Intro til blogindlæg.

Jeg har brug for, at sige et par ord om mit blogindlæg “Jeg er ikke bange for at dø”, inden du læser det. Det har jeg fordi blogindlægget handler om et meget svært og meget tungt emne; nemlig selvmord og selvmordstanker. Et emne hvor folk i sagens natur, har meget stærke følelser, hvilket jeg oplevede, da jeg sendte et udkast at indlægget ud til gennemlæsning.

Med denne lille intro vil jeg gerne anerkende, at jeg fuldt ud forstår den ubeskriveligt store smerte pårørende sidder med. Men den kan jeg ikke skrive om for jeg er ikke pårørende. 

Jeg har skrevet om mine tanker og erfaringer om emnet, set indefra gennem mange år.

Jeg ønsker ikke at støde nogle eller påføre dem smerte eller dårlig samvittighed. Det eneste jeg ønsker er, at vi begynder at tale om det. Får brudt det kæmpe tabu det er, at have tanker om at tage sit eget liv.
Fordi budskabet er så vigtigt (og fordi jeg er autist) vil nogle formuleringer måske være sat lidt hård eller sort/hvidt op. Dette er ikke gjort for at ramme nogen, men for at understrege min pointe. Det håber jeg I vil huske.

Derfor vil jeg gerne opfordre til, at du, som læser og muligvis pårørende, spørger dig selv om det er vigtigt, at du læser dette. Hvis det kommer til at gøre ondt på dig, så skal du måske skåne dig selv og springe det over.

Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg faktisk besluttede at skrotte dette indlæg, efter første tilbagemelding, fordi denne var så voldsom. Og jeg har før udtalt mig om kontroversielle emner, hvor tonen er blevet hård og jeg er blevet meget ked af det.

Manges kommentar til det er, at hvis jeg ikke kan tåle mosten, så skal jeg lade være med at udtale mig. Men i så fald kommer vi kun til at høre fra de stærke i vores samfund. Og jeg syntes det er så vigtigt, at vi også høre fra de svage og sårbare, som jeg.

Derfor håber jeg, at i som læsere vil huske, at forfatteren til dette indlæg (mig) har skrevet om nogle meget smertefulde episoder i mit liv, om noget jeg har tiet med i årevis, og at jeg er et levende og sårbart menneske. Det håber jeg i vil huske i jeres kommentarer og holde tonen ordentlig og respektfuld. 

Det er ok at have en anden holdning end mig, men det ændrer ikke på de erfaringer jeg har haft, og som jeg har skrevet om.

- Louise

“Jeg er ikke bange for at dø”

Det står tatoveret på min højre fod, på engelsk. Det er en linje fra min yndlingssang med min favoritkunstner Nick Cave. Men det er også en linje, der siger meget om mig.

Jeg har levet på kanten af livet i mange år. 

Ikke fysisk. Fysisk har jeg, så vidt jeg ved, aldrig været i nogen form for fare. Men et langt liv, og en næsten lige så lang kamp mod depressioner gjorde, at jeg i mange år levede derude, hvor jeg nærmest kunne række ud og røre ved døden, så tæt var den på. Selvmord var for mig ikke et spørgsmål om hvorvidt, men mere et spørgsmål om hvornår.

Det lyder vældig dramatisk, måske ligefrem melodramatisk, men jeg prøver faktisk at beskrive præcis det modsatte, for det er for alle jer andre det er dramatisk, for mig var det hverdagen. Tanker om døden, både på det lavpraktiske og det spirituelle (hvad sker der bagefter?) plan, var hyppigere og mere dagligdags for mig, end tanker om lykke. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig var glad, slet ikke! Jeg var ofte glad, men lykke, altså den dybe følelse man kan mærke helt ind i sjælen, den har jeg først oplevet de sidste par år. Den er ny. Men den er der nu. Det var den ikke før og det er derfor jeg først kan skrive dette nu, fordi jeg ved, at det ikke længere vil skræmme mine pårørende fra vid og sans. Samtidig syntes jeg det er så vigtigt, at det bliver skrevet. Eller sagt. For hvordan skal vi nogensinde kunne forstå folk med depressioner og selvmordstanker, hvis ikke os der har levet med det taler om det? Så hører vi kun fra de pårørende, og med al respekt, men de ved ikke hvordan det er. Og der er nogle ting vi skal have ændret i den måde vi taler om mennesker på kanten af selvmord.

