SalixAS

Det jeg kan (og hvordan jeg lærte det)


Foredraget varer ca. 1 time og henvender sig mest til professionelle og pårørende men mennesker med autisme vil også kunne få noget ud af det.


Diagnosekriterierne for autisme og dermed også en stor del af faglitteraturen, handler om at beskrive, hvad mennesker med autisme ikke kan. Og selvom vi allerede er begyndt at se en tendens med fokus på styrker fremfor svagheder, så er vi slet ikke langt nok endnu, så længe medierne og sågar visse læger stadig beskriver autisme som en lidelse og/eller en sygdom.


Med dette foredrag vil jeg gerne beskrive nogle af de ting jeg rent faktisk kan, hvad end det er en medfødt evne eller noget jeg har lært, og i sidstnævnte tilfælde vil jeg prøve at beskrive, hvordan jeg lærte det og hvad der skulle til for at jeg kunne lære det.


Jeg vil tale om dette i håbet om at give en forståelse for, hvad der kan motivere og inspirere, hvorfor nogle ting kan læres, mens andre ikke kan, hvor meget en tilsyneladende simpel opgave nogle gange kræver af mig og for at give en dybere forståelse for, hvad vi kan under rette omstændigheder.


Jeg vil bl.a. komme ind på flg. emner: bo i egen lejlighed, hukommelsen, ferie, selvindsigt og selvforståelse, mening.


Jeg opfordrer til, at der sættes minimum 1 1/2 time af til foredraget, så der er tid til spørgsmål. Jeg svarer åbent og ærligt på alle spørgsmål!


Foredraget kræver powerpoint fremviser og gerne et glas koldt vand.