Jeg løber

tirsdag den 10. juli 2018 17.59

I dag “blev jeg væk” på min løbetur. 

Det sker tit, i kortere eller længere perioder, og det er en af grundene til, at jeg elsker at løbe langt (minimumsdistancen er 10 km) Jeg har et hul på ca. 20 minutter af min løbetur, som jeg ikke kan huske. Kan ikke huske, at jeg har været der hvor jeg ved at jeg har været og missede 4-5 sange på min spilleliste, forstået på den måde, at jeg pludselig bliver klar over, at jeg slet ikke har hørt de foregående sange, selvom jeg ved de har blæst direkte ind i ørerne på mig.

De første gange det skete, at jeg “tabte tid” eller blev væk på min løbetur blev jeg meget skræmt. Var jeg ved at blive (mere!) sindssyg?! 

Men jeg forstår nu, at det bare er min hjerne der tager en pause. Den tænker, at det her har jeg så udemærket styr på uden dens deltagelse og så lukker den lige ned lidt; “væk mig hvis der sket noget”.


Nogle oplever det gennem meditation, men jeg har ikke ro nok i hovedet til at kunne meditere. Desuden er træthed gået hen og er blevet min standardindstilling, så hvis jeg forsøgte mig med meditation, og rent faktisk fik ro nok i hovedet, så ville jeg falde i søvn.


Jeg har nu været ved lægen adskillige gange med min ekstreme træthed. Hver gang mere og mere frustreret over, hvor meget liv jeg føler jeg går glip af. Men alle undersøgelser siger det samme: Jeg er så sund og rask som man næsten kan blive. Alle blodprøver er normale, mit blodtryk er så perfekt, at det nærmest skulle i glas og ramme og jeg er i mit livs bedste fysiske form.

Det er en underlig kontrast, at jeg i weekenden løb 18 km, bare fordi, uden større problemer end endnu en mistet tånegl, og at jeg samtidig føler mig så træt, at jeg næsten ikke kan hænge sammen. 

Jeg husker ellers at træthed tidligere var noget man havde i perioder, hvor jeg så ladede op. Nu er fraværet af træthed noget jeg har i perioder, hvor jeg så får ordnet noget af det der skal ordnes, med en følelse af, at jeg er konstant bagud fordi jeg konstant udskyder, fordi jeg er for træt til at overskue noget som helst. 

I lørdags blev jeg f.eks. lidt længere oppe, for at arbejde på, at få oversat 2 kapitler af mon bog til engelsk, med henblik på udgivelse. Straffen for det blev, at jeg intet kunne søndag og nu er bagefter med min rengøring. 


Mine kræfter er væk ved middagstid (hvorfor jeg altid træner og løber om morgenen)

Jeg spiser frokost ved 10-11 tiden og aftensmad ved 14-16 tiden og går i seng senest kl 20. Og den sidste halvdel af dagen går som regel med at kæmpe for at holde mig vågen, for at følge med i samtaler, for at overskue bare det mindste.

Fik jeg sagt, at jeg er sund og rask og i mit livs bedste form??


Min læge sagde sidst, befriende ærligt, at jeg skal lære at leve med det. Planlægge efter det, lægge middagslur ind (så svært når jeg ikke kan få ro på hovedet!) drikke kaffe (det sagde hun rent faktisk! Da jeg sagde, at jeg ikke drikker kaffe, men cola sagde hun “godt”. Så jeg har rent faktisk lægens ord for, at jeg ikke bare må men BØR drikke cola! Ta’ den, tandlæge!)


Så jeg skal til at lære at leve med, at jeg i 20’erne var så medicineret, at jeg gik glip af meget, og nu hvor jeg så gerne vil indhente det tabte, er for træt til det. 

Min læge siger, at mit medicinstop kan være en medvirkende faktor; jeg har mistet mit kemiske filter og tager alt ind. Jeg bliver ikke træt fordi jeg fejler noget, men fordi jeg oplever, sanser og lever for meget, hver dag. Det giver mening, men er stadig en barsk besked at få, når man trods alt ikke er ældre og har en masse man gerne vil.


Hvornår skal man gå på date, når man går i seng kl 7 om aftenen? Hvordan skal man kunne tage i byen med veninderne? Hvordan skal jeg passe mit arbejde, så jeg selv er tilfreds, når jeg stort set ikke kan hænge sammen efter middag? 


Jeg aflyser og vælger fra og føler jeg går glip af meget.

Hvis jeg på en uge har 100 % energi og jeg hver uge, bare på min hverdag bruger mellem 99 og 105 %, så er der ikke meget at gøre med. Så hver eneste lillebitte afvigelse fra hverdagen bliver en spørgsmål om hvorvidt det værd at komme så meget i underskud over. Var det værd at blive oppe lørdag aften for at skrive, når det kostede næsten to dage? Måske bliver det bedre? Men hvor længe tør jeg vente på det? Jeg må lære at leve med det.


Så jeg løber.

Fordi jeg kan og fordi det giver mit hoved en pause. Jeg løber fordi det giver livskvalitet og en følelse af at jeg kan noget, i en tid, hvor jeg generelt ikke føler jeg kan så meget. Jeg løber langt fordi magien for mig først sker efter 5 km, og fordi jeg elsker det. Jeg løber fordi det er en af de få ting, som trætheden endnu ikke påvirker. Jeg løber fordi, at hvis jeg er for træt til at gå på date, så må jeg sætte mig andre mål og et af dem er at nå marathondistancen. Jeg løber fordi min krop så småt begynder at fortælle mig, at heller ikke dette varer ved; jeg kan ikke blive for evigt på dette niveau, og jeg vil have så mange kilometer i benene som muligt inden det er for sent.

Jeg løber fordi jeg elsker det. Også når det gør ondt, eller jeg fryser fordi det regner, eller er træt. 

Jeg løber...