35 år

fredag den 22. januar 2016 13.25

I dag bliver jeg 35 år.

I dagene op til i dag har jeg tænkt meget på fødselsdage. Man bliver et år ældre og hvad så? Bliver man et år klogere også? Nej. Men over tid bliver man klogere, lige så stille, det fejres bare sjældent på samme måde som ens alder. Så derfor ville jeg gerne bruge den her fødselsdag til også at markere nogle af de ting jeg har lært i løbet af mit 35 år lange liv.


  • At man ikke kan løbe fra sine problemer. 

Men at man godt kan løbe med dem! Problemerne forsvinder ikke bare af sig selv. Lige meget hvor langt og hvor meget jeg løber, så venter de på mig, når jeg kommer hjem igen. Men for en stund var de borte; eller i det mindste i baggrunden. Når man løber med sine problemer i stedet for at forsøge at løbe fra dem, så taber man aldrig. Man lider aldrig nederlag, kommer aldrig sidst og bliver aldrig overhalet. Jeg anerkender simpelthen bare, at jeg har en "makker" med på tur. En der nogle gange er lidt tung at løbe med og som nogle gange "taler" lidt højt, når jeg gerne vil have fred, men som efterhånden som turen skrider frem, taler mere og mere sagte, til dens stemme blot er en blandt de mange andre lyde/tanker på min tur. 

  • Det er bedre at mærke alle de negative og svære følelser, sammen med de gode, end slet ikke at mærke noget. 

Da jeg stoppede SSRI medicin efter omkring 12 år, skulle jeg lære at føle igen helt fra ny. Jeg begyndte at tage medicin i teenageårene og havde derfor aldrig lært at navigere i et voksent følelsesliv. Det skulle jeg lære som næsten 30 årig. Og ikke nok med at jeg skulle lære at føle igen, jeg skulle også lære, at det er ok at føle! Det er ok at være vred, så vred at jeg ryster over det hele. Det er ok at falde pladask for en og være ked af det bagefter. Det er i det hele taget helt ok at være ked af det og endda græde. Det betyder ikke at jeg er brudt sammen eller fejlmedicineret. Det betyder, at jeg lever og føler og er. Og selvom jeg måske bliver mere ked af det, hurtigere end de fleste, så bliver jeg også hurtigt mig selv igen, (bilder jeg mig ind) når jeg har gennemlevet de følelser en bestemt oplevelse gav mig. Da jeg forelskede mig i sommers, faldt jeg så hårdt, at jeg tudede i ugevis. Var det det værd? Uden tvivl! Uden et sekunds tvivl!

  • Venner er den familie man selv vælger. 

For hvad er familie egentlig, når alt kommer til alt? Gener? DNA? Blod? Eller er det i virkeligheden dem, der møder op, uden at stille spørgsmål, når man har brug for det? Dem der fejrer ens sejre med en og som samler en op, når man er nede? Dem man kan stole på, betro sig til og regne med. Jeg har mange af den slags mennesker i mit liv. Nogle er blodsbeslægtede, andre er ikke. De er alle min familie. 

  • Drøm stort! 

Jeg har i mit liv som foredragsholder opnået mere, end jeg nogensinde turde drømme om. Den store scene på Sikon var en uopnåelig drøm for mange år siden, men virkelighed i 2012. Året efter, da jeg blev tildelt autismeprisen, opnåede jeg noget, jeg ikke engang havde nået at drømme om endnu! Derfor er jeg ikke længere bange for at sætte nye mål. Lige nu drømmer jeg om at komme til udlandet og tale. Jeg ved ikke om det lykkedes. Men det er rart at drømme om. Men når alt kommer til alt er det hverken store scener, priser eller udlandet, der virkelig betyder noget. Det er alle de helt almindelige, ualmindelige mennesker jeg har mødt og hvis liv jeg (forhåbentlig) har påvirket en lille smule i en positiv retning. Det er hver gang en fagperson nikker over noget jeg siger og hver gang en forældre prikker til sin ægtefælle med er sigende smil. Det er der jeg føler, at jeg gør en forskel. Der mit liv giver mening.

