At læse (Medicin del 2)

søndag den 8. januar 2017 13.48

I dag er det 110 dage siden jeg blev medicinfri, efter 18 år på antidepressiv medicin.

Det har været 110 svære og til tider hårde dage. Min hjerne skal lære at klare sig selv, som min læge sagde, og det tager tid. Så jeg tager en dag af gangen og glæder mig over at der er flere gode end dårlige dage. 

Jeg har en grundfølelse dybt indeni, som jeg aldrig har haft før. En følelse af lykke. En følelse af, at selvom der er svære ting og dårlige dage, så lever jeg præcis det liv jeg gerne vil, jeg brænder for det jeg gør, har mening i tilværelsen og savner i bund og grund ikke noget. Selv på dårlige dage, og den har der været nogle seriøse af, så seriøse at jeg troede jeg havde fået tilbagefald og var ved at blive deprimeret igen, selv der havde jeg den følelse indeni. Er definitionen på depression netop ikke håbløshed helt inde i sjælen? Den håbløshed jeg har følt siden mit medicinstop har været voldsom og overvældende, men trods alt kun overfladisk. Den har ikke rørt ved grundfølelsen af lykke.


I starten, lige efter medicinstoppet, fik jeg et kæmpe boost af energi! Og jeg satte gang i en masse ting. Den energi er væk. Det har været rigtig svært at omstille mig hele tiden, især i forhold til et foredrag, hvor jeg troede der var masser af energi, så jeg godt kunne tage på arbejde inden, kun for at indse ved foredraget, at den energi ikke var der. Efterårets foredrag var derfor hårde, simpelthen fordi jeg havde svært ved at planlægge dem hensigtsmæssigt. Heldigvis har jeg kunne læne mig rigtig meget op af min dygtige ledsagere. De har været guld værd og fuldstændig uundværlige!


Mit medicinstop har også gjort mig meget sårbar (igen?) Der er som om det har fjernet et lag mentalt hud. Jeg ser det som et naturligt resultat af, at mine følelser ikke længere er dæmpede af medicin. Det betyder at jeg mærker alting mere. Mærker mere glæde og lykke, men mærker også mere stress og affektsmitte. Især sidstnævnte har været rigtig svært henover efteråret. Alle menneskers følelser er gået lige ind hos mig og nogle gange har jeg næsten ikke kunne vente med at komme hjem, for at lukke mig inde, skærme mig!

Der har været nogle episoder i træningscenteret, hvor folk har talt hårdt til mig, hvor jeg endte med at måtte smide hvad jeg havde i hænderne og flytte mig helt fra situationen, fordi jeg ikke kunne holde ud at være i den. Og der var en særlig grim episode til et foredrag, hvor en pedel tilsyneladende syntes at hans dårlige dag skulle gå ud over mig, hvor jeg måtte lukke mig inde i mig selv i nogle minutter, for ikke at bryde sammen og hvor jeg var ked af det i dagevis bagefter. Jeg har altid været følsom overfor stress og affektsmitte, men aldrig i sådan en grad!


Jeg har i de situationer tænkt over om det er det værd. Om livet simpelthen er for svært for mig, om jeg er for sart til at være i verden uden et ekstra skjold. Men så har jeg mærket den dybe tilfredse lykke inde i hjertet og svaret er klart ja! Det er det værd! 

Jeg bliver nødt til at tro at jeg kan lære at tackle de situationer, at tilvænning og strategier kan gøre at de ikke rammer mig så hårdt. Måske er det bare et spørgsmål om, at jeg nu skal være endnu mere opmærksom på stress og på at passe på mig selv?


Mit medicinstop bragte også en ændring med sig, som har været en decideret sorg for mig: Jeg mistede evnen til at læse.

Læsning har altid været min kilde nr. 1 til livskvalitet. Jeg elsker en god bog mere end noget andet! Og pludselig var det væk. 


I starten var det p.g.a. det store energi boost jeg fik. Min hjerne for rundt hele tiden og jeg kunne ikke samle mig om læsning. Jeg læste en linje, kom i tanke om noget, slog det op, tjekkede facebook, mindede mig selv om at jeg skulle læse, læste en linje mere, hov jeg mangler mælk, skrev det på indkøbssedlen, tjekkede email, o.s.v. Jeg prøvede både med faglitteratur og skønlitteratur (endda en af favoritterne John Irving!) men ligemeget hjalp det. Senere, da energien fortog sig, var det trætheden der overvældede mig, hver gang jeg forsøgte at sætte mig med en bog. Jeg beskriver det som en sorg. Det var det virkelig! Jeg sørgede over tabet og længtes i så voldsom grad, at det i sig selv næsten kunne have fået mig til at begynde medicin igen.


Jeg skrev meget i den periode og var meget stresset, og min reservemor beordrede stressfri hverdag, da jeg gav udtryk for at jeg troede jeg måske var ved at få tilbagefald. Jeg måtte ikke redigere i det jeg havde skrevet og måtte ikke engang prøve at læse, for det stressede mig. Så fik jeg influenza. 4 dage med høj feber og ikke andet at lave end at ligge på sofaen. Jeg fandt en lille tynd bog på hylden, hvor jeg har set filmatiseringen, og gik langsomt igang med den. Så fandt jeg ud af at iTunes af en eller anden grund havde lagt nogle lydbøger fra min yndlings bogserie over på min telefon, så i de perioder, hvor jeg ikke læste selv, lyttede jeg til dem. Jeg blev færdig med den lille tynde bog, stoppede lydbøgerne og fortsatte med den fysiske bog, bind 1, så bind 2. Jeg burde have vidst, at af alle bøger i hele verden, så ville Dresden Files være dem, der fik mig tilbage på sporet som læser! Der er heldigvis endnu 14 bind foran mig!


I sidste uge meldte jeg mig ud af HF, hvor jeg har læst religion på B-niveau.

Efter at have haft juleferie hele december, blev jeg klar over, at jeg faktisk hellere ville blive ved med at kunne læse, end at blive ved med at gå til et fag som jeg ikke skal bruge til noget og hvor undervisningen frustrerer mig. 

Min hjerne har ikke fundet sit leje endnu og lige nu skal jeg økonomisere med mine kræfter. Mit skriveprojekt har fået og skal fortsat have førsteprioritet, sammen med foredragene når de starter op igen. Min hundelufter-tjans står også meget højt på min prioritetsliste og så vil jeg prioritere at blive ved med at læse, indtil jeg stoler på, at det er en evne jeg får lov til at beholde. 


Min læge sagde 1 år. 1 år før jeg ved hvor jeg ender efter mit medicinstop. Vi er 110 dage inde i forsøget og snart halvvejs igennem en meget svær første medicinfri vinter, siden jeg var teenager.


Men jeg er stadig lykkelig indeni.  Udefrakommende ting stresser mig helt urimeligt, men de ændrer ikke på, at jeg er her, hvor det er meningen jeg skal være og gør det jeg er født til at gøre! Jeg er langt som længe ved at blive mig selv, ved at få fundet ind til kernen af hvem jeg er og få sorteret alt det omgivende støj fra. Jeg er også ved at lære at være tro mod mig selv! Altså ikke kun at jeg ved hvem jeg er, men jeg handler ud fra det også.

Jeg er Louise.

Jeg er autist.

Jeg er foredragsholder og skribent.

Jeg er kattemor og hundelufter.

Jeg er løber.

Jeg er læser.

Jeg er lykkedes.

Jeg er lykkelig.