Vrede

tirsdag den 3. april 2018 20.21

I går var jeg i biografen med en god ven og på vej derhen kommer vi til at snakke om når livet ikke flasker sig som man håbede. Eller rettere; de følelser af hvad-nu-hvis, eller hvis-ikke eller måske endda bitterhed. 


Jeg tænker tit selv på det, efter mit medicinstop for 560 dage siden satte min hjerne fri. Jeg tænker over hvordan det kunne have været, hvis ikke jeg havde været “dopet” af medicin i næsten 20 år. Hvis jeg havde kunne mærke mig selv op gennem tyverne og begyndelsen af trediverne. Hvis jeg ikke var gået glip af så mange følelser i så mange år! Nogle gange tænker jeg, at jeg er gået glip af så utroligt meget og nogle gange tænker jeg hvor meget spild af liv det kan være at være medicineret, med den effekt jeg havde, i så mange, skelsættende år af ens liv. 

Jovist, jeg levede og jeg oplevede, men med den viden jeg har i dag, mærkede jeg kun omkring 40%. De resterende 60% er væk. Tabt for evigt. De bliver ikke lagt til min livslængde og kan dermed ikke indhentes. 


Det tænker jeg nogle gange på. Og når jeg har tænkt over det lidt, så minder jeg rationelt mig selv om, at alternativet ikke var, at blive den jeg er nu, bare 15 år tidligere. For jeg var ikke klar dengang. Alternativet dengang havde været værre; depressioner endnu dybere end dem jeg havde op medicinen, spiseforstyrrelse som jeg den dag i dag kun lige holder i skak og hvem ved, måske noget endnu værre? Havde jeg været her i dag uden det medicin? Og er det trods alt ikke bedre at være 40% i live end slet ikke?

Når jeg har mindet mig selv om det, lægger jeg tankerne fra mig igen. De bliver foldet sammen og lagt pænt på plads, på den hylde i mit sind, hvor de hører til, så de er klar til at blive taget frem næste gang. Taget frem, betragtet og endnu engang lagt pænt tilbage. Same procedure as always. 


For selvom jeg giver mig selv lov til at tænke tankerne og føle følelserne de fører med sig, så er jeg helt klar over, hvor giftige de er. Ikke nu og her, men på sigt. Ligesom kviksølv. Der sker ikke noget her og nu, men det hober sig langsomt op i kroppen og forgifter dig. Vrede og bitterhed over det som aldrig var og aldrig kan blive. 


Jeg har set den vrede og bitterhed hos andre. Jeg har set hvad der sker, når folk ikke er i stand til at folde tankerne pænt sammen og lægge dem fra sig på hylden. Når de tanker opsluger dem og vreden og bitterheden bliver en del af deres personlighed. Nag og selvmedlidenhed kan være fuldt ud berettigede følelser, men de fører sjældent noget godt med sig, især ikke for den der bærer dem. 

Jeg ser det tit inden for autismeverdenen og syntes det er rigtig svært at bære. Familier som er hårdt ramt og måske bliver ramt dobbelt fordi systemet er mere en mod- end en medspiller. For dem bliver vrede en overlevelsesstrategi, som det var for mig i de 5 år det tog før min sag mod Fredericia kommune faldt på plads. Den vrede klyngede jeg mig til, for jeg vidste, at når jeg ikke længere var vred, så havde jeg tabt. Så ville jeg ikke kunne kæmpe mere. 


Men da sagen faldt på plads, for nogle år siden, skulle den vrede også foldes pænt sammen og lægges væk. Og det blev den, om end den vælter ud engang imellem, når jeg har fået proppet for meget andet ind på mit sinds hylder. Så må jeg rydde op og få den lagt væk igen. 


Men jeg ser nogle, som ikke kan lægge vreden igen, som finder noget andet de kan være vrede på, og så noget andet og så noget andet, fordi de enten ikke husker hvordan eller ikke tør lægge vreden fra sig igen. Eller måske fordi de ikke magter det? Det kræver overskud og mod, at give slip på vreden. Jeg håber for alle, at de kan finde det mod og overskud!


Mit liv var kemisk begrænset i 18 år. Jeg levede kun omkring 40%. 

Hvis jeg ikke foldede min bitterhed og vrede over det der kunne have været sammen og lagde det væk, så ville jeg gøre nøjagtig det samme igen, denne gang uden noget som helst formål. For alternativet til medicinen var værre, men alternativet til vrede og bitterhed, efter kampen er kæmpet til ende, er bedre, så meget bedre! 

Jeg har været hæmmet i så mange år af mit liv, jeg vil ikke hæmme mig selv mere! 

Jeg kan ikke få de 18 år igen, men jeg kan sørge for at de næste 18 år bliver levet fuldt ud! Jeg kan vælge at fokusere på glæden og de gode ting i livet, fremfor de ting der var og som jeg ikke kan gøre noget for at ændre nu alligevel. Jeg vælger endelig at gribe livet og leve det, med alle de glæder og sorger det indebærer. Jeg vil have DET HELE! 


Jeg vil genlæse en sætning i en god bog, fordi den er smukt skrevet, jeg vil mærke solen, vil til Samos så ofte jeg har råd, jeg vil have ondt i hoften efter en lang løbetur, og mærke sult inden et måltid og mæthed efter, jeg vil mærke kærligheden, når Bodil laver noget fjollet, jeg vil være stolt af mig selv og det jeg har opnået og engang imellem vil jeg være vred og så vil jeg stoppe med at være vred igen. 


For jeg har truffet et valg. Jeg vil ikke være vred og bitter over det der kunne have været. Jeg vil være glad over det der er.