Jeg har ingen børn. Jeg skal heller ikke have nogle.

Derfor kan det måske virke underligt på nogle, at jeg nu blander mig i debatten, for hvad ved jeg om emnet? Sikkert ikke noget. Men selvom jeg ikke har børn, har jeg alligevel en mening, baseret på mine egne oplevelser og på det jeg opfatter i debatter på tv og facebook.

Lad mig starte med at slå en ting helt fast: Jeg er kæmpe fortaler for inklusion! Jeg syntes det er det bedste og varmeste ord i verden. Og jeg syntes tanken bag ordet, er en, vi bør stræbe efter: at alle skal være en del af vores samfund, at der er plads til alle.

Så jeg begriber ikke, hvordan nogen har kunne tage så fantastisk et ord og en ide og forvandle det til det det betyder i dag, som ligger så langt væk fra, hvad jeg opfatter som grundideen bag ordet.

Mit liv (som fordi jeg ingen børn har, er det eneste jeg kan tage udgangspunkt i) beskriver perfekt, hvordan inklusion bør være og også hvordan den inklusion, der praktiseres nu virker.

Jeg har gået på 2 almindelige folkeskoler. Kongslundsskolen og Bogense skole. Kongslundsskolen (eller Skovby Skole som vi børn kaldte den) gik fra 1. til 7. klasse. Det var en landsbyskole, med ca. 100 elever ialt. Da jeg startede i børnehaveklassen var vi 9 elever i min klasse. 

Jeg var udiagnosticeret autist i al den tid jeg gik på Kongslundsskolen. Og der var da også lidt problemer; jeg havde mange sygedage, jeg brød mig ikke om lejrture, eller andre ændringer i skemaet, men intet af dette var alvorligt nok til at nogen lagde mærke til det. Jeg var dygtig, lavede altid lektier til tiden og jeg var en sød pige. Vi havde et godt sammenhold i klassen. Der har nok fundet mobning sted, men ikke af mig. Det var som om vi kunne rumme hinandens forskelligheder. En kunne ikke tale rent og gik til talepædagog, en fik ekstra timer i matematik, en larmede meget i timerne, en havde astma o.s.v. 

Jeg gik også i SFO. I en kort periode, mens vi ventede på plads i Kongslundsskolens SFO gik jeg i SFO på Bogense Skole og der fik vi et kortvarigt glimt af det, der senere skulle blive en diagnose, men det var så kortvarigt og gik væk igen da jeg fik plads i SFO’en på Kongslundsskolen.

Jeg følte mig anderledes end de andre på et meget grundlæggende plan, som jeg ikke kunne sætte ord på dengang og jeg havde det svært, var selvdestruktiv og depressiv fra en meget ung alder. Men dette tror jeg mere stammer fra min manglende diagnose, den forklaring og identiet jeg havde så meget brug for, for at forstå, hvorfor jeg var som jeg var, end fra skolen. Jeg var glad for at gå i skole, jeg var glad for mine klassekammerater.

Efter 7. klasse skulle vi ind og gå på Bogense skole, sammen med eleverne derfra og de to andre landsbyskoler i kommunen. Klasserne blev blandet, men jeg kom heldigvis i klasse med 3 af mine bedste kammerater fra min gamle klasse. Vi var 25 elever i min nye klasse, 8. B. Der var mange hundrede elever på hele skolen. 

Som jeg husker det gik det nogenlunde i 8. Jeg havde det svært, men havde fundet sammen med nogle nye kammerater. Jeg husker det som værende meget hårdt, hvilket er underligt for jeg husker ikke at fagene som særligt svære. Især gymnastiktimerne blev uoverskuelige for mig og jeg fik ofte lov til at gå hjem, fordi jeg havde mavepine.

I 9. klasse tog mine depressioner voldsomt til. Jeg sprang måltider over, jeg græd og hver onsdag når vi havde fællestimer med de andre på årgangen, blev jeg angst og græd. Havde en helt fantastisk lærerinde, Susan, som tog sig af mig, hun vidste godt, at der var noget galt og hun beskyttede mig i det omgang hun kunne, ved f.eks. at lade mig sidde selv, når jeg ikke kunne overskue gruppearbejdet. Jeg begyndte at “droppe” fag. Jeg deltog i timerne, men hørte ikke efter og svarede ikke når jeg blev spurgt. Det var fag som tysk, fysik og kemi og matematik. Alle de fag jeg skulle have gjort mig umage for at lære. Der var ikke kræfter til det. De fag jeg derimod kunne, dansk, engelsk, samfundsfag, historie m.fl. der klarede jeg mig stadig og fik høje karakterer. Min tysklærer, Annelise, trak mig til side en dag, jeg husker det tydeligt, og sagde: “Louise, jeg ved du kan det, men jeg ved også godt, at du ikke kan overskue det lige nu, så jeg lader dig være, hvis du ikke rækker hånden op”. 

På det her tidspunkt gik jeg til samtaler hos vores praktiserende læge, i håb om at han kunne finde ud af hvad der var galt. Jeg var dybt deprimeret, suicidal og selvskadende.

Jeg holdt op med at spise i sommerferien mellem 9. og 10. Alle snakkede om gymnasium, uddannelser, brobygning og jeg kunne ikke engang overskue folkeskolen!

Jeg droppede ud af 10. klasse ved efterårsferien og begyndte at arbejde i børnehaveklassen. Jeg fik diagnosen Asperger’s Syndrom i løbet af det efterfølgende forår.

