kan i sammen finde en vej fremad.