Hukommelsen

søndag den 11. oktober 2015 13.18

I mit første foredrag, som jeg holdt igennem mange år, inden flere kom til, havde jeg et punkt, der hed “Særlige evner” og her nævnte jeg altid min hukommelse. Og selvom jeg for længst er begyndt at ændre det til at omhandle styrker og interesser i stedet, så syntes jeg faktisk stadig, at det gælder på mange måder.

For min hukommelse er noget særligt og den er anderledes, og på mange områder langt bedre, end ikke-autistiske menneskers hukommelse. Hvis hukommelsen er et hus, har jeg simpelthen adgang til flere værelser end de fleste. Men hvor de flestes hus indeholder rum de bruger til dagligt, funktionelle rum, store rummelige rum fyldt med liv, og måske et enkelt rum eller to til opbevaring, så indeholder mit hus til sammenligning et lille køkken, en lille, men hyggelig stue og så ellers rum efter rum af opbevaring, små rum og store rum, med det tilfælles, at der er en masse i dem, som kun sjældent bliver brugt.  Hvor andres hukommelse er en villa med have, så er min et opbevaringsanlæg.

Det er måske en lidt fjollet analogi, men jeg syntes den virker.


Jeg syntes min hukommelse er sej! Og jeg bliver til stadighed nogle gange overvældet over, hvor omfattende den er. Jeg syntes det er fedt at kunne hive underlige fakta frem, citere bøger og film, være den folk spørger, når der lige er noget de ikke kan komme i tanke om. Men jeg må også indrømme, at som jeg bliver ældre, bliver min hukommelse mere og mere et tveægget sværd, fremfor bare en særlig gave. Dengang jeg gik i skole eller arbejdede var det virkelig en fordel, at kunne huske så godt. Jeg havde ingen noter med til nogle af mine eksamener. Jeg havde en blyant med, resten lå i mit hoved. Og da jeg arbejdede i boghandlen var min hukommelse et dagligt og meget brugbart redskab, der gjorde mig god til mit job. Men nu, efter skolen, uden arbejdet, får jeg nogle gange en følelse af, at min hukommelse ikke kan bruges til særlig meget andet end til at imponere folk omkring mig med underlige facts eller paratviden. Der kunne det nogle gange være rart, hvis jeg kunne tømme et af mine mange lagerrum med eksempelvis filmcitater og lave det om til et rum jeg rent faktisk kunne bruge til noget.


Og så er der en anden del af det også; et aspekt af en god hukommelse, som jeg hører, at mange andre inden for autismespektret også plages af, og som jeg mener kan være med til at forårsage eller forværre mange af de forskellige følgediagnoser, det er det jeg kalder den sociale hukommelse.


Ser I; jeg husker ALT! Min store lagerhal af opbevaringsrum er fyldt med 34 års minder. Og de begivenheder man husker bedst er som regel dem, der gjorde størst indtryk. Mit problem (hvis man kan kalde det det) i forhold til mine sociale minder er, at jeg husker dem som de var. Præcis som de var. Nærmest som en fotokopi. Og fordi jeg har så meget kapacitet på hukommelsesområdet, husker jeg hver og en, præcis lige så tydeligt, som da det skete. Jeg behøver nemlig ikke komprimere mine minder, for at have plads til dem. De fleste (gætter jeg på) er nødt til at finde hyldeplads inde bagved til minder, der ikke længere er så vigtige, pakket godt sammen så de fylder mindst muligt, så pladsen igen er ledig til andre, mere brugbare ting. Måske kan I endda filtrere jeres minder igennem og sortere nogle fra fordi at de, set igennem lyset af, hvad I ved nu, har ændret sig og dermed fylder mindre. Men min hjerne tager bare et ekstra rum eller to i brug og fylder mere og mere på hver dag.

Mine sociale minder har ikke ændret sig igennem tiden og hvis de har er det kun ganske lidt. Og jeg kan huske så meget og i så mange detaljer. Jeg kan altså i en given situation ikke blot huske hvad der blev sagt, af hvem, men også i mange tilfælde, hvordan vejret var, hvad vi lavede den dag o.s.v., men vigtigst af alt kan jeg huske præcis hvad jeg følte, da det skete. Og nej, jeg kan ikke gøre det på kommando, som en savant måske kan, så I kan ikke spørge mig hvordan vejret var den 7. maj 1994 og forvente svar. Mine minder er betingede. Jeg kan altså kun huske noget, hvis jeg kan huske noget andet også og jeg kan som regel kun hive mindet frem, hvis det bliver udløst af noget andet. Men NÅR mindet så kommer, kommer det tydeligt og præcist.


