Jeg har desværre ved flere lejligheder hørt tale om, at autistiske kvinder oftere bliver udnyttet eller udsat for overgreb/grænseoverskridende situationer end ikke-autistiske kvinder, pga deres nedsatte evne til at aflæse sociale signaler, og til at gennemskue hvad bestemte typer aftaler indebærer og i sidste ende til at vide hvordan de på en socialt acceptabel måde slipper ud af en ubehagelig situation, når de befinder sig i den. 

Jeg har hørt om det fra flere kilder, det er ofte noget, der bliver nævnt i oplæg fra fagpersoner om seksualitet. 

Først og fremmest syntes jeg, at det er fantastisk, at der endelig begynder at komme fokus på emnet seksualitet. Det har tidligere været som om, at man foretrak ikke at tænke på, at autistiske mennesker har lyst til og brug for sex og derfor blev der kun talt om det, når der var problemer. Når en beboer på et bosted udviste upassende seksuel adfærd, så blev der talt om det. 

Men vi skal også huske at tale om det inden det når dertil. Vi skal også huske at tale med de unge autistiske mennesker, som tilsyneladende ingen problemer har på det område, og ikke bare gå ud fra at de lærer det hen ad vejen, for det kan nemlig være rigtig svært for mennesker, som har svært ved det sociale og som kan have svært ved at aflæse andre. 

Jeg havde seksualundervisning i skolen og kunne tale åbent med min forældre, men det handlede altid og kun om sex i forbindelse med kærlighed, forplantning og sygdomme. 

Der var ingen der talte med mig om sex uden kærlighed (altså at have sex fordi det er dejligt, ikke for at udtrykke kærlighed til sin partner) og der var SLET INGEN der talte med mig om sex uden en partner, på trods af, at det er den sikreste måde at have sex på hvis man både vil undgå graviditet og sygdomme. 

Der var heller ingen der talte om nydelsen ved sex. Det var noget man gjorde når man elsker en, ingen sagde hvorfor. 

Første gang jeg fandt ud af hvad ordene “onani” og “orgasme” betød var i min storesøsters ungdomsblade. På det tidspunkt havde jeg i flere år vidst hvad HIV var og hvordan man bliver gravid. 

Der skete et skred i vores syn på kvinders seksualitet med tv-serien Sex and the City. 

Jeg lærte meget af den serie! 

Om alt det som ingen talte om. 

Om sex for nydelsens skyld, om sex med sig selv, om ikke at skamme mig og om, at der er ok at have lyst. Sundt ligefrem. Og vigtigst af alt: at jeg ikke behøver vente på, at en siger “jeg elsker dig”, hvilket pga fordommene omkring min autisme, har vist sig at være vanskeligt at finde, før jeg kan udleve min seksualitet.

For hvad så? Skal jeg undvære at opleve glæderne ved min seksualitet fordi de mænd jeg har mødt åbenbart har været for fordomsfulde eller bare ikke har følt noget for mig? Det er da ikke fair! Og hvad nu, hvis jeg ikke har lyst til at have en kæreste? Må jeg så aldrig have sex? Sex and the City hjalp mig med at give mig selv lov. Den hjalp mig til at turde gå efter det, hvis jeg har lyst og det føles rigtigt. Det har givet mig mange vidunderlige oplevelser. Og dem der dømmer mig for det, må bare se at komme med ind i det rigtigt årti. 

Men med til et aktivt sexliv, uden en længerevarende fast partner, hører også en vis risiko. 

For nogle gange er folk bare ikke som man troede og nogle gange er kemien der ikke. 

Jeg startede med at skrive om autistiske kvinder som ender i ubehagelige situationer pga de manglende sociale evner deres autisme medfører. Jeg har 2 gange været i sådan en situation. Den ene var rigtig grim og den har jeg ikke lyst til at skrive om, den anden vil jeg prøve at beskrive her. 

Jeg vil dog gerne starte med at understrege, at jeg gik FRIVILLIGT med til begge situationer. JEG traf et valg og gennemførte noget jeg ikke havde lyst til, af mangel på alternative handlemåder. INGEN af de to mænd gjorde noget grimt ved mig og ingen af dem er skyldige i noget som helst. Det er ikke et #metoo opslag. Det er et “lær af det og snak med jeres døtre”-opslag. 