  • Mennesker er uforståelige og fantastiske. 

Jeg har adskillige gange i mig liv oplevet konflikter med et andet menneske og stået tilbage uden nogen anelse om hvad pokker der skete. Måske fordi jeg ikke er så god til at fange hentydninger og små signaler. Men det er en kilde til stor sorg og frustration for mig, at miste en ven eller anden relation og ikke vide, hvad jeg gjorde (om noget) og om jeg havde kunne gøre noget for at forhindre det. Jeg prøver at sige til mig selv, at et rigtigt venskab ikke kan ødelægges så let og at jeg derfor ikke har mistet noget, der var virkelig værdifuldt. Men jeg sørger stadig, i hvert fald i en periode og vil nok altid have den lille stemme i mit hoved, der spørger: "Hvad skete der?" Men for hver misforståelse er der heldigvis flere gode ting, som langt opvejer de dårlige. At sidde en lørdag nat og chatte med en veninde, at min første kontaktperson stadig spiser frokost med mig næsten en gang om måneden, at mine forældre altid er der. For første gang i mit liv var der i år en der sagde til mig, at jeg var hendes bedste veninde. Jeg har aldrig været nogens bedste veninde før. 

  • Det er de små ting der tæller. 

Den sætning er efterhånden så kliché! Men den holder! Livskvalitet: en sommerdag i min have, min kat der spinder, en dum sætning der bliver til mavepine af latter, pizza og cheesecake efter et halvmarathon, en virkelig god bog, den slags der sidder i kroppen og sindet på en flere dage efter man er færdig med den, et glas kold Samos hvidvin serveret af yndlingstjeneren, en lang løbetur, følelsen indeni når jeg har taget et rigtig godt billede, en lang gåtur ved vandet med en af "mine" hunde. Det er de ting der virkelig betyder noget!

  • Det er ok at vælge fra. 

Jeg har ikke så meget overskud som de fleste, færre sociale kræfter og en meget lav stresstærskel. Derfor har noget af det vigtigste jeg har lært været at prioritere, sortere og ikke mindst vælge fra. Det virker hårdt og nogle gange kynisk, når jeg fortæller om det. At jeg vælger aktiviteter og nogle gange mennesker fra. Men jeg gør det ikke med lethed. Der ligger altid lange og svære overvejelser til bund og ofte er det med stor sorg at jeg vurderer, at det her, eller hende/ham her, giver ikke nok tilbage til, at jeg kan og bør bruge mine kræfter på det. For det er netop det det handler om: mine få kræfter. Når man har så begrænsede sociale kræfter som jeg har, så er det vigtigt at bruge dem på de mennesker og begivenheder der gør en glad og godt tilpas (selvfølgelig med undtagelser) Mennesker der konstant gør mig ked af det eller forvirret skal ikke gøre, at jeg ikke har kræfter til dem, der gør mig glad og giver mig selvtillid. Så den hårde beslutning er altså, at hvis mennesker over en længere periode ikke giver godt igen, så må jeg lige så stille få dem ud i periferien af min bekendtskabskreds. Jeg prøver også at slippe frustrationerne over ikke at vide hvorfor og prøver på at holde op med at prøve at gøre dem tilpas for at "redde" relationen. Det må gå begge veje. Jovist, vi kan da sagtens tage en sludder og hilse høfligt på hinanden. Men dybere samtaler, fortrolighed, investering af tid og kræfter forbeholder jeg dem, der har "gjort sig fortjent" til det. Det er barsk! Men den konstante prioritering af mine kræfter har gjort, at jeg holder mit stressniveau nede, så jeg er blevet depressionsfri, at jeg generelt har mere overskud, at jeg bedre kan engagere mig i det jeg brænder for og dem jeg holder af og at jeg har fået mere livskvalitet. 

  • Livet bliver aldrig lettere.

Men jeg bliver bedre til at klare dets udfordringer og bedre til at nyde dets glæder.