Og så er der mange der tænker: “Jamen, det må da være fantastisk! Alle de juleaftener og fødselsdage, husket lige så tydeligt som var det i går!” 

Ja, det er fantastisk! Det er fantastisk, at huske når min gamle kat Remus faldt i søvn, liggende på ryggen i mine arme, hvordan han greb om min hånd med hans poter og gned sin næse op ad mine fingre, indtil han til sidst faldt i søvn. Jeg kan huske varmen og vægten fra ham og den sagte lyd af hans spinden. Eller hvad med dengang jeg var barn og min moster læste “Evelyn fra byen” højt for mig og min søster. Vi sad sammen i sengen, under dynen og hyggede os. Og selvom vi næsten kunne bogen udenad, var den lige god hver gang. Jeg kunne godt lide at ligge mit hoved tæt ind til min moster, så jeg kunne høre hendes hjerte og så jeg selv kunne følge med i ordene på siden. Eller hvad med med dengang jeg første gang var med min far på jagt og jeg sad sammen med ham i skoven, helt stille, og jeg frøs en lille smule, selvom min mor havde klædt mig varmt på, men ville ikke sige det til far, få så kørte han bare hjem. Og hvordan jeg både håbede og frygtede, at han ville skyde noget. (Det gjorde han ikke den dag, men vi så er par rådyr, som han sagde var for langt væk. Den dag i dag ved jeg stadig ikke om de VAR for langt væk, eller om han bare ikke ville skyde foran mig)

Det er fantastisk!


Men her kommer det tveæggede sværd ind igen. For hvad med alle de andre ting, der gjorde stort indtryk? Konflikterne, drillerierne, misforståelserne - især misforståelserne! De er lige så detaljerede og tydelige og følelsen indeni er den samme som dengang. Jeg er aldrig blevet mobbet og er ikke blevet drillet mere end alle andre bliver, forskellen er bare, at jeg kan huske det. Jeg tror alle piger er blevet kaldt “Tykke” for sjov, men jeg kan huske samtlige gange, tydeligt og er vokset op med at hade min krop. Jeg siger ikke at min efterfølgende spiseforstyrrelse er nogens skyld, fordi de kaldte mig Tykke, men måske delvis et resultat af at min hukommelse har gemt det og konfronteret mig med det igen og igen. Og tænk så hvordan det må føles for en, der rent faktisk er blevet mobbet! 

Jeg kan huske alle de gange jeg har kvajet mig socialt, sagt eller gjort noget dumt, som jeg måske har fortrudt eller skammer mig over og den skam er lige så voldsom i dag som dengang. Og når sådan en lille skam, bliver lagt oven i 34 års andre små skamfulde begivenheder, ja så kan i selv regne ud, hvordan det kan føles. 



Hvis jeg så bare kunne sortere følelsen fra. Så jeg kun huskede begivenheden, som en film. Men jeg oplever til stadighed et behov for at gå tilbage i tiden, til eksempelvis en gammel veninde og få konfronteret hende med den uretfærdighed, der skete for 15 år siden, som jeg stadig pines af i dag. 

Som for eksempel den morgen, hvor jeg vidste at jeg ville komme for sent til skolebussen, og derfor måtte tage en senere skolebus, men jeg kunne ikke klare at skulle komme for sent i skole (autist!) så jeg ringede til min mor på arbejde og sagde at jeg havde ondt i maven, så hun kunne give mig lov til at blive hjemme, så det talte som en sygedag, som hun kunne skrive i kontaktbogen til læreren. Jeg kan stadig huske følelsen af skræk for, at mor ville sende mig i skole, så jeg kom for sent, sammen med den store dårlige samvittighed over at lyve for hende. Jeg føler stadig et behov for at sige undskyld til min mor for det, selvom det er over 20 år siden og hun sikkert bare ville grine af mig og sige: “Sikken noget pjat, det er da for længst glemt!”

Eller når jeg griber folk i at lyve, fordi jeg kan huske præcis hvad de sagde og de stædigt fastholder at “det har jeg aldrig sagt” Jo! Du sagde det måske i vrede, og du mener det måske ikke mere, men du sagde det! Du sagde det en tirsdag, lige efter nyhederne, da du rejste dig for at gå ud i køkkenet. Jeg svarede sådan og sådan og du svarede sådan. Du sagde det, hvad end du vil kendes ved det eller ej!