Jeg havde mødt den sødeste mand over Tinder og vi havde skrevet dagligt sammen i en god uges tid og var blevet glade for hinanden. Han var dog noget mere forelsket i tanken om os end jeg var, mest fordi jeg holdt tilbage indtil jeg havde mødt ham, fordi jeg ved hvor meget kemi betyder. 

Vi fik endelig lavet en aftale om at mødes. Jeg skulle hjem til ham og spise middag. 

Jeg overholdt singlepigens regel nummer 1 og sendte naturligvis mandens navn og adresse til en god ven med en aftale om at jeg ville skrive, når jeg var på vej hjem. 

Jeg tog toget og manden hentede mig på stationen. Vi gik en omvej hjem til ham. Jeg kunne rigtig godt lide ham! Han ville gerne kysse, og selvom jeg syntes det var lidt grænseoverskridende at kysse en mand, jeg lige havde mødt, et offentligt sted, så gik jeg med til det fordi jeg ikke ville starte med at virke for afvisende, fordi jeg jo altså godt kunne lide ham. 

Hjemme i hans lejlighed ville han mere. Jeg havde brug for mere tid, men jeg vidste simpelthen ikke hvordan jeg skulle sige nej uden at sige nej. Altså jeg vil ikke nu, men vil måske gerne senere. Det var som om han havde en forventning om, at vi var så glade for hinanden allerede, at vi selvfølgelig skulle have sex, som to elskende der har længtes efter hinanden i lang tid. Men mine følelser rakte ikke længere end til, at jeg syntes han var sød og gerne ville se hvor det bar henad. 

Men hvad, tænkte jeg, jeg har måske ikke lyst lige nu, men hvis han nu er god, så kan det være jeg får lyst lige om lidt. Så jeg fortsatte og håbede, at jeg fik lyst. 

Desværre skete det modsatte. Jo længere det skred frem, desto mindre lyst fik jeg, hvilket til sidst betød, at jeg følte en fysisk aversion imod ham, decideret kvalme af væmmelse! Jeg ville ikke røre ved ham og ville ikke have han rørte ved mig! 

Men vi var så langt henne. Jeg kan jo ikke sig nej nu? Så ødelægger jeg det hele. Hvis jeg nu lige prøver at kigge på ham en gang til, jeg kan jo godt lide ham. Giv det nu en chance. NEJ! Jamen hvordan siger man nej på det her tidspunkt?

Sådan kørte tankerne rundt i hovedet på mig. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle stoppe den situation jeg var havnet i. Jeg vidste ikke, om jeg selv havde gået med til B når jeg nu havde sagt A. 

Så jeg traf en beslutning. Den samme beslutning jeg havde truffet et års tid før i en helt anden situation: at den eneste måde jeg kunne overskue at få det stoppet på, var at gennemføre. Få det overstået. Så hurtigt som muligt. 

Jeg skrev til min gode ven bagefter som tilbød at komme og hente mig. Jeg sagde nej. Jeg ville afslutte det her ordentligt. Manden jeg var sammen med var sød og fortjente ikke at få at vide, hvor forfærdeligt det havde været for mig. Men jeg bad min ven om at holde sig i nærheden af sin telefon. Være der for mig. Og det var han. 

Jeg gennemførte et meget behageligt måltid med manden jeg var på besøg hos. Vi snakkede godt sammen. Jeg kunne virkelig godt lide ham. Og jeg prøvede at tvinge mig selv til at give det en chance, men jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne holde ud at han skulle røre mig igen. Jeg var meget ked af det. 

Jeg tog toget hjem, skrev med min ven hele vejen hjem og skrev til manden dagen efter og “slog op”.

Folk siger til mig, at man altid må sige nej, på ethvert tidspunkt før eller under akten. 