Det første er bebrejdelsen. Alle steder hvor nogen har skrevet noget om selvmord vil der være mindst en kommentar indeholdende ordet “egoistisk”. Mennesker, der tager deres eget liv, er egoister. Jeg har selv oplevet både bebrejdelse og vrede langt oftere end noget andet, de få gange jeg har forsøgt at tale med nogen om mine selvmordstanker, hvilket ikke har resulteret i, at jeg har fået det bedre eller er kommet bare en millimeter længere væk fra at tage mit eget liv. Det eneste det har resulteret i er, at jeg holdt op med at tale med nogen om mine tungeste tanker og dermed skulle bære dem selv, hvilket om noget kun gjorde de pågældende situation værre, fordi jeg ud over, at skulle leve med den smerte, der gav mig lyst til at tage mit eget liv, også skulle leve med vreden og smerten fra mine pårørende.

Egoistisk? Hvis der er noget mennesker med selvmordstanker ikke er, så er det egoistiske! Tør man, som min yndlingsforfatter David Mitchell, vende den om og spørge om det ikke er mere egoistisk, at forlange, at ens kære skal leve et liv i ubærlig smerte, dag efter dag, bare for at spare sine pårørende for smerte? Og det er netop hvad mange med depressioner gør; de holder sig i live for deres kæres skyld, dag efter dag efter dag, i en tilværelse som kan være så mørk og glædesløs, at i slet ikke kan forestille jer det. De er ikke egoistiske, de har bare ikke længere kræfter til at leve for andres skyld. Derudover er der mange selvmordstruede (i hvert fald mig) der faktisk netop føler, at de bør tage deres eget liv for at skåne deres pårørende for den konstante bekymring og belastning man er. En fejlagtig følelse, har jeg senere erfaret, men ikke desto mindre en følelse jeg havde mens jeg var i det; at de var bedre tjent, hvis de ikke skulle være bekymrede hele tiden. Derfor kan selvmord faktisk siges at være præcis det modsatte af en egoistisk gerning. 

Soldater der drager ud og dør for deres land bliver hædret. Jeg syntes der burde være en mur med navnene på alle de mennesker, der har taget deres eget liv, og de burde hædres som de helte de er. For de kæmpede! De kæmpede hårdere end nogen superhelt. De kæmpede for deres liv, for deres pårørende, men de tabte tilfældigvis kampen. De var ikke egoistiske. De tabte en, for manges vedkommende, årelang krig. 

Hvordan kan det være, at hvis man for eksempel har kræft i mange år, og til sidst bukker under, så “tabte man kampen mod kræft”, men hvis man har været deprimeret i mange år og simpelthen ikke kan klare der mere, så er man egoistisk?

Og lad mig lave en sammenligning mere med kræftramte. For det er nemlig en anden ting vi skal have ændret i vores tilgang til folk med selvmordstanker: Hvis jeg finder en lillebitte knude i mit bryst, så vil et helt arsenal af tilbud og behandlinger blive sat i værk, for så hurtigt som muligt, at få knuden ud, få mig gjort rask, holde mig i live. Men hvis jeg har ondt i sjælen, så er det faktisk først når jeg står helt ude på kanten, at jeg kan få hjælp. Jeg oplevede det selv for nogle år siden, da jeg fik store problemer med at styre min spiseforstyrrelse igen. Jeg henvendte mig til psykiatrien, men nåede aldrig længere end til den indledende samtale før min sag blev afsluttet. Årsag: for meget sygdomsindsigt. Med andre ord: kom tilbage når du er døende, så kan vi måske hjælpe dig. Ikke noget med at hjælpe mig med at tage problemerne i opløbet. Derudover har psykologer kvoter for hvor mange de må tage ind om året med henvisningen Depression eller angst. Dvs. At hvis du har pengene til selv at søge behandling og det tilfældigvis er i slutningen af året, så er de fleste psykologers kvote brugt og du kan først komme til efter nytår, i bedste fald. 

Kan i forestille jer hvis fysisk syge blev mødt på samme måde som psykisk syge? “Knude i brystet siger du? Jamen kære frue, den er så lille så det kan du nok klare selv, hvis du bare lige tager dig sammen. Tænk dog på din familie! Vi kan først hjælpe dig når du er rigtig syg. Så henvender du dig på akutmodtagelsen og så finder vi en seng til dig.” Kan i ikke godt se det?

Der er ingen Knæk Selvmord tv-shows, ingen indsamlinger, ingen smykker ved disken i Føtex. For der er ingen der taler om det.

Jeg underkender ikke den enorme smerte de pårørende står med! Slet ikke. 

Og jeg forstår nu (det gjorde jeg ikke dengang) at det er en sorg de pårørende aldrig kommer over. Jeg forstår også, at de efterladte står tilbage med tanken: kunne jeg have gjort mere? Svaret er simpelt: Nej. Det kunne du ikke. For hvis du kunne, så havde du gjort det. Det lover jeg dig. Mennesker gør nemlig hvad de kan.

Jeg taler for at dødsfald som følge af depression, bliver sidestillet med dødsfald som følge af enhver anden sygdom og ikke bliver mødt med vrede og fordømmelse. Ikke bliver bebrejdet og skammet til tavshed. 

Og så prøver jeg, som insider, at fortælle jer, at hvor stor de efterladte pårørendes smerte end er, så var vedkommende, der tog sit liv’s smerte tusind gange værre! Så lad jeres trøst være, at jeres kære traf sit eget valg og har fået fred. Måske for første gang i mange år!

Jeg siger ikke, at vi skal hylde selvmord, eller skal lade folk tage deres liv i flæng. INGEN burde nogensinde komme så langt ud, at det bliver deres løsning! Vi skal gøre ALT, som samfund og som pårørende, for at hjælpe dem, der som jeg gjorde, lever helt ude på kanten. Men på side 1 i håndbogen om at gøre alt, bør der stå med store fede bogstaver: Lyt uden fordømmelse og vrede!

Jeg ville gerne have kunne tale med nogen om mine jævnlige selvmordstanker. Uden at de flippede ud. For det faktum, at jeg havde tankerne, var ikke det samme som at jeg ville gøre alvor ud af dem. Regn selv efter: over 30 år med selvmordstanker og jeg er her endnu! Det betyder at tankerne i sig selv ikke er farlige. Det farlige er når man kommer derud hvor man gør alvor af dem. Og i drømmer ikke om hvor meget der skal til før man kommer derud! Hvor meget man har skulle bære. Og der er større sandsyndlighed for, at man kommer derud, hvis man er alene med tankerne.

Mine selvmordstanker var faktisk i de senere år en stor trøst for mig. Det lyder måske lidt vanvittigt. Men sagen er, at når mine tanker og mit sind var så formørkede, at jeg næsten ikke engang kunne huske hvordan det føles at være glad, så var det en trøst for mig at vide, at når/hvis jeg ikke kunne bære mere, så kunne jeg komme herfra. Jeg havde en udvej, en sidste udvej, til når jeg simpelthen ikke kunne mere. Den vished, den mulige udvej, tror jeg er årsagen til, at jeg aldrig behøvede bruge den. “Jeg gør det i morgen”, sagde jeg tit til mig selv, og sagde så det samme dagen efter. Med det resultat, at døden ikke længere var en stor, skræmmende ting, men en trøst og tryghed, nærmest som en gammel ven. For mig er selvmordstanker ikke altid et tegn på, at jeg har et ønske om at dø, men mere en strategi til at klare et til tider meget svært liv.

Jeg tror aldrig jeg kommer dertil, hvor døden bliver der værst tænkelige, som den er for mange. For mig er et liv i smerte, uden livskvalitet langt værre end intet liv! Men det gør også, at jeg har utrolig svært ved at forstå hvorfor andre er så skræmte over døden, og tanker om døden, at de hellere vil skælde ud på et menneske i smerte, end at tale åbent om det.

Den dag i dag er jeg depressionsfri og har ikke længere jævnlige selvmordstanker. 

Og selv her bagefter hænger stigmatiseringen ved. Folk der har været igennem der føromtalte kræftforløb beskriver tit sig selv som “overlevende”. De overlevede kampen mod kræft. Har vi nogensinde hørt en psykisk syg stå frem med samme stolthed og beskrive sig selv på samme måde? Næh, ikke rigtigt. 

Nå, men så lad da mig være den første: Jeg overlevede over 30 år med depressioner. Jeg har overlevet periodiske daglige selvmordstanker. Jeg har overlevet 2 konkrete episoder, hvor tankerne var ved at blive til handling. Jeg fortjener ikke at blive udskammet, eller at få at vide at jeg er egoist for det jeg har været igennem; jeg fortjener en fucking medalje!