Jeg har haft mange usunde relationer igenne mit liv og fælles for dem er, at jeg finder mig i dem, op til et bestemt punkt og pludselig ikke mere. Og det kan være en lillebitte ting der gør udslaget. Men I kender nok godt udtrykket “tilgivet, men ikke glemt”? Når man husker alt, så når man bare det punkt en dag, hvor man ikke kan tilgive længere. Så det der gjorde, at jeg endte med at bryde ud af relationen, har sjældent været værre end så meget andet, der er sket i den relation, det var bare den berømte dråbe der fik bægret til at flyde over. Lang tids negative minder, kan for mig ende i en foragt, der gør at jeg simpelthen ikke kan rumme det mere og må fjerne mig helt og aldeles. På nogen virker det som om jeg kan gå fra virkelig glad for min veninde/chef m.fl. til ikke at ville have noget med vedkommende at gøre på ganske kort tid. Der er i virkeligheden bare sket en ophobning af negative minder, som jeg til sidst ikke kan holde ud mere.


Jeg ved at lavt selvværd er meget udpræget især blandt piger på spektret.

Helt ærligt; hvis deres hukommelse virker ligesom min, er der så noget at sige til det? 

Når man har lag på lag af minder, der fortæller en, at man ikke er god nok, er til grin, faldt udenfor. Og der kommer bare flere og flere lag på efterhånden som man bliver ældre. 

Det lave selvværd viser sig ofte ved spiseforstyrrelser, depression, social isolation og meget mere. Jeg mener at en ekstraordinær hukommelse bidrager utroligt meget til det, ved konstant at konfrontere en med de ting man ville ønske man kunne glemme. 

Jeg bruger meget kognitiv terapi i min bearbejdelse af sociale episoder. Nogle gange kan det bløde mindet lidt op, hvis jeg efterfølgende kan forstå episoden, få den forklaret og forstå hvad der skete, helt rationelt. Problemet er, at sociale episoder altid indeholder mere end en side og i terapi kan vi kun gisne om motiverne og tankerne fra den anden part, så det virker kun delvis.


Formålet med at skrive det her er ikke at gøre alle i dårligt humør med en masse brok og negativitet, men i håbet om at skabe noget forståelse for dybden af en god hukommelse hos et autistisk menneske. 

Forståelse for, at når jeres søn/datter kommer hjem fra skole og er ulykkelig over eksempelvis en konflikt, så er det vigtigt ikke blot at trække på skuldrene og sige “det var nok ikke så slemt”, fordi det er noget han/hun måske vil bære med sig resten af livet. Så selvom det virker småt lige nu, kan det sammen med tusindvis af andre små konflikter, skabe en tung byrde senere i livet. 

I må ikke negligere (ikke at jeg tror i gør det) de følelser jeres børn har, men skal tale om dem og om muligt, forsøge at forklare og måske endda løse konflikter, så mindet ikke bliver “Det var slemt og jeg forstod ikke hvorfor” men i stedet “Det var slemt, men så kom mor…” 

Jeg kan for eksempel huske en gang, det var vinter, hvor jeg var syg og ringede ind til min chef for min avisrute og meldte mig syg og han sagde: “Kan det nu også passe?” Sikkert bare en kæk bemærkning, men jeg var udiagnosticeret autist, opfattede ikke tonen bag og blev ked af mistænkeliggørelsen. Da jeg fortalte det til min mor bad hun strengt om mit bud-nummer og så ringede hun til min chef og skældte ham ud! Den følelse jeg husker i dag, er ikke uretfærdigheden over min chefs bemærkning, men den følelse jeg fik indeni over at min mor forsvarede mig.


Til sidst vil jeg gerne dele et af mine yndlingsminder med jer. Et jeg ofte tager frem og svælger lidt i. Vi skal ikke så langt tilbage. April 2012. Dengang jeg holdt oplæg på plenum til Sikon konferencen. 

Jeg var så nervøs og mine ben rystede så meget, at jeg rent faktisk overvejede, om jeg blev nødt til at give op, fordi jeg var bange for at klaske sammen midt på scenen. Susie og Hanne sad på forreste række og var så stolte. Og jeg vidste at mine forældre sad længere oppe og var, om muligt, endnu mere stolte. Jeg får stadig en klump i halsen, når jeg tænker på det. Jeg husker ikke særlig meget af mit oplæg, men husker hvor mange mennekser der var! Og jeg husker da jeg blev færdig og folk klappede. Og jeg kan stadig høre den rumlende lyd fra publikums fødder, da de rejste sig op, så jeg fik stående klapsavler. Jeg kan huske, at jeg kiggede på alle de mennesker, der stod op og klappede af noget jeg havde sagt og jeg kunne næsten ikke få vejret. 

Det er mit bedste minde.