Når jeg tænker på min skolegang, og så på de børn der skal inkluderes i folkeskolen nu, så brister mit hjerte en lille smule. For der skal så lidt til at få inklusion til at fungere. Så lidt at de åbenbart kunne klare det i min lille landsbyskole, uden overhovedet at vide, hvad de havde med at gøre. Men de børn, der skal inkluderes nu, skal ikke inklluderes i landsbyskoler, hvor de rent faktisk ville have en chance. De skal inkluderes i store klasser på kæmpe skoler! Jeg blev ikke “opdaget” før jeg kom i en stor klasse. Jeg gik i skole på præcis lige fod med mine klassekammerater, hvilket er inklusionens flotte betydning. Jeg var en inkluderet del af en klasse. Jeg syntes det er bekymrende at det der gjorde mig så syg at jeg fik en diagnose, er hvad man forventer små børn med diagnoser skal klare! 

Nu kommer skolereformen. Længere skoledage, mere gruppearbejde. Endnu et indgreb der gør at vi kommer til at tabe så mange på gulvet. For hvis jeg ikke kunne overskue en skoledag på 6 timer og gruppearbejde en dag om ugen, hvordan skal de specielle børn så have en chance i den kommende folkeskole?

Jeg er fortaler for inklusion! I den perfekte verden eksisterede specialskoler/klasser ikke. Jeg syntes, det er bedst for specielle børn, at være en del af en klasse som repræsenterer det samfund de som voksne skal leve i, altså mangfoldigheden. Men jeg syntes i lige så høj grad, at det er bedst for de “normale” børn, at der i deres klasse er specielle børn, så de ikke får den opfattelse, at dem der er anderledes bliver fjernet. De skal lære, at anderledes mennesker er en del af deres verden også. De skal lære hensyn og at ikke alle kan det samme som de. Det er inklusion! Alle vinder!

Sådan som jeg ser det, blev specialskolerne og specialklasserne til, fordi der især i byerne ikke kunne findes de små, overskuelige rammer som et specielt barn kræver. Og det var en god og velfungerende løsning. Så når jeg taler om, at jeg syntes at inklusion er at foretrække fremfor specialklasserne, så er det ikke fordi jeg syntes at der er noget i vejen med specialklasser. Tværtimod! Jeg ved godt, at den slags inklusion jeg taler om simpelthen ikke kan tilbydes til alle. 

For det jeg taler om er inklusion på det sårbare barns præmisser. Hvis de mange små skoler blev åbnet igen, hvis klassestørrelser var på max 15 elever, hvis fokus var på den enkelte elevs evner og ikke på pisaundersøgelser og gruppearbejde, så kunne inklusion lykkedes, med fantastiske resultater, til gavn for alle, inkl. vores samfund som helhed.

Men at tage specielle, sårbare børn og sætte dem ind i store klasser, hvor de ikke har den mindste chance for at kunne overskue, at skulle modtage læring og kalde det inklusion det er forkert! Det er forkert overfor de sårbare børn, som oplever nederlag på nederlag og at de ikke er gode nok, og vi fratager dem derfor deres ret til en uddannelse! Men det er også forkert overfor de normale børn, de velfungerende, som får deres undervisning ødelagt, fordi læreren giver opmærksomheden til dem der råber højest.

Der er så meget fokus på, at vi alle sammen skal uddanne os og arbejde mere. Men hvis det er tilfældet, hvorfor laver de så et indgreb, der næsten helt sikkert vil resultere i at en stor gruppe børn bliver ude af stand til at uddanne sig og måske senere få et arbejde? 

Sagen er den, at jeg ved hvordan det føles at være anderledes. Og jeg ved hvor ofte jeg føler, at det at være anderledes betyder, at jeg ikke er god nok. Når jeg oplever succes føles den så meget desto større, fordi jeg ikke troede jeg kunne og når jeg oplever nederlag føler jeg vrede over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen, prøve hårdere, når nu de andre kan.

Det ville være så simpelt og gavne vores fremtidige samfund så meget hvis de specielle børn fik lov til at opleve, hvor fedt det er når man er god til noget. Men i stedet sætter man dem i nogle rammer hvor de igen og igen vil opleve, at de ikke er gode nok.

Jeg lever, som voksen, stadig med konsekvenserne af min spiseforstyrrelse, fra dengang jeg blev overbelastet og mit selvværd var i bund, og det drejede sig trods alt kun om 2 1/2 år! 

Hvor længe går der inden et inklusionsbarn “kommer sig” oven på flere års overbelastning og lavt selvværd, på i årevis ikke at føle sig gode nok?

Jeg forudser en enorm menneskelig efterregning på hele det her inklusionsprojekt. Jeg tror at samfundet i mange år fremover kommer til at betale for at få samlet knækkede mennesker op, som havde et potentiale, som de ikke fik rammer til at udleve og som i bedste fald skal forsørges på bistandshjælp, fordi vores skolereform og de gode intentioner om inklusion fratog dem deres mulighed for uddannelse. 

Kan de virkelig ikke se, at de penge de sparer nu bliver en kæmpe udgift senere?

Hvis nu en eller anden vigtig person læser det her vil jeg sige til dem: Kig på mig! Jeg er det levende eksempel på 2 slags inklusion; den der virker, og den i har valgt. Se på resultatet; jeg gik ud af 7. klasse, som en af klassens dygtigste elever og jeg droppede ud af 10. som et ensomt, knækket menneske, men en spiseforstyrrelse og en depression.

Og forklar mig så igen, hvordan i kan mene at jeres måde er den rigtige.