Jeg har skrevet om hundene og om min kat, men måske er det ved at være på tide, at jeg prøver at skrive lidt om Muldvarpen. 

Jeg har nemlig en muldvarp. Jeg har haft den siden jeg var teenager. Den bor oppe i mit hoved. 

Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg fik min muldvarp, men sådan er det vel ofte? Man opdager dem først, når de stikker hovedet frem. Min muldvarp kom snigende. 

I begyndelsen var vi bedste venner, jeg fodrede og plejede den og den voksede sig stærk. Jeg vidste godt, at det ikke var sundt for mig, at jeg skulle modarbejde den, at den fik mig til at skade mig selv, og derigennem min familie, men jeg kunne godt lide den følelse den gav mig. Jeg følte mig stærk, som om jeg kunne alt. Når man kan fornægte et af de mest basale behov her i livet, kan man så ikke alt? Den gav mig orden og struktur i det kaos mit liv var på det tidspunkt. Min muldvarp og jeg havde tjek på alting, ned i de mindste detaljer. Når jeg havde været dygtig, blev jeg belønnet med søde ord, når jeg havde syndet, blev jeg straffet. Der var rene linier. Muldvarpen lokkede med søde løfter: jeg kunne endelig blive tynd, for tynde mennesker, sagde den, er mennesker med tjek på tingene, de er populære, smukke. Hvis jeg var rigtig dygtig, kunne jeg måske endda blive så tynd, at jeg simpelthen blev væk, ikke dø, bare blive væk, gennemsigtig, usynlig. Og hvis folk ikke kunne se mig, så lod de mig måske være? Så holdt de måske op med, at stille krav?  Hvis jeg kunne blive helt væk, så kunne mine forældre måske få ro og komme videre. Så behøvede de ikke bekymre sig mere. 

Det var forjættende tanker og jeg forsøgte alt hvad jeg kunne, at gøre som min muldvarp sagde, så jeg kunne opnå dette. Men selvom det var mig der fodrede muldvarpen var den ikke sød ved mig. Den brugte hårde ord og hårde metoder. Fortalte mig, at jeg var fed og grim. At jeg var svag, at jeg skulle tage mig sammen. At ingen elskede mig, de lod bare som om. Kun muldvarpen selv brød sig om mig, og kun hvis jeg gjorde hvad den sagde!

Til sidst ville jeg gerne af med min muldvarp, men jeg vidste ikke hvordan. Vi havde jo kun hinanden. Det var lykkedes den, at få mig til at tro på, at alle andre hellere ville være fri for mig. Og hvis jeg skilte mig af med muldvarpen; ville jeg så blive alene igen? Svag? Ville kaos vende tilbage? Til sidst tog jeg mig af min muldvarp simpelthen fordi jeg ikke kunne overskue konsekvenserne ved at lade være!

Kort tid efter min autismediagnose blev jeg sat på antidepressivt medicin. Muldvarpens stemme blev svagere. Til sidst var det som om den var helt væk.

Diagnosen åbnede for viden, en anden, sundere viden om hvordan jeg kunne få orden på kaos, få struktureret mit liv, så jeg kunne overskue det igen. Min autismediagnose gjorde mig til den det altid var meningen jeg skulle være! 

Jeg hørte svagt muldvarpens stemme i de følgende år. Jeg lærte dens stemme at kende, så jeg ikke forvekslede den med min egen stemme. 

Men muldvarpen var undertrykt, den var ikke væk, og jeg havde aldrig lært at håndtere den. Et medicinskift slap for nogle år siden alle mine medicin-undertrykte følelser fri igen. Muldvarpen slap også fri. Jeg havde et valg foran mig: skulle jeg tilbage på medicinen, eller skulle jeg en gang for alle få lært at navigere i den jungle, et voksent følelsesliv er? Det var ikke noget svært valg! 

Af alle følelser jeg har skulle lære at kende, har det til tider brutale gensyn med muldvarpen været hårdest. Jeg troede jeg var sluppet af med den! Men når jeg mindst venter det stikker den sit grimme hoved frem igen og hvisker onde ting i mit øre, altid når jeg er allermest sårbar. 

Min livsstil nu er meget sund. Den inkluderer meget motion og meget fokus på sund og korrekt kost. Det kan min muldvarp rigtig godt lide. Så selvom jeg gør alt hvad jeg kan for ikke at fodre den, så er det som om den alligevel samler lidt krummer op og holder sig i live. Og det er som om jeg taber flest krummer, når jeg er stresset, og muldvarpen vokser sig stærkere.

Nogle gange føles det som om den er ved at blive lige så stærk som førhen. At den er så stærk, at jeg bliver nødt til at gøre, hvad den siger, for at slippe for dens onde ord. Men jeg har har lært dens stemme at kende! Jeg ved at den lyver! 

Så selvom jeg kan se i spejlet, at den har ret, at jeg er blevet fed af det ekstra stykke brød, så ved jeg at det er muldvarpens stemme, der styrer mig og jeg finder min egen stemme frem, tænker i stedet for at føle, og minder mig selv om, at det rationelt set ikke kan lade sig gøre.

Nogle gange taler muldvarpen så højt, at jeg bliver meget ked af det og angst og ville gøre hvad som helst for at slippe af med den. Nogle gange tænker jeg, at den måske tier stille, hvis jeg føjer den. Men jeg ved bedre! 

Jeg er begyndt at indse, at min muldvarp skal bo hos mig resten af mit liv, en konsekvens af, at jeg i sin tid fodrede og plejede den så godt.

Jeg forsøger at lave rum til den i mit liv. Et lille sted hvor den kan være, med sine onde ord og hensigter, hvor den gør så lidt skade som muligt, når den bliver vred. Jeg er ærlig omkring min muldvarp, så familie og venner bedre kan hjælpe mig til at være stærk, når den spiller med musklerne. Jeg har nemlig opdaget, at muldvarpe trivedes bedst i mørke. Jo mere jeg bringer den frem i lyset, desto mindre magt får den over mig. Jeg kender andre, som også har en muldvarp i deres liv og vi hjælper hinanden, med de ting som andre aldrig vil kunne sætte sig ind i eller forstå. 

Min strikse kost og motionsplan, som måske kaster krummer af til muldvarpen, sørger også for at det aldrig bliver til mere end krummer, for når jeg ved hvad jeg plejer at spise og hvad mit aktivitetsniveau plejer at være, kan muldvarpen ikke snyde mig! Følelser kan nemlig ikke overtrumfe fakta! 

Og muldvarpens ultimative våben, vægten, har jeg en gang for alle taget fra den. Jeg ved, at hvis jeg giver den det våben, så har den vundet. Jeg ved ikke hvad jeg vejer og skal heller ikke vide det.

Muldvarpen er et skadedyr. I hvert fald den slags jeg taler om. Det gode den gør er illusioner. Den efterlader ødelagte kroppe og sind i sit kølvand. 

Jeg er ikke naiv, vi kommer dem aldrig til livs. De vil altid kunne finde en sårbar sjæl at flytte ind hos. Men lad os gøre hvad vi kan, for at holde bestanden nede og for at støtte de mennesker, der som jeg, skal lære at leve med den resten af livet.