Men der er ingen der har fortalt mig hvordan man helt konkret gør. I hvert fald ikke, når det er med en mand man selv har lavet en aftale med og en mand man faktisk godt kan lide, og derfor gerne vil holde muligheden for et forhold åben. Jeg kunne virkelig godt se mig selv i en fremtid sammen med den mand! Vi ville de samme ting. Så hvis jeg havde sagt nej, havde jeg så måske ødelagt en potentiel fantastisk fremtid med en dejlig mand, fordi jeg hellere ville vente en halv time? 

Jeg skyder kun sjældent skylden på min autisme, men sagen er den, at jeg simpelthen ikke kunne gennemskue, hvad det ville indebære at sige nej, jeg anede ikke hvordan de sociale regler er i sådan en situation, hvad jeg skulle sige, hvordan jeg skulle sige det, så det var socialt acceptabel adfærd. Jeg manglede simpelthen det sæt spilleregler til sådan en situation og besluttede derfor, at udholde nogle minutters ubehag fremfor muligvis at tabe ansigt/opføre mig uacceptabelt. 

(Og jeg vil gerne igen understrege, at manden var meget sød! Han pressede mig ikke, han tvang mig ikke. Jeg sagde helt konkret ordet “ja” (selvom jeg ville ønske, både dengang og nu, at jeg havde sagt “nej”) Der var altså samtykke. Hele vejen igennem! Hvis det var et overgreb, og sådan føles det, dengang og nu, så var det er frivilligt overgreb)

Der er en nem løsning på problemet. Den løsning min mor nok ville foretrække: lad være med at sætte dig selv i sådan en situation igen. Ingen dates. Vent til du er forelsket med at indlade dig seksuelt med en mand. 

Og ja, det er da også rigtigt nok. 

På samme måde, kan vi også blive indendørs, fremfor at lære reglerne i trafikken. 

Og så kan vi gå glip af en hel verden fuld af vidunderlige oplevelser! 

Jeg HAR lært af mine to frivillige overgreb. 

Jeg har lært at mødes med mænd et offentligt sted og kun invitere dem med hjem når det føles rigtigt... for det meste. 

Men jeg har heldigvis flere oplevelser, hvor det omvendte et sket, hvor kemien var der og vi havde en dejlig aften sammen, nogle gange uden at der var mere i det end det. 

At være voksen og at insistere på at få mest muligt ud af sit liv indebærer risici. Og sagen er den, at jeg pga min autisme er mere udsat for at ende i de risikofyldte situationer, situationer jeg ikke kan overskue. Men det betyder vel ikke at jeg skal stoppe med at få mest muligt ud af mit liv? Det betyder vel bare at jeg, som autist, skal være bevidst om dette og tale med nogen som kan lære mig at håndtere de situationer når de opstår  (det er her det også ville være rart hvis man i skolens seksualundervisning lærte unge hvad onani er, så de havde et alternativ til at ende i sociale situationer de ikke er klar til)

Og som autist, skal jeg have tingene at vide langt mere konkret end ikke-autister. Det er altså ikke nok, at fortælle mig at “du kan altid sige nej!” Jeg har brug for at vide, hvordan, hvornår og hvad et nej muligvis vil indebære. Helt ned på replik-for-replik niveau. 

Og ikke kun for at kunne navigere i tilfælde som det beskrevet her. Der findes meget mindre former for frivillige overgreb. 

Jeg er en “pleaser” og vil gerne gøre folk glade, derfor skal jeg (og andre ligesom mig) passe meget på i seksuelle forhold med andre, at vi ikke sætter os selv til side for deres skyld. I mange år ønskede jeg mig så brændende en kæreste, at de jeg endelig fandt en, fandt jeg mig i meget mere, meget længere end jeg ville gøre i dag (ikke som i han gjorde noget ved mig, men mere som i at han ikke prioriterede mig og jeg fandt mig i det for ikke at miste ham. I dag ville han være røget ud efter 3 måneder!) Det kan også være, at man har en sanseoverfølsomhed for at blive rørt på en bestemt måde, men ikke siger det til ens partner, enten fordi man ikke ved hvordan eller fordi man er bange for at det lyder sært og man bliver alene igen. Det kan være at ens partner gerne vil noget, man ikke selv vil, men går med til alligevel fordi det forventes. Eller kæresten vil flytte ind, men man vil egentlig helst selv blive boende alene for at have ens eget, hvor man kan lade op, men når man har en kæreste, så flytter man jo sammen. (Åh, det djævelske ord “burde”! Slipper vi aldrig for det?)

Der er mange former for små overgreb, som især kvinder med autisme er utrolig sårbare overfor og som kun viden omkring hvad der forventes, og hvad man kan gøre, kan beskytte dem fra. For hvis et hvert forhold skal blive en succes for os bliver vi nødt til at respektere vores egne grænser og kræve at andre gør det samme. (Dette gælder alle forhold! Jeg har også haft veninder, som behandlede mig forfærdeligt, hvor jeg fandt mig i det fordi en dårlig veninden vel er bedre end ingen)

Jeg lærte fra ungdomsblade og Sex and the City. Hvis vi ikke taler med de unge om de her ting, lærer de det på egen hånd, som jeg gjorde. Nogle måske fra pornofilm, som jo på ingen måde adresserer de mange følelser der er involveret når man er intimt sammen med et andet menneske og som i hvert fald SLET IKKE lærer nogen noget om kvinders lyst, eftersom kvinder i pornofilm altid har lyst, stort set uden forspil. Har vi virkelig lyst til, at der er der vores unge skal lære om sex? 

Jeg er ikke et offer. Jeg skriver ikke det her fordi jeg vil have medlidenhed (eller gode råd!) Jeg gik ind til begge mine frivillige overgreb med åbne øjne. Jeg traf et valg. 

Jeg skriver det her, fordi jeg er træt af, at vi kun taler med autistiske (eller handicappede) unge om deres seksualitet EFTER det ubehagelige er sket. 

Er det ligesom med sex på plejehjem? Vi ved godt det er der, men vi har ikke lyst til at tænke på det? Er der derfor vi undgår emnet? Fordi tanken om at handicappede mennesker har lyst til sex ikke er rar? Fordi tanken om at vores børn har sex, og måske endda (Gud forbyde det!) tilfældig sex, ikke er rar? 

Det er meget muligt, men med ganske få undtagelser, så HAR handicappede, autistiske og/eller ældre mennesker altså en seksualitet og et sexliv og alle fortjener, at det skal være en dejlig oplevelse for dem! Og det kan det blive, hvis vi taler med dem om det. Konkret hvis de har brug for det. Jeg var på sexmesse med en af mine kontaktpersoner fra Asgaard. Vi gik og kiggede på dildoer. Det var fedt! (Det var knap så fedt da jeg skulle hjem i bussen, med mit nyindkøbte legetøj i en plasticpose!)

Jeg har haft to grimme oplevelser. To frivillige overgreb, som når jeg tænker på dem, giver mig lyst til at stille mig ud under bruseren og skrubbe mig med en stålbørste! 

Men de overskygger på ingen måde de vidunderlige oplevelser jeg har haft! Og jeg har altså indtil videre aldrig haft sex med en, hvor vi var gensidigt forelskede i hinanden. Så fraværet af romantisk kærlighed behøver ikke være ensbetydende med fraværet af dejlig sex.

Jeg har følt ting hvor jeg tænkte: “ved folk godt at det kan være så godt? Og hvis de ved det, hvordan får de så nogensinde noget lavet?” 

Min seksualitet er en kilde til stor glæde i mit liv. Skulle jeg snydes fra det, for at undgå enkelte ubehagelige oplevelser? Skulle jeg snydes fra det fordi jeg har autisme og dermed har sværere ved at navigere socialt end andre?  Og skal jeg snydes fra det fordi jeg enten ikke kan eller ønsker at finde en kæreste? 

Hvad end vi kan lide det eller ej, er vores seksualitet en del af os alle sammen. Den vil blive udlevet på den ene eller den anden måde. 

Det er op til os at sørge for at udleve den på den bedst tænkelige måde. 

Og det er op til jer, pårørende og professionelle, at give os de bedst tænkelige forudsætninger for at det kan lade sig